Læsetid: 4 min.

Selvlysende god og elegant elektrisk

Ryan Adams' strålende koncert i Falkoner Salen torsdag aften beviste atter, at hans i øvrigt glimrende materiale først for alvor folder sig ud i koncertsituationen
Ikke fordi jeg er Ryan Adams-fanatiker, men hans koncerter gør altså noget ved mig. Hver gang. Man bliver glad og løftet

Ikke fordi jeg er Ryan Adams-fanatiker, men hans koncerter gør altså noget ved mig. Hver gang. Man bliver glad og løftet

24. november 2007

Der er gode år. Mindre gode. Og så dem, der er lige til at skylle i lokummet. Nærværende år falder for undertegnedes vedkommende i sidste kategori. Et af de der 365 dages forløb, hvor alt, der kunne gå galt, gik galt. Nå, året er jo ikke ovre endnu, så det kan sagtens nå at blive værre. Nu må De ikke misforstå mig - jeg klager ikke. Konstaterer blot, at tingene går op og ned. Og det er ikke, fordi vi går sultne i seng her i hytten eller noget af den art.

Tværtom kan jeg ikke benægte at have givet mig i kast med lidt trøstespiseri i ny og næ - foret kadaveret, så at sige. Men blandt lyspunkterne må jeg endnu engang pege på musikken - the only friend until the end, som Jim Morrison og The Doors påstod.

Hvor ofte har jeg ikke grebet ud efter hovedtelefonerne, ladet mig synke ned i den gode stol og så at sige ladet musikken do the talking? Og hvor tit har den ikke formået at vende sortsyn og mismod til i hvert fald fortrøstning - sammenholdt med nogle lange gåture er det stadig den bedste kur mod ansatser til såvel det depressive som det selvmedlidende, jeg kender.Det kom jeg til at tænke på, da jeg skruede mig ned i mit sæde i Falconer Salen torsdag aften for at lade min pilrådne sjæl vederkvæge af den 33-årige amerikanske sanger og sangskriver Ryan Adams og hans forrygende backingband The Cardinals.

Var taget hjemmefra i en tilstand af underskud og manglende livslyst, men skulle ikke mange sekunder ind i koncertens første nummer - en selvlysende god og elegant elektrisk "Peaceful Valley", før jeg så at sige løftedes ud af mig selv og blidt transporteredes til et bedre sted, et lysere sted, hvor det uforklarligt magiske ved (god) musik på sin sædvanligt svært forklarlige facon greb helende ind i et cirkulært selvforstærkende destruktivt tankesæt. Ikke fordi jeg er Adams-fanatiker, men hans koncerter gør altså noget ved mig. Hver gang.

Ni album på syv år

Så tager jeg gerne hans langstrakte og ofte uforståelige mumlen mellem numrene med. Så meget forstod jeg dog, at manden frygter for sin hørelse, og dette måske skulle vise sig at blive hans sidste koncert her til lands et pænt stykke tid. Så er jeg kun ekstra taknemmelig over, at jeg overvandt min modvilje og kom af sted, for sikke et mentalt brusebad jeg ellers ville være gået glip af, ja, det bruser stadig i blod og nerver af fornøjelse derover.

Tyst og eksplosivt

Det er så ikke altid, at Adams' plader - og der er mange af dem, for han er vitterligt særdeles produktiv; ni plader på syv år! - gør det helt store ved mig, dertil lyder de ofte lidt for skitseprægede og de seneste par år generelt også lige lovlig midttempo, alt. countryagtige til rigtig at få mit pis i kog. Fraset et par personlige favoritter - debuten Heartbreaker (2000), den iskolde kærlighedsnedtur, der konstituerer mesterværket Love Is Hell (2004) og til dels også sidste del af 2005's ambitiøse trilogi, 29 - folder både kunstneren og hans sange sig først for alvor ud i koncertsituationen. Vil her så lige indskyde, at konsensus går på, at det er Gold fra 2001, der er mesterværket, men sådan er vi så forskellige.

Og sandt at sige gik hans seneste cd, Easy Tiger, hen over hovedet på mig i årets stadige strøm af udgivelser fra høj og lav. Spillede den et par gange, da den udsendtes i sommers og gik derefter vel i koma; i hvert fald var der ikke noget, der blev seriøst hængende, og den blev afskrevet på kontoen 'Ryan Adams-albums, der ikke er så gode, som de burde være'.

Den er blevet genudsendt her op til efterårets turné inklusiv en såkaldt bonus-cd, indeholdende to nye sange og fem live-optagelser fra studiet. Ikke at det ændrer stort på det oprindelige indtryk af en ujævn udgivelse, men interessant er det dog, at han diverterede med ikke færre end syv af sangene herfra torsdag aften - og at de alle lød langt bedre live. Selv pladens ubestridt fineste nummer, det vidunderligt melankolske "Off Broadway", forvandledes fra pladens lavmælt akustiske ofring til en tranceinducerende og strømførende satsning på scenen. Også det potentielt så smukke "Two" foldede sig helt ud som værdig afslutningssalve i den akustiske afdeling.

Men alene samspillet mellem Adams og hans suverænt lydhøre guitarmakker i The Cardinals, Neal Casal, under koncertens første, elektriske sæt, var billetprisen værd.

Udover at minde om andre noble guitarduellanter - Jerry Garcia/Bob Weir fra The Grateful Dead og Tom Verlaine/Richard Lloyd fra Television, for nu at nævne to, der randt mig i hu - var der noget fuldstændig unikt over den tone, de to herrer sammen anslog- og fandt. Dernæst er det, som om hans både begavede og intrikate sangskrivning fremstår både klarere og skarpere i live-situationen, selv om det ind imellem kneb med at høre vokalen i første sæt - som (vi taler decimaler her) dog var lige et nøk bedre end det efterfølgende akustiske; og det var så noget med den måde, hvorpå det nærmest glødede på scenen, mens dynamikken vekslede mellem det tyste og det eksplosive.

Der var en bekendt, som før koncerten påstod, at Adams endnu ikke har skrevet en klassiker i klasse med Fred Neils "Everybody's Talkin'" eller Harry Nilssons "Without You"; dertil vil jeg påstå, han sgu er kommet meget tæt på med det vidunderligt sprøde "When the Stars Go Blue", som en lang række kunstnere da også allerede har taget under kærlig behandling; og da han stillede omkvædets spørgsmål "Where do you go when you're lonely?/ Where do you go when you're blue?", lød svaret i mit indre:

"Til Ryan Adams koncert!"

Ryan Adams & The Cardinals, torsdag, Falkoner Salen, Kbh.

Ryan Adams: Easy Tiger (Lost Highway/Universal)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer