Læsetid: 2 min.

Når politikken filtrer sammen til dramatik

Flemming Jensen er landets modigste politikersatiriker. Men Det Kgl. Teater har ladt ham i stikken
Flemming Jensen er landets modigste politikersatiriker. 
Men Det Kgl. Teater har ladt ham i stikken
6. november 2007

Gå ikke i pausen! Heller ikke selv om teksten i dette Spindelvæv filtrer sammen, så mønstret ender i en knude. Og heller ikke selv om instruktionen aldrig indfanger en bragende tilskuerlatter mellem de realistiske tråde og de groteske.

For Flemming Jensen satser så meget, når han stiller sig op i denne menneskebekymrede analyse af politikernes tilfældighedsmetode. Han udviser et personligt, selvudleverende mod, der er en sjældenhed på de skrå brædder. Og han leger med en fiffig flashback-form fra tv-journalistikken, hvor pressen spoler frem og tilbage i begivenhedsforløb og tror, at den bliver klogere af det alene.
Og så er det altså først i anden akt, at dramatikeren Flemming Jensen gør det, som han burde have gjort hele stykket igennem: Det er her, han sætter sin politiske tolkning ind i en egentlig fiktion. Det er her, politikken bliver til dramatik. Ud med statsministeren og ind med en spejderpige – og så virker den dramatiske tekst pludselig. 10 minutter inden tæppefald. Med Flemming Jensen selv i hvid skjorte og gigatalentet Mette K. Madsen i snørestøvler og fri katapult op under den politiske stjernehimmel. Her giver Jensen og Madsen såmænd Fogh og Thorning baghjul mod stjernerne. Warw!

Klogt
Dramaturgiatet på Det Kgl. Teater har ellers ladt denne forestilling slemt i stikken; nærmest som om Flemming Jensen lige så godt kan klistre inde i sin egen ederkoppetråd, når han nu alligevel vil hapse statsministeren i sin samtidssatire ... Men den kongelige debutant Jensen er jo meget klogere end som så. Han nedsabler ikke bare. Han skriver oven på sine erfaringer fra den begavede doku-soap Let’s kick Ass og den mere anstrengte Dronningen af Malmø på Nørrebros Teater. Og han ved, at han har et publikum; præcis dét brede publikum, som Det Kgl. Teater satser på at få i sæderne i den kommende julefrokosttid.

Jensens tekst handler om statsministerens spindoktor, lige efter han har slået statsministeren ihjel. Men teksten anklager ikke bare statsministeren som person, men snarere statsministeren som resultat af et politisk spinsystem uden proportionssans.

Dermed anklager Jensen selve demokratiets politiske opbygning for at være forældet og naivt – og dermed bliver hans samtidsanalyse interessant. At han så endda har nerver til selv at stå på scenen som hovedfigur i sin egen politiske kritik er kun desto mere imponerende: Hvilken dansk politiker tør stille sig op uden en eneste undskyldning, sådan som Flemming Jensen?

Kikset
Desværre har instruktøren Per Smedegaard ikke turdet eller magtet at sætte denne oprigtighed i scene, så den har fået teatralsk effekt. Det hele bliver for lidt. Personerne rundt om Jensen og Madsen er instrueret så tøvende, at selv kloge og garvede gøglere som Henrik Birch, Jannie Faurschou og Jesper Hyldegaard virker småkiksede. Til trods for revyagtige grønlænderkamikker og mobiltelefonklicheer.

Scenografen Nicolaj Spangaa har desuden anbragt Jensens historie i en spejderhytte, der er så langt ude nybyggernaiv, at scenen i sig selv virker som et forsøg på at forhindre, at denne Jensen nogensinde får indflydelse på det virkelige Christiansborg. Kun Ulrik Gads lysdesign med fejende billygter har politikerironiske glimt. Lynglimt altså.

Hvad det er? Det er synd for Spindelvæv. Og for dig, hvis du går i pausen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu