Læsetid: 5 min.

Nekrolog over folkestyret

Politikere bliver sælgere og borgere til købere ifølge professor Tim Knudsen store bog om den politiske udvikling i Danmark fra 1973 til i dag
1. december 2007

Man kan sige et ord så ofte og så insisterende, at man glemmer, at det ikke altid betyder det samme. Denne skæbne synes overgået ordet demokrati. For demokrati er ikke bare demokrati, men kan eksempelvis både forstås som en livsform, hvor borgerne deltager i forvaltningen af fælles anliggender og som en styreform, hvor borgerne kan kontrollere politikernes forvaltning af de fælles anliggender. Demokrati som deltagelse og engagement var målet for visionære socialdemokrater i 50'erne og 60'erne, mens demokrati som kontrol med magthaverne er et klassisk liberalt ideal.

Det paradoksale er, at mens alle i de senere år har prist demokratiet som modsætning til diktatur og fundamentalisme, har de færreste tematiseret den langsomme forvandling af den danske velfærdsstat fra et socialdemokratisk deltagedemokrati til et liberalt markedsdemokrati. Der har været vældig megen snak om modsætning mellem demokrater og anti-demokrater, men ikke særligt megen diskussion om hvilken form for demokrati, vi identificerer med velfærdsstaten. Denne langsomme, men sikre overgang fra demokrati som deltagelse til demokrati som brugerkontrol er temaet for professor i offentlig forvaltning Tim Knudsens nye bog Fra folkestyre til markedsdemokrati. Over næsten 500 sider skitserer Knudsen væsentlige udviklingstendenser i perioden fra 1973 frem til i dag.

En af de tendenser, som Tim Knudsen afdækker, er forandringer i begrundelserne for velfærdsstaten. Velfærdsstaten betragtes nu som en væsentlig forudsætning for den internationale konkurrenceevne. Alternativet til den gamle velfærdsstat er ikke minimalstaten, men derimod konkurrencestaten. Hvor velfærdsstaten tidligere blev regeret som en lukket national økonomi, tænkes konkurrencestaten som en koncern i en global økonomi. Dette blik på staten som global økonomisk aktør får vidtrækkende konsekvenser: Middelklassen og underklasserne ser ikke overklassen som en modstander i en national klassekamp, men som allieret i den internationale kamp om at sikre jobs og velstand i Danmark:

"Hvor arbejdsgiverne og lønmodtagerne tidligere har set deres interesser som modsat-rettede, har globaliseringen givet dem en fælles interesse. Danmarks fortsatte konkurrencedygtighed. Lønkampen underordnes."

Konkurrencestat

Og det er vel at mærke hverken venstrefløjen, fagbevægelsen eller urbane intellektuelle, som definerer, hvad der er godt for konkurrenceevnen og dermed for Danmark. Det er erhvervsledere, økonomer og embedsmænd i det stadigt mægtigere finansministerium, som bestemmer 'globaliseringsstrategien'.

Staten ser borgerne som arbejdskraft, der skal optimeres gennem uddannelse og arbejdsmarkedspolitik. Passagen fra velstandsstat til social konkurrencestat betegnes også som en overgang fra welfare til workfare. Den universelle omsorg erstattes af adfærdsregulering og målrettede bestræbelser på at gøre den enkelte i stand til at klare sig på arbejdsmarkedet. Det betyder, at kravene til de ledige skærpes, og omsorgen får karakter af disciplinering. Det gælder både denne og andre udviklingsprocesser udfoldet i bogen, at de ikke udlægges som specifikke politiske projekter defineret af bestemte partier og politikere, men at de tværtimod fremtræder som tendenser udviklet under både regeringen Nyrup og regeringen Fogh. Tim Knudsen anfører, at der er demokratisk betænkelige aspekter ved en velfærdspolitik, hvor rettigheder gradueres efter status på arbejdsmarkedet. De, der er økonomisk marginaliserede, bliver også demokratisk pressede. Det er i en social konkurrencestat vanskeligt at legitimere omsorg for dem, der ikke er produktive.

