Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Religionsfrygten får en omgang med båthorn og fåreklippersaks

Livingstones Kabinet indfanger tidens religionsfrygt med båthorn og metaforer i den begavede cabaret 'Babble-babble'
Kultur
20. november 2007

Selvfølgelig måtte Livingstones Kabinet en dag kaste sig over 'The holy Babble', som der står på den tykke bibel på scenen. Og selvfølgelig bliver det rablende morsomt.

For er der nogen, der kan lege begavet med sprogets nonsens, så er det tangentspilleren Pete Livingstone og hans harmonikaklimprende Nina Kareis. Og så hele skaren af medsyngende og mednynnende og medklaprende Livingstone-performere, der falder ind i et syvstemmigt, babelsk metaforvirvar.

Babblerierne har den uskyldigste lyd, i hvert fald til at begynde med. Så får tidens religionsfrygt en ordentlig omgang med både båthorn og fåreklippersaks, og meningsløsheden bag terrorfrygten tårner sig. Livingstone og Kareis er ikke bange for at holde en pointe fast i minimalistisk gentagelsestortur - vittigt, symbolsk og aldeles stringent. Og scenografen Dorte Holbek slår kroge i bjælkerne på det lille loftsrum, så Café Teatret får sin egen præcisionsindhegning af troen, mens Thomas Winkler præstenterer sort-hvide kostumer med gennemsigtige stykker overraskelsestyl, lige ind til huden. Hos Livingstone er troen af kød og blod.

More, more, more

På med skaldepanden og frem med vanddunkemasken og stonehenge-parykken. Eller var det chimpansemåtten? Det er så det, Livingstones Kabinet må undersøge på denne babelske færd ud i det retorisk uvisse, hvor danseperformeren Pernille Koch forårsager lattersammenbrud med sin groteske ørkenkomik. Meningsløshed er ikke kun for de andre.

Og elegancen er upåklagelig, akkurat som i Livingstones seneste scoopforestilling Herr Schreber, en vrangforestilling på Plex i maj. Denne gang har disse mentale globetrotteres overrumplende kreativitet imidlertid taget en politisk drejning mod en global satire over tidens troskampe. For hvad er det egentlig med disse religioner, som kun de færreste rigtigt tror på? Og hvorfor er det, at ikke engang religionerne kan få os til at acceptere, at vi skal dø engang?

"There has to be more, more, more," råber performerne med deres hidsige overlevelseskrav, som var de til en demonstration for højere offentlige lønninger. De sætter trumf på med remsen: "I-don't-want-to-die-no!".

Og så kaster de sig straks ud i terrorselvmorderens glade forventning om de "32 crystalclear, white maidens". Eller var det 'raisins' ..?

Score, score, score

Denne vokalekvilibristiske samtidssatire passer perfekt til Livingstones Kabinets hurtigtløbende kabaretform, der scorer hysteriske latterkramper og overstadige fnis.

På flere måder minder denne gennemmusikalske overdrivelsesform om den selvironiske fremdrift hos Odense Internationale Teater. Livingstone-performerne fokuserer desuden brutalt på deres egen kropslige skrøbelighed, sådan spejlet i tolerancens hellige navn. Og dramaturgisk er Livingstonerne ikke bange for det frie fald: Hvis de vil synge om tidens hotteste tårne, så gør de altså det. Fra Babel til Twin Towers - med frygt for at sidde fast i Gåsetårnet undervejs.

For Babble-babble er den vildeste tur i metaforluftballonen. Du skal nok have stemmeret for at kunne forstå den, og du skal nok have brugt din stemmeret for at kunne lide den. For Babble-babble rummer hverken trøst eller medfølelse. Kun en barnlig undren over menneskets hidtil upåagtede chimpanseadfærdsmønster. Sagt som en metafor, naturligvis.

Eller som Nina Kareis dybt alvorligt dedikerer sin sang til de rettroende: "I sing this song for men who sleep with women ... only."

Babble-babble. Musik og tekst: Pete Livingstone. Iscenesættelse: Nina Kareis. Koreografi: Adelaide Bentzon. Scenografi: Dorte Holbek. Kostumer: Thomas Winkler. Livingstones Kabinet på Café Teatret til 24. nov. www.cafeteatret.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her