Læsetid: 5 min.

En sand skattekiste

Miraklernes tid er ikke forbi. I hvert fald ikkehvad angår sangskriveren Sebastians skaberkraft som såvel solist som leverandør til musicals de forløbne 35 år. Det bliver dokumenteret på tre fornemme og prægnante bokssæt - 30 album i alt!
Miraklernes tid er ikke forbi. I hvert fald ikkehvad angår sangskriveren Sebastians skaberkraft som såvel solist som leverandør til musicals de forløbne 35 år. Det bliver dokumenteret på tre fornemme og prægnante bokssæt - 30 album i alt!
1. december 2007

Måske lægger vi for meget i årtier, men sikkert er det, at der skete et markant musikalsk holdningsskift herhjemme, da klokken slog 1980. Mens Thatcher og Reagan kom til magten, faldt tolerancen over for 1970'ernes behjertede, politisk korrekte amatørisme (og postpunkens gør-det-selv bravur, selvom den sandt for dyden aldrig havde været inde i varmen!) til et nulpunkt, og i dens sted opleves herhjemme et skred mod det håndværksmæssigt sikre og melodisk indsmigrende. Dette eksemplificeredes ved den grasserende og voldsomt populære poprock via navne som Sneakers, Nanna, Tøsedrengene, Kasper Winding, TV-2, One-Two og triumviratet Anne, Sanne og Lis. Det var tider, var det. Eller var det nu også det? Det er sært, der overhovedet blev plads til nogle 70'er-koryfæer i dette mylder (selvom flere af de nævnte altså havde været aktive i andre sammenhænge op gennem årtiet), men de, der overlevede, havde som tommelfingerregel været professionelle til at begynde med. De var bare gået stille med det i 70'ernes politisk set forskruede atmosfære.

Én af de få, der ikke alene kom flot ind i årtiet, men faktisk oplevede en kreativ opblomstring, var den gode Sebastian med det borgerlige navn Knud Christensen. Lagde han noget stille ud i det magiske årstal 1980 med hhv. et live-album og de noget beskedne kompositioner til teatergruppen Rimfaxes dramatisering af H.C. Andersens Nattergalen, smed han året efter ét af sine allerbedste værker på bordet i form af det guddommeligt inspirerede Fra stjerne til støv, hvor han både kompositorisk og tekstligt foldede sig helt ud. Her står diverse evergreens i kø for at komme til, og selvom den nok især huskes for Lis Sørensens tour de force-præstation på "Stille før storm", er det kun én perle blandt mange, hvoriblandt "Sommerfuglen" nok må nævnes som hans måske allermest bedårende sang fucking ever.

Generelt ret kærlig

Også kommercielt blev Fra stjerne til støv en af Sebastians allerstørste succeser, men ikke desto mindre var han på vej væk fra rollen som samfundskritisk (men generelt ret kærlig) sanger-sangskriver. I løbet af årtiet blev det dog til endnu tre deciderede soloalbums, hvoriblandt 80'ernes Boheme (1983) og Tusind og én nat (1984) begge næsten var på niveau med Fra stjerne til støv. Måske ikke helt så konsistente, men hver især i besiddelse af fuldbyrdet klassiske Sebastian-sange - og så er der som bekendt ikke mange, der matcher manden, hvis melodiske åre ikke kan besynges nok, og hvis evne som tekstforfatter ikke bør underkendes, thi han rammer tit rigtig rent med både elegance og en indtagende sproglig finurlighed.

Kun årtiets sidste solo-album, Under vulkaner (1987), lider under en vis metaltræthed, selvom "Vårvise", som sunget af evigt jomfrunalske Sissel Kyrkjebø, skam er yndig.

Men den sans for dramatik, der lå latent i mange af Sebastians sange - lyt blot til minidramaet "Jesus" på Over havet under himlen fra 1972 - og som han i 80'ernes første halvdel havde forfinet til en række af Rimfaxes forestillinger, foldede sig fuldt ud på først Folketeatrets store 1986-ramasjangsatsning med Skatteøen og siden endnu mere forfinet på tv-teatrets opsætning af Bertolt Brechts Det gode menneske fra Sezuan med melodier af Mr. Knud. Her føjede Marianne Mortensen sig til listen af kvindelige solister, der nød godt af hans talent, og pladen hører til blandt de ypperligste af Sebastians dramatiske projekter. Disse plader plus lidt til er samlet på Sangskatten. Vol. II, der stort set ikke lader Vol. I meget efter og i det hele taget udgør en skattekiste af såvel forgyldte klassikere og flere andre gemte/glemte perler.

Masser af smuk musik

Hvor går en sangskriver hen, når han eller hun føler sin metier udtømt som kanal for personlig erfaring? Til tea-tret, måske? Hvor talentet kan bruges til at give andre (sang)stemme. Det er i hvert fald den vej, Sebastian har fulgt de seneste 15-17 år, og det har han generelt gjort godt, selvom han måske har haft en tendens til at satse på det velkendte. Blandt Sangskatten Vol. III's i alt syv musicalindsatser er der således ikke én, som ikke bygger på klassisk materiale. Ingen originale eller nye historier her, titler som Cyrano, Gøngehøvdingen, Pippi, Aladdin og Klokkeren fra Notre Dame taler deres tydelige sprog. At de så indvarslede en opblomstring for den danske musical og fik folk i teatret er en anden sag - ligesom det er hævet over enhver tvivl, at Sebastian til hver en tid gik til opgaverne med brask og bram og sit hele talent. Om end sjældent med helt så vellykket resultat som dramatiseringen af Astrid Lindgreens uopslidelige Ronja Røverdatter, der stadig stråler og skinner som en nyslået tokrone. Så god musik fortjener vores unger faktisk.

Det vil dog altid forblive en smagssag, hvorvidt man tænder på Sebastians musicals - personligt er jeg nok mere til Stephen Sondheims ditto - men for den tålmodige er der masser af smuk musik at finde der.

Jeg læste et sted, at Sebastian på et tidspunkt mistede stemmen, hvilket kan være forklaringen på, at der i den sidste boks kun findes ét decideret solo-album, Miraklernes tid fra 1990. Men hvis det bliver det sidste af slagsen, er det sgu et fornemt exit for sangkunstneren Sebastian, hvis man som jeg foretrækker at høre ham synge sine sange selv. Fra det stærkt manende omslagsfoto til den flammende suite tonesætninger af den spanske digter Garcia Lorcas digte er det (endnu) et åbenlyst hovedværk og stort set uopslideligt. Et andet stort plus ved det foreløbigt sidste ord i Sebastian-sagaen er bonus-cd'en, Rariteter, hvor en række af de små overrumplende gode detonationer, der i form af singleplader eller enkeltstående bidrag til det ene eller det andet, der aldrig havnede på et album, er blevet samlet. Således at denne signatur nu i ro og mag kan sætte "Menneske min ven" på repeat, mens han venter på, at nogen får rejst en statue af denne Knud Christensen. Og det kan kun gå for tjept. Sangskat?? Fandeme ja!!

Sebastian: Sangskatten. Vol. II. 1980-1989 (EMI)
Sebastian: Sangskatten. Vol. III. 1990-2007 (EMI)

Sangskatten Vol. I anmeldtes her i avisen den 9. oktober 2007

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu