Læsetid: 5 min.

En metamorfose uden sidestykke

Murray Lerners dokumentar om Bob Dylans tre show ved Newport Folk Festival i årene 1963-1965 viser en af de mest forbløffende forvandlinger en sangskriver nogensinde har gennemgået
Murray Lerners dokumentar om Bob Dylans tre show ved Newport Folk Festival i årene 1963-1965 viser en af de mest forbløffende forvandlinger en sangskriver nogensinde har gennemgået
22. november 2007

Har man som undertegnede fulgt Bob Dylans karriere i små 40 år, er der visse begivenheder inden for den dermed forbundne mytologi, det er helt umuligt ikke at støde på igen og igen i den righoldige litteratur, det er blevet til om manden, om myten og ind i mellem sågar også om værket.

Som aktør på populærmusikkens overrendte scene har Dylan som få formået at holde kortene tæt ind til kroppen, hvilket selvfølgelig kun har øget visse af hans biografers trang til at komme om bag facaden for at få fingre i mennesket! Det har nu altid knebet med at finde vidner fra mandens inderkreds, der har haft lyst til at stikke snotten frem og røbe ret meget, så store mængder af det enorme materiale, der foreligger, baseres på anden- og tredjehåndsberetninger, gisninger og formodninger samt ikke mindst den enorme genbrug af facts, som var forkerte til at begynde med.

Sprængte alle rammer

Personligt tror jeg ikke, vor Bob er hverken specielt spændende eller sidder inde med andet end kontraspørgsmål i forhold til de spørgsmål, man måtte ønske at stille ham. Hvad er hans måske kendteste (om end langt fra bedste) sang, "Blowin' in the Wind", grundlæggende andet end en serie forbistrede, ubesvarlige spørgsmål? Personligt holder jeg da af såvel myterne og den mere prosaiske virkelighed - er han grundlæggende ikke blot en spillemand, der giver mellem 100 til 200 koncerter om året? - men det er og bliver værket, der drager, lige meget hvor uegalt, det tager sig ud.

Og selvom han har lavet mange gode ting, efter de myteopspundne 60'ere gik i sig selv, er der noget uhørt fascinerende over at følge udviklingen fra, han debuterer med den traditionsbevidste, men ikke specielt opsigtsvækkende Bob Dylan i 1962, til han sprænger alle sangskrivningens regler med den berømte trojka af lp'er, Bringing It All Back Home og Highway 61 Revisited (begge 1965) og Blonde on Blonde (1966), før en motorcykelulykke satte punktum for dét kapitel i karrieren.

Hvordan Dylan på to-tre år kunne udvikle sig fra gemen folkesanger blandt tusinde andre til et poetisk unikum med el-guitar og et band to die for, kan stadig undre.

Et hårrejsende dokument

Indgik han, som man siger om bluesmusikeren Robert Johnson, en pagt med Djævlen i bytte for både verdensberømmelse og status som orakel (i øvrigt to ting han har haft det svært med hele vejen igennem)? Næppe.

Sandheden er nok nærmere, at hans iboende geni blev vækket af mødet med New York Citys dynamiske musikmiljø, og at han som mange andre lod sig påvirke af 60'er-utopien om, at alt grundlæggende var ladsiggørligt. Hvor om alting er, så har Columbia Legacy nu udsendt Murray Lerners ukommenterede, halvanden time lange dokumentarfilm The Other Side of the Mirror på dvd. Og den vil klart indtage sin plads blandt den stribe uomgængelige artefakter, ethvert Bob-hoved med respekt for sig selv må om ikke eje, så i det mindste se en fem-10 gange, for det er satanedeme et hårrejsende dokument at få sine små fede fingre i: Her taler musikken i udstrakt grad for sig selv, idet filmen indeholder 17 Dylan- performances fra den legendariske Newport Folk Festival i årene 1963 til 1965 - uden andre kommentarer end små klip fra nogle af tidens aktører. De syv optagelser fra 1963 - desværre får vi dem ikke alle i fuld længde - viser den da 22-årige Dylan på højden af sin såkaldte protestfase og i rollen som Joan Baez' protegé. Ansigtet er stadig præget af babyfedt, men det er sangene ikke, selv om han endnu ikke er trådt helt i karakter - lp'en The Freewheelin' havde knap været ude et par måneder, da han gjorde sin entré på Newport, og den indeholdt mindeværdige sange nok til, at de fleste indså, at her var tale om et talent ud over det sædvanlige.

For selv om nogle af bedste melodier derpå stammede fra traditionelt materiale, var pladens højdepunkt "A Hard Rain's A-Gonna Fall" hans helt egen kreation, og mange af de øvrige tekster udviste en sprogbevidsthed, der bare ikke var hverdagskost i datidens folkemusikmiljø.

En blandet modtagelse

Ikke desto mindre udgør de forskellige optagelser med Dylan (og Baez) fra 1963 ingen ubrudt fornøjelse. De stammer både fra de daglige workshops og forskellige aftenkoncerter, og som min hustru befriende udbrød: "Det er bare ikke særlig godt, det der".

Ikke desto mindre er stemningen elektrisk hele vejen igennem, og det er et scoop at se en ung, noget famlende Dylan i fri dressur.

Så meget desto større er chokket, da vi når frem til de fire sange fra 1964, et travlt år for Dylan, som fra nytår til nytår udsendte to lp'er - The Times They Are A-Changin' i februar og Another Side i august - og gav et hav af koncerter oveni. Det er vitterligt som at se en helt anden mand; han både spiller og synger bedre, med en klædelig sikkerhed og autoritet, som tydeligvis demonstrerer, at han nu er klar over sine evner og den vej, han må forfølge.

"Mr. Tambourine Man" lyder fantastisk et lille år før den overhovedet kommer på plade, men klimaks er og bliver den svedigste tolkning af "Chimes of Freedom" nogensinde, fokuseret, intens og alligevel løssluppen.

Publikum går fuldstændig amok, og det er næsten rørende at følge konferencierens forsøg på at dæmpe gemytterne, således at det arme navn, der skal på efter den performance, kan komme til.

Men 1965, mine damer og herrer, her clasher mytologien og virkeligheden, så det stadig runger i mit system.

I marts det år udsendte Dylan sit første fem-stjernede mesterværk i form af Bringing It All Back Home, hvor han på pladens side 1 - under indflydelse af den britiske invasion med de to for Dylan så afgørende grupper The Beatles og The Animals - søgte tilbage til sine pubertetsrødder i rockmusikken, det på trods af, at han tekstligt tilførte det en solid dosis beatdigterinspireret modernisme, mens side 2 bestod af fire akustiske spor, der på tekstsiden fremstod overvældende ordrige og svært gennemskuelige. En metamorfose uden sidestykke var fuldbyrdet, og nu ville Dylan præsentere denne side af sig selv for Newports publikum. Der er blevet lagt utrolig meget i det faktum, at han stillede op med elektrisk backingband - kun på to numre, dog - men mon ikke han bare var stolt af sin netop udgivne single, den seks minutter lange "Like a Rolling Stone"?

Akkompagneret af Butterfield Blues Band fyrede han i hvert fald både den og "Maggie's Farm" af- til mildest talt blandet modtagelse. Det er tydeligt, han deler publikum i to, men det er dog ikke mere negativt indstillet, end at han partout hentes tilbage for at give et par numre på akustisk guitar. Og hvem kan stå for det symbolske i, at han afslutter hele herligheden med "It's All Over Now, Baby Blue"?

Det er tvivlsomt, om denne dvd endegyldigt vil afslutte the neverending diskussion om, hvad der egentlig foregik, og hvad det alt sammen betød, men nu kan vi da se det med vore egne øjne. Og tak for det!

Murray Lerner: The Other Side of the Mirror. Bob Dylan Live at Newport Folk Festival 1963-1965 (Columbia Legacy dvd/Sony Music)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dylan spillede jo elektrisk i København i 1965 (eller 1966) i forlængelse af "Bringing it All Back Home! Jeg fik tilbudt en gratis billet, men afslog i selvretfærdigt afvisende puritanisme. For det lød jo forfærdeligt på LP'en, og teksterne var uforståelige. Først et års tid senere, med "Blonde og Blonde", kunne jeg forstå, hvad musik og tekst gik ud på. "Judas" eller ej; Dylan stiller altså store krav til sine (prose)lyttere. Nu har han så i de senere år med sine radioshows og repertoire afsløret et utroligt kendskab til andres musik som ekspert i amerikanske rytmiske stilarter som rockabilly, gospel, zydeco etc.

Bob Dylan optrådte d. 1. maj 1966 i Forum, hvor han blev akkompagneret af Levon and The Hawks, som der stod på billetten: Senere The Band.
Salen var langt fra fuld.

I can't remember many empty seats. You have to remember he played songs from Blonde On Blonde. None of us had heard these songs before he stood on the stage and sang them. Blonde On Blonde hadn't been released.
Nobody knew 'Visions of Johanna.' You followed the words around the hall. You heard 'Just Like A Woman' for the first time. By 'Like A Rolling Stone' history had changed.
It was the last straight audience I saw. By 1972 and The Grateful Dead you couldn't move for the acid.