Læsetid: 3 min.

Perfekt til sølvbryllupsrejsen

'Desperately Seeking Susan' på Novello Theatre i London minder på alle måder om en opdateret udgave af 'Grease'; et forsøg på at nostalgisere en tid, der ikke er grund til at mindes
Kelly Price (th.) som Roberta Glass og Emma Williams som Susan i -Desperately Seeking Susan- på Novello Theatre i London, De er overbevisende i deres roller, men selve stykket hænger ikke rigtigt sammen, og man efterlades med en tom følelse af, at de unge skuespillere er blevet snydt - ligesom publikum.

Kelly Price (th.) som Roberta Glass og Emma Williams som Susan i -Desperately Seeking Susan- på Novello Theatre i London, De er overbevisende i deres roller, men selve stykket hænger ikke rigtigt sammen, og man efterlades med en tom følelse af, at de unge skuespillere er blevet snydt - ligesom publikum.

Akira Suemori

27. november 2007

Jeg havde taget min steddatter med i teatret for at se en musical. Hun er 14 år. Det var en fejl. Ikke at pigebarnet er 14, begribeligvis, men at jeg havde taget hende med.

Desperately Seeking Susan var ellers blevet præsenteret som en musical for teenagere. Det fandt ingen nåde for min ledsagerske. This is so last year, lød den kontante dom før hun - lettere demonstrativt - gav sig til at høre Jay-Z på sin iPod.

Måske siger dette mere om anmelderens musikalske smag end om musicalen, men undertegnede blev underholdt af musikken i de to timer og ti minutter, vi opholdt os på Novello i London.

Det er måske forståeligt taget min alder i betragtning (Jeg er 39!). Desperately Seeking Susan er baseret på en film af samme navn fra 1985. I originaludgaven havde Madonna rollen som Susan.

Plottet i musicaludga-ven er det samme som i filmen.

Vi befinder os i 1979. Husmoderen Roberta Glass læser desperat kontaktannoncerne i avisen. Via en række forviklinger - som ikke alle er lige plausible - bliver hun ført ind in sen-70'ernes punk-miljø, som den mystiske Susan er en del af. I al korthed en kedelig husmor bliver en groovy punk-chick.

Åh, disse minder

Men mens filmudgaven var forurenet af klæbrig 80'erpop har musicaludgaven brugt musik fra bandet Blondie. For dem der ikke husker den tid, hvor Anker Jørgensen var statsminister, DR kun havde én kanal og hvor rygning var obligatorisk indendøre er det givetvis nødvendigt at oplyse, at Blondie spillede blød - og lettere kommerciel - rock. Med den blonde Debbie Harry som frontfigur huserede de på hitlisterne og deres hits blev ofte spillet på Hej P3. Åh, disse minder!

I stedet for Madonnas sange som var sound-track for filmen, bruger musicallen sange som Hanging on the Telephone, Sunday Girl, Call Me og Atomic. Det er nostalgisk.

Lysår fra punk

Nogle anmeldere har beskrevet Blondie som punk. Det er mildt sagt en overdrivelse. Deres musik var lysår fra Sex Pistols - og fra deres danske ditto Sods (Det senere Sort Sol). Men nok om det! Der er givetvis flere der lyttede til Blondie end til hardcore punk.

Men problemet er, at sangene - omend tidstypiske - ikke har noget indholdsmæssigt til fælles med historien om Roberta og Susan.

På andre måder minder musicalen om en opdateret udgave af Grease; et forsøg på at nostalgisere en tid, der ikke er grund til at mindes.

For ligesom 1950'erne ikke bare var Elvis og store biler var 1970'erne ikke bare punk og Blondie. Slutningen af 1970'erne var også oliekrise, arbejdsløshed og - med punkernes egne ord - no future - no fun.

Det kommer ikke igennem i denne musical - endsige i den oprindelige film.

Bevares, skuespillerne synger godt og spiller deres roller perfekt. Sceno- og koreografien er god, men det hænger ikke sammen. Kelly Price er overbevisende som Roberta og det samme er tilfældet med Emma Williams som Susan.

Ude på de regnvåde Londongader efter musicalen er man efterladt med en tom følelse af, at de unge skuespillere er blevet snydt - ligesom publikum. Det er mere en teaterkoncert end det er en musical. Som sådan er det udmærket underholdning for de 'unge på 40'.

En anmelder i teaterbladet The Stage skrev at "stykket ikke så meget er præget af sen-70'ernes punkmiljø som det er præget af producerens 1980'er-sans for profitabel grådighed". Det er lidt af en overdrivelse, men der er noget om snakken.

Min steddatter sender SMS'er og brokker sig over, at hun ikke har fået set X-factor på fjernsynet.

Det er en udmærket idé for Deres sølvbryllup - hvis De har 700 kroner til overs (plus flyrejsen). Men tag for alt i verden ikke børnene med!

Desperately Seeking Susan. Novelle Theatre i London. 2 timer og 10 minutter. Instruktion: Angus Jackson. 16. november-19. april 2008

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu