Læsetid: 5 min.

Onkel Kurt fortæller i timevis

Sportsjournalisten Kurt Thyboes erindringer er en 'book noir', hans liv var en boksering, og hans stil er en hybrid mellem Gunnar Nu, Dan Turèll, Kurt Thorsen, Jens Kruuse (såmænd) og Mader, kort sagt helt igennem gonzo
Sportsjournalisten Kurt Thyboes erindringer er en 'book noir', hans liv var en boksering, og hans stil er en hybrid mellem Gunnar Nu, Dan Turèll, Kurt Thorsen, Jens Kruuse (såmænd) og Mader, kort sagt helt igennem gonzo
17. november 2007

To gange har jeg beundret Kurt Thyboe, der af alle de besynderlige dyr i journalistikkens Zoologiske Have, er et af de mest farverige. Han var i mange år kendt som chefredaktør for det halvpornografiske sensationsblad Ugens Rapport, hvilket jeg ikke beundrede ham for. Det var han så pludselig ikke mere.

Han stod uden job, men i stedet for at gå ned med flaget, købte han sammen med sin kone en diminutiv smørrebrødsbutik i Grønnegade i Københavns indre by. Her stod han hver dag i tre år og smurte smørrebrød. Det beundrede jeg ham for. Man kunne se den store bjørn af en macho-mand stå uden for butikken med forklæde på og træt hvile sig op ad muren hver dag, når frokosten, the rush-our, var forbi, mens de tidligere kolleger fra Billed-Bladet og Det Berlingske Hus næsten kunne glo lige ned på ham.

Senere blev han sportschef på Ekstra Bladet. På de pænere aviser blev han grinet ad som en primitiv skribent, der overdramatiserede sine artikler, som mestendels var skrevet i hovedsætninger. Omtrent hver sætning fik en ny linje, og typisk sluttede den med tre prikker. Der har aldrig været så mange prikker i dansk presse. Aldrig så megen patos, som når han skrev om de store sportsstjerner.

Knivkamp

Ind imellem var han fast boksekommentator på tv. Her beundrede jeg ham for anden gang, da han interviewede en sovjetisk bokser på, hvad der lød som flydende russisk. Uintelligent kunne han på ingen måde være.

Den forbløffende forklaring får man i en tyk erindringsbog, hvor han fortæller, at han som fireårig lærte at læse. Da han var 14, havde han nærlæst Dostojevski, men ellers stod den på Dumas og tegneserier. På Marselisborg Gymnasium tog han studentereksamen med de højeste karakterer i rekordfart. Bagefter vidste han ikke rigtigt, og så var han pludselig involveret i knivkamp på havnen i Århus, hvor han dryssede rundt med de andre anderumper i byens natteliv. Det kunne jo ikke gå, hvorefter flere år fulgte på handelshøjskolen. Igen lå han i toppen karaktermæssigt. Han kunne være blevet en glimrende virksomhedsslagter, noterede han sig. Netop derfor droppede han ud.

Redningen blev journalistikken. Efter en tid som matros på en motortorpedobåd og en tur i spjældet på Blegdamsvej, kom han - efter mange afslag på ansøgninger - til Aalborg Stiftstidende som elev, og så var kursen sat for denne sammensatte person, der ikke gad det anæmiske, men skulle hen, hvor der var rav i den, så det blev B.T. Hvor andre refererede Mohammad Alis kampe og analyserede dem, var Kurt Thyboe den, der greb knoglen, ringede til sværvægteren og fik etableret et personligt forhold til ham (foto af brev bringes i bogen som dokumenatation).

