Læsetid: 3 min.

Røvhul og kæft de vandre til hobe

Ny samling obducerende kortprosa fra dansk litteraturs store galgenhumorist
Preben Major Sørensen. Disse gamle mænd som gemmer sig i provinsen bag deres bogstakke og med et par års mellemrum kaster et formfuldendt manuskript ud mellem stakkene, ud for løvernes gab, ud til den glubske omverden, skriver vor anmelder om forfatteren til -De dødes vej-.

Preben Major Sørensen. Disse gamle mænd som gemmer sig i provinsen bag deres bogstakke og med et par års mellemrum kaster et formfuldendt manuskript ud mellem stakkene, ud for løvernes gab, ud til den glubske omverden, skriver vor anmelder om forfatteren til -De dødes vej-.

Lars Skaaning

1. december 2007

Oh, disse absurdister! Disse nihilister, disse morbidister, disse galgenhumorister! Disse goyaister, disse füsslister, disse kafkaister, disse infernister! Disse misogyne misantroper, disse sjælens og kødets obducenter, disse gamle mænd som gemmer sig i provinsen bag deres bogstakke og med et par års mellemrum kaster et formfuldendt manuskript ud mellem stakkene, ud for løvernes gab, ud til den glubske omverden, det brusende virvar af farver og gøgl, som de for længst har meldt sig ud af.

De være hilset, Preben Major Sørensen være hilset, og hans nye samling morbidt morsom kortprosa, 83 små tekst-djævle i jeg-form, som befinder sig dér, hvor de finlitterære forskere i bevidsthedens randzone møder de bralrende ,sorte humorister - hvor man det ene øjeblik tænker 'Strindberg' og det næste 'Anders Matthesen' - og indser, at der måske ikke er så langt mellem de to.

Dødsruten

Major Sørensen har sat sig for at stirre knokkelmanden i øjnene, at anbringe sig på grænsen mellem liv og død, mellem normalneurose og psykose, mellem form og opløsning, drøm og vågen. Vi er på 'de dødes vej', vi er på Helvedesgaden, dødsruten, plejehjemsgangen, floden til dødsriget eller den mørke, forblæste landevej, hvor man kommer cyklende og møder genfærd. Vi er dér, hvor man er i tvivl, om man er levende eller død eller 'dødlever', som det hedder med en herlig neologisme.

Vi er dér i den mørke skov, hvor silenen (satyren, red.) bebuder os, at det bedste for os ville være aldrig at være blevet født, det næstbedste snart at dø. Vi er dér, hvor verdens vrimmel møder os som kalejdoskopiske billeder, kulørte puslespil i opløsning, rokokomalerier "så spraglede, at man ikke kunne skelne de enkelte konturer". Vi er dér, hvor fligen af Mayas slør løftes og afslører - ikke en afgrund, ikke et kaotisk urdyb, men en netop formfuldendt verden af knokkelmænd, genfærd, mus og rotter, monstrøse insekt-jeg'er og vaklende kadavere. Vi er dér, hvor en finsleben sproglig form holder urdybets kræfter stangen - vi er dér hvor sproget skulpterer det truende kaos til plastiske skikkelser og giver os humoren som frelse. Vi er dér, hvor forfatteren som en sand filosof har opgivet udødelighedshåbet, ikke for at være logikken tro, men for at være erkendelsen tro: "- så havde jeg dog for længst lagt håbet om et muligt liv efter døden bag mig, om ikke andet for at kunne forholde mig gestikulerende og analyserende til fænomenet, til dette der kaldes døden". Men vi er også dér, hvor forfatteren som en sand antifilosof afskediger enhver spekulation til fordel for et kropsligt nærvær: "Jeg sanser, jeg lever, jeg trækker vejret, jeg begærer. Og til de formål behøves ingen spekulative overvejelser, ingen som helst forsøg på at finde ud af noget. At man er midt i det er mere end nok." Vi er dér, hvor mennesket er udspændt mellem immateriel gespenstlighed og hypermateriel kropslighed. Vi er dér, hvor anus og os de vandre til hobe, røvhul og kæft, eller "broderparret Øsophagus og Rectum", som det hedder hos Major Sørensen på en karakteristisk blanding af mytologisk og medicinerlatin:

"Mellem dem er måltidet, den himmelske banket, den grænseløse fortæring og den ikke mindre grænseløse fordøjelse, der efterfølges af den grænseløse stolgang." (Dette er netop groteskens formel: et 'lavt' motiv i 'høj' stil)

Obsidian

Det er muligt, at det ideelle kunstværk for den dødsfikserede er den tavle, som jeg'et i en af teksterne ser sig selv stå og gestikulere foran: "en obsidiansort tavle uden skrift, uden tal og bogstaver, uden det sædvanlige undervisningsskolestuekrimskrams, henvendelsesløs". Men denne tavle er i bogen kun at finde på omslagets brede og netop obsidiansorte flapper; sidernes hvide tavler er fuldstændig overskrevne med 'undervisningsskolestuekrimskrams' (se bare på ordet selv, som det dog vrimler af bogstaver!).

Jeg kan ikke andet end føle mig godt tilpas, når Major Sørensen i tekst efter tekst obducerer sig selv, graver sin grav og mejsler sin sten med et sprog, der er lige så hæmningsløst svulstigt som kirurgisk præcist. Det spreder en egen faderlig hygge omkring sig. Men jeg kan godt savne Mor, eller bare en eller anden som Far kunne snakke med, for de knælerkvinder, Medusamadammer og frådende furier, som han omgiver sig med, er der ikke megen hygge ved.

Teksterne er skrevet i den klassiske filosofiske zone hvor (mande)mennesket møder Naturen, Døden, Kroppen, Sproget, Kvinden, Litteraturen osv. - men aldrig den anden.

Preben Major Sørensen: De dødes vej. Fortegninger. 229 sider, 249 kr. Anblik, ISBN 978-87-92117-08-3

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu