Læsetid: 3 min.

Sorgarbejde, teenagestyle

Emnet er ungdommeligt, men udførelsen er overbevisende i Katinka My Jones' lyriske debut - den er trodsig, minimal, skrevet med blottede nerver
29. november 2007

Der er noget ind-til-benet og trodsigt ved Katinka My Jones' debut Havet er sort Kysten er hvid, der er noget kant i hendes stemmeføring. Den kant er vigtig. Uden den ville hendes minimale, formsikre digte føles noget typiske i det. De ville leve lidt for godt op til klichéen om den følsomme digter, der vrider sin ulykkelige kærlighed ud på siderne som en anden ville vride en karklud - åh, han er lige gået fra mig, åh, mit hjerte ligger i ruiner, åh, jeg skriver et digt om det.

Men hos My Jones bliver det til:

"æbletræerne/ der endnu ikke blomstrer// omkring søernes rådne fugle// det gør ikke så ondt som/ man skulle tro// selv ikke når solen skinner/ så stærkt// du siger at du ikke er sikker på/ at det kunne være blevet os to/ selv om det hele tiden har været det"

Hvor tredje linjes heftige udfald - de rådne fugle - vibrerer med og videre ned gennem stroferne, og hvor slutningen vel også siger: Midt i min kærestesorg er det mig, der ved, hvordan tingene var mellem os. Og hvordan de burde være. Så kom ikke her med dine bortforklaringer.

Blottede nerver

My Jones skriver, som man kan se, på en ret ungdommelig kombination af lyrisk koncentration og blottede nerver. Her er store følelser, sortsyn og et begær i kroppen, her er skrøbelighed fremstillet som feminin styrke; det minder om sangerinden P. J. Harveys univers. Og så er der få ord, korte verslinjer, små strofer, enkle sætninger, ingen tegnsætning. En serie faste elementer går igen - du, og vand, fisk, gardiner, farven hvid, døden - og så er der sparet på tillægsordene, de er korte og typiske.

Som formel for lyrik er der tale om en sproglig linedans: et skridt forkert og digtet kæntrer. Men sådan går det kun sjældent. I stedet opløser My Jones' digte sig, når de er bedst, til serier af helt korte sentenser og sansninger. De bliver til små, kantede billedamuletter:

"det er ikke ligegyldigt/ hvor blod kommer fra// der er skovsyre og ræv/ i dine historier// vandet koger i køkkenet// selv de bedste overraskelser/ er ældgamle og røde"

Her er der ikke plads til falbelader og sproglige ornamenter, men nok, igen, til en pludselig trods, en vrængen i stemmeføringen, som om alt andet alligevel er ligegyldigt. Et sidste eksempel:

"hænderne skilles/ fra hinanden/ bidrager til verden// af jord er du kommet/ på jord har du ligget/ stirret op i en vild himmel"

Det enkelte ord

Havet er sort Kysten er hvid er en mildt sagt lovende debut. Den føles også ny i forhold til de sidste par års digtning, som især har dyrket en ordrig, snakkesagelig og digressiv sprogholdning. Ligesom en anden af efterårets debutbøger, Palle Sigsgaards Glitrende støv danser, går Katinka My Jones en anden vej. De er fælles om en omhu overfor det enkelte ord, et fokus på den korte vending og dens musikalske præcision.

Men heller ikke to svaler gør nogen sommer. Det er vel for tidligt at udpege en litterær tendens. Tilbage er at sige, at Katinka My Jones er afgangselev fra Forfatterskolen i 2007, og at hun udkommer på det lille forlag Anblik, der på det sidste i dén grad har været om sig. Denne gang har de fået den glimrende idé at sælge Havet er sort Kysten er hvid for kun 100 kroner; betydeligt mindre end en normal musik-cd, kun lidt mere end en tur i biografen.

Det burde de fleste kunne ryste op med. Derefter kan man passende leve med, at omslaget formodentlig er sæsonens grimmeste.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu