Læsetid: 5 min.

En stor kreativ legeplads

På dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, der begynder i næste uge, kan man se flere latinamerikanske dokumentarfilm. Det er politisk engagerede film, borgernes vagthund overfor årtiers korruption og social deroute, og en blomstrende gråzone af fakta og subjektiv vinkling.
2. november 2007

Det argentinske sammenbrud i julen 2001 var totalt, og borgernes slåen-på-kasseroller i en akkumuleret vrede og frustration over årtiers politiske og økonomiske rutschebaneture blev foreviget af landsmænd med håndholdte kameraer - med andre ord dokumentarister.

Siden har argentinsk politisk film produceret utallige dokumentariske skildringer af diverse sociale aspekter af et sammenbrud, der til dato er verdens største statsbankerot. Lignende revolutionære begivenheder på socialpolitisk makroniveau har også givet dokumentargenren overarbejde i Bolivia, Ecuador og Venezuela.

På mikroniveau har Latinamerika op gennem 1900-tallