De mest opsigtsvækkende skønlitterære udgivelser i Sverige i dette efterår er også de mest intime. De gløder af indignation over Sveriges dårligst stillede, og en enkelt er samtidig helt fatal for romangenren. Her sætter forfatteren sig selv så meget på spil, at vi må nøjes med at kalde danske selvbiografister som Knud Romer og Peter Rønnov-Jessen for nuttede hanekyllinger.
Værsgo kære læsere: Daniel Sjölins (f. 1977) Världens sista roman. En af den slags værker, der ikke blot giver os et nyt syn på virkeligheden, men også en ny opfattelse af, hvad litteratur er.
Unge vilde Sjölin er ude i noget af det samme autentiske ærinde som vores egen fattede Smærup, der i Mærkedage minder os om, at det i en såkaldt roman i uhyggelig grad kan knibe med autenticiteten. Derfor er Mærkedage heller ikke en roman.
Sjölin indleder sin jagt på autenticiteten på et hospice hos sin senildemente mor. Det er hendes forestående død, der fører til, at også romanen må dø:
"Ja, det skal fram nu. Realismen. Det rigtiga. I världens sista roman måste fiktionen dö."
Moren taler i vrøvlevers og kan ikke kende sin søn. Og det går op for ham, at der er en hel del spørgsmål om hans egen mærkelige opvækst, det er for sent at stille nu. Verdens sidste roman er skrevet på vrede - ikke på smerte, det kender Sjölin ikke til - og med direkte henvendelser til den læser, forfatteren kan være sikker på at få:
"Varsågod kära kritiker: såhär kul är det med realism!"
Den døende kvinde er kunstmaler og alkoholiker. Hendes søn har som voksen begået to beslægtede dumheder. Først fandt han ud af, at han kunne skrive i beruset tilstand, at han fik direkte adgang til sproget, kunne skrive uden brug af billedsprog. Bagefter at det også gjaldt, når han havde tømmermænd.
At verdens sidste roman også skifter mellem to tilstande af beruselse og hovedværket er nok bare et smukt tilfælde, i hvert fald destruerer Sjölin sine egne skønne ordkaskader med hånligheder som "Typisk romanscen. Helvete." Og: "Jävla dialog. Jävla telefoner."
Og ja, fiktive dialoger kan være en slem omgang, for slet ikke at tale om metaforer og andet billedyngel. I et svagt øjeblik kom jeg til at holde af de linjer, hvor Sjölin kalder plejepersonalet for engle - jeg mener, kan det blive bedre? Sygeplejersker i hvide kitler omkring en døende kvinde? Men så blev mit hoved ramt af Sjölins hammer. At kalde sygeplejerskerne for engle er at reducere dem til religiøse dampe, ikke-eksisterende væsener, hvis tunge slid og menneskelige omsorg er noget overnaturligt. Men går forfatteren videre i en realistisk skildring af sygeplejerskerne, risikerer han at blive rost for at være ikke-elitær, realist og engageret i samfundet. Fanget i den saks er det ikke underligt, forfatteren er vred.
Sjölin skriver, at en romans indhold er underordnet. Først og fremmest underordnet det narcissistiske projekt, som ethvert litterært værk er, hvilket også betyder, at enhver roman er selvbiografisk. Indholdets placering i hierarkiet demonstrerer han gang på gang. I verdens sidste roman bliver banale hændelser som en unges skrig i en trappeopgang til et systemdigt og indtagelsen af en frokost i hospicets kantine til den vredeste omgang metalitteratur med ekstra gok til superalkoholisten Hemingway. Sjölin er færdig med at lege med de fiktive virkemidler. Nu gælder det kun sproget.
Working class heroes
Helt så høje nagler kører Åsa Linderborgs (f. 1968) første roman, Mig äger ingen ikke på, men selvbiografisk, litterært vellykket og nomineret til Augustprisen er den. I den har romangenren ikke noget at frygte, det har derimod den udbredte antagelse, at arbejderen for længst er uddød i Sverige, nu hvor alle efterhånden har villa og Volvo.
Linderborg er historiker og den første af sine farforældres børnebørn, der har taget en akademisk uddannelse. Som historiker har hun beskæftiget sig med arbejderklassen og det svenske socialdemokrati, og det må være sammenstødet mellem de lærdes teori og virkeligheden i hendes fars hjem, der har gjort det nødvendigt for hende at inddrage offentligheden i de private barndomsminder. Hermed rejser hun et værdigt minde over en ægte proletar, faren, som ikke abonnerede på Dagens Nyheter, men tværtimod frabad sig hver morgen at læse sin egen dødsannonce på lederplads.
Linderborg ryger et par gange på r.... i en pøl af sentimentalitet, men hun brillerer også i balanceakten mellem barnets og den voksnes gengivelse af det, der skete i den tidlige barndom, hvor mor mødte Lasse og efterlod lille Åsa sammen med en alkoholiseret metalarbejder af en far med lige så store muskler som Pippis.
Åsas far var arbejder og dermed per definition fattig. Men når han og Åsa måtte spise farmors aftensmad, var det egentlig ikke, fordi lønnen fra metalfabrikken ikke rakte, men fordi den blev drukket op. Lille Åsa følger sin far i den lange række af ydmygelser, hans liv er, indtil hun bliver teenager og vælger at flytte ind hos mor og Lasse, men Mig äger ingen bliver i farens stuer og følger 'Sveriges bedste smed' til graven. Faren slutter sit liv uden for arbejdsmarkedet, men hvad er en arbejder uden arbejde? Da Åsa skal fejre sin akademiske bedrift om arbejderklassen, undlader hun at invitere sin far med til festen, så han slipper for at sidde der med sin tandløse mund og sige, at han lige for tiden er arbejdsløs. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvem hun skåner.
Proletarkarat
Samme outsiderrolle har Bob Hanssons (f. 1970) Gunnar i romanen af samme navn. Han har læst i det kommunistiske manifest, at arbejderklassen blot lever så længe, den kan finde arbejde. Men hvad så nu, hvor Gunnar ikke længere har et arbejde, er han så død?
Det både styrker og svækker Hanssons debutroman, at den minder en del om norske Erlend Loes Naiv.Super fra 1996. Populær blev den jo, men noget af Gunnar kender vi så allerede. Men oveni den neurotiske og naive tilgang til verden har Gunnar den rigtige proletarkarat. Gunnar var murer og ægtemand, nu har han mistet sit arbejde og sin hustru - og tilmed fået indopereret en anden mands hjerte. Hvem er han så?
Gunnars livsfilosofi er, at vi alle som mennesker er styret af selvhad. Med den filosofi kan han nærme sig en forklaring på alverdens uforklarligheder, for der er så meget, man ikke ved om det at være menneske, selv om man er sådan et. Og ligesom Åsas far savner Gunnar Olof Palme, der, den aften han gik i biografen, overgik til fiktionen.
De unge svenske forfattere tager behørig afsked med forældregenerationen og fiktionen som vanedyr. Romanen er død. Længe leve romanen!
Daniel Sjölin: Världens sista roman, 376 sider, Norstedts, ISBN 978-91-1-301668-9
Åsa Linderborg: Mig äger ingen, 294 sider, Atlas, ISBN 978-91-7389-226-1
Bob Hansson: Gunnar, 328 sider, Wahlström & Widstrand, ISBN 978-91-46-21725-1