Schmeichels stol

For at vinde sin fars respekt besluttede han, at før han blev 30, ville han have lært sig 10 sprog. Det lykkedes. Derfor var han den, der kunne snakke med Real Madrids præsident Bernabeu, som stadion i Madrid er opkaldt efter. De blade, han skrev for, havde pengene til at sende ham rundt i verden. Han har truffet og beskrevet en perlerække af koryfæer fra Ragnhild Hveger over Eddie Constantine til Mike Tyson, der "blotlagde sin sjæl" for ham. Den får ikke for lidt, den får for meget, men karakteristikkerne er ofte rammende. Om Michael Laudrup: Han spiller, "som var han iført smoking". Et billede af Peter Schmeichel ridses skarpt op:

"Han varmer op på Camp Nou i Barcelona før en Champions League-finale. Publikum hujer og kaster al mulig frugt samt en stol ind på banen. Schmeichel tager helt cool stolen og sætter sig på den for derefter at begynde at kaste frugterne tilbage. Stemningen vender, og publikum hylder ham med stående ovationer."

Kurt Thybo er gonzo-journalistik længe før Morten Sabroe, men ikke så syret. Han er direkte eller indirekte selv helten i sine artikler, alle stjernerne kalder ham ved fornavn. Monster-Mike Tyson siger: "Du, Kurt" ... osv."

Erindringsbogen er en slags book noir for nu at sammenligne med en filmgenre. Sort, hvidt og hårdkogt. Hans egen positive version af sin stil er:

"Kort, direkte, staccatoagtigt. Og med masser af nøgen, rå robust feeling."

Sådan er hans erotik også, indtil han finder i havn med den hustru, han smører smørrebrød med. Selv i et hårdkogt æg er der noget blødt.

Mange af sine redaktører og medjournalister omtaler han mytologiserende og med stor veneration som galninge og genier, men det er sært at den højintelligente student ser et lys i f.eks. tabloidpressens sportsredaktører, der lagde grunden til den deroute, der gjorde, at journalisterne senere skrev halvløgnehistorier og citerede sportsfolk uden at have snakket med dem. Igen: Anti-anæmi og også antiakademisme. Han ville skrive, så almindelige læsere kunne forstå hvert ord og drages af dramaet.

Hans liv har været som en boksering med mange små og store jobs, som han enten selv gik fra eller blev fyret fra. Han knockoutede og var også selv nede til tælling. Efter et eventyr, hvor han var på nippet til at realisere en drøm, en fræk eftermiddagsavis ved navn Boulevarden, trak Klaus Riskjær pludselig sine penge ud, og drømmen kæntrede.

Lingobingo

På en af sine nedture, hvor han arbejdsløs strejfer rundt i den indre by, får han øje på Informations skilt og tænker på den forrygende reporter Børge Outze, der gav avisen "intelligent power og flabet romantik". Her kan han måske sælge "et par fede stories", tænker han. Og ganske rigtigt. Fandme om han ikke får afsat to stories om fighterne, George Foreman og Carlos Monzon. To hele opslag. Han er helt klar over, at han ikke kan etablere en fremtid på denne avis, men evigt er han taknemmelig over for de drenge og den dame, der gav ham chancen og hjalp ham tilbage til faget. (Gud ved, hvem det var? Erik Thygesen kan man gætte på. Han havde sans for den slags).

Som man vil forstå, er der ingen anledning til at kede sig i selskab med lingobingo-Kurt, der hævner sig over fyringen fra Ugens Rapport ved konsekvent at stave den med små begyndelsesbogstaver. Som man nok også har forstået, er story-telleren Kurt Thyboe en inciterende hybrid af Gunnar Nu, Dan Turèll, Kurt Thorsen, Jens Kruuse (såmænd) samt Jørn Mader.

Kurt Thyboe: Kurt. Storyteller. Ill. 462 sider. 299,95 kroner. Borgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

En helt igennem fremragende og inspirerende anmeldelse, Hr. Bjørnkjær. Med folk som Thyboe og Sabro kan man glædes over, at der stadig er liv og personlighed tilbage i journalistikken. Det kan man nogen gange savne, og man kan frygte, at det med højt tempo og leverings-dag-til-dag-tyrani helt kan forsvinde. Derfor jeg mig i det stille over, at der stadig er skribenter som Bjørnkjær. Liv, sprog og en smule bog. Knald god anmeldelse.
PS: Hvordan staver man time på engelsk?