Demokratiforbrugere

Markedsdemokrati betyder ikke kun, at velfærdsstaten udlægges som en koncern. Det indikerer også en relation mellem politikerne og borgerne. Som Knudsen skriver:

"Udviklingen har favoriseret elitære, professionelle politiske partier, der gebærder sig som virksomheder på et marked. Det betyder langtfra det repræsentative demokratis død. Men det tegner konturerne af et samfund, der er klart opdelt mellem en elite og konkurrerende professionelle politikudbydere og en masse af passive demokratiforbrugere."

Bogen er for så vidt en nekrolog over det danske deltagelsesdemokrati. Men den væsentlige pointe er, at markedstænkningen ikke henrettede et vitalt og velfungerede deltagelsesdemokrati, men derimod legitimerer sig på deltagelsesdemokratiets egne begrænsninger. Knudsen dokumenterer, hvordan deltagelse generelt er faldende: Det kan godt være, regeringen Fogh formelt afskaffede universitetsdemokratiet, men reelt havde det allerede afviklet sig selv med stemmeprocenter på under 20 ved de sidste valg. Samme faldende deltagelse vise sig som et mønster i alt fra forældrebestyrelser til sogneråd. Sidst i fyrrerne var hver fjerde danske vælger medlem af et politisk parti, ved århundredeskiftet var færre end hver 20. vælger medlem af et parti. Og de, der er blevet tilbage i partierne har fået stadig mindre indflydelse. Ikke alene er partierne blevet mere topstyrede, deres politik designes i stigende grad efter fokusgrupper, anbefalinger fra kommunikationseksperter og forsøg på at træffe vælgerne så bredt som muligt. Den elitære topstyring af de politiske partier og faldet i den demokratiske deltagelse ledsages af bestræbelser på at mægtiggøre borgerne som forbrugere af serviceydelser. De tilbydes frit valg mellem forskellige ydelser og institutioner og konkrete garantier på ventetid og ydelser. Kontraktpolitikken tilbyder borgerne faste mål for, om deres politikere nu også "leverer varen". Det betyder også, at det lokale selvstyre svækkes, fordi "kommunerne er ved at blive reduceret til velfærdsstatens lokale butik". Kommunerne skal levere de ydelser, som landspolitikerne lover. Og hvis de overskrider deres budgetter, er finansministeriet blevet tildelt autoritet til at gribe ind.

I det hele taget er finansministeriets indflydelse vokset markant siden 1973. Finansministeriet har overtaget forhandlingerne med kommunerne fra indenrigsministeriet, ledende embedsmænd i andre ministerier rekrutteres fra finansministeriet, og New Public Management som styringsstrategi i den offentlige sektor blev introduceret fra finansministeriet. Markedsdemokrati betyder også, at den finansministerielle tænkning synes at have etableret herredømme over styringen af hele velfærdsstaten. Selv om de færreste i deres hverdag virkelig tror på, at deres medborgere, kolleger, venner og familie er totalt styret af en drift til at optimere deres personlige indtjening, regerer den økonomiske incitamenttænkning enevældigt i den offentlige diskussion om velfærdsstatens styring af borgerne.

Videnskab og holdning

Det originale ved Tim Knudsens bog er egentlig ikke den overordnede diagnose af markedsdemokratiet, workfare og konkurrencestaten. Det originale er koblingen mellem en intellektuel, kritisk læsning af tendenser og lange samfundsvidenskabelige analyser. Teserne er ikke kun baseret på politiske ønskelister for den sociale virkelighed udarbejdet i globaliseringsrådet, innovationsrådet eller af velfærdskommissionen. De er derimod funderet i registrerede forandringer i den politiske forvaltning. Teserne er måske kendte fra debatbøger og indlæg, men de er ikke systematiseret og underbygget så grundigt som en samlet fremstilling af perioden fra jordskredsvalget i 1973 og frem til i dag. Bogen er basalt underholdende, fordi den er velskrevet og garneret med personlige betragtninger og gengivelser af episoder, men den er samtidig veldokumenteret og informativ. Det siger sig selv, at bogens teser er åbne for diskussion, fordi samfundsforskeren kombinerer sine dokumentationer med et kritisk blik. Man kan diskutere om Dansk Folkeparti som anført i bogen er et markedsparti, eller en om end afmægtig protest mod markedstænkningen. Men Tim Knudsen interesserer sig ikke synderligt for alliancen mellem konkurrenceperspektivet og den ny kommunitaristiske fokus på 'værdier' og sammenhængskraft som en erkendelse af den økonomiske tænknings politiske begrænsning. Disse og flere andre indsigelser er ikke negative domme over bogen. For det afgørende er, at netop denne væsentlige diskussion med Tim Knudsens bog er hævet til et højere niveau.

Tim Knudsen: Fra folkestyre til markedsdemokrati 399 kr. 480 s., Akademisk Forlag ISBN 87500389231

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne Marie Jensen

I en tid, hvor vi grundet den glædelige udvikling i Nordafrika taler så meget om demokrati vs. en gold statsstyring, kom jeg til at tænke på Tim Knudsens bog.

Den er hermed anbefalet.

Og så kan man jo under læsningen have med sig i baghovedet, at det danske demokrati i bund og grund handler om at få folk til at holde sig i ro ved ikke at kræve egentlig og reel medbestemmelse over værdierne i samfundet jvf. Grundlovens §73

"Sidst i fyrrerne var hver fjerde danske vælger medlem af et politisk parti, ved århundredeskiftet var færre end hver 20. vælger medlem af et parti. Og de, der er blevet tilbage i partierne har fået stadig mindre indflydelse. Ikke alene er partierne blevet mere topstyrede, deres politik designes i stigende grad efter fokusgrupper, anbefalinger fra kommunikationseksperter og forsøg på at træffe vælgerne så bredt som muligt."

Enig i, at det er et sygdomstegn. Og også enig i ovenstående kommentarer. Men samtidig synes det også interessant, at vi lige nu har en ungdomsgeneration af mennesker under 25 år, der er den mest politisk aktive befolkningsgruppe. Her er hvad resultatet af en Gallupundersøgelse foretaget for Dansk Ungdoms Fællesråds undersøgelse i november 2010 viste:

"Mere end ni ud af 10 af de unge går faktisk højt op i politik og diskuterer sygehuse, arbejdsløshed og integration med deres venner og familie.

- Det viser jo, at de unge langt fra er ligeglade med det samfund, de lever i. De bekymrer sig om de samme ting, som alle andre voksne. Undersøgelsen punkterer myten om, at unge politisk set er narcissister, siger Martin Justesen.

Meningsmåling viser, at unge er mere politisk engagerede end andre aldersgrupper. 71 procent af de 16-25-årige har deltaget i en politisk aktivitet, mens det kun gælder for 57 procent af folk over 25 år.

Det er underskriftsindsamlinger, demonstrationer og debatmøder, de unge er med i, og de handler også politisk, når de køber ind.

- De helt unge er mere politiske aktive end de øvrige vælgere, men de bruger samme metoder. Det viser, at de unge tager demokratiet alvorligt og tænker på hele fællesskabet og ikke blot sig selv, siger DUF-formanden."

Dertil meldes der om stor tilvækst af medlemmer og aktive i landets venstreorienterede partier, ligesom udenomsparlamentariske netværk og græsrødder tiltrækker rigtig mange unge disse år. Liberalismens egotripping fremstår mere og mere som noget, der hører sig halvkvabsede gamle mænd i jakkesæt til.

Hvem ved, måske er tornerosesøvnen så småt ved at være ovre? Det ville ikke være et sekund for tidligt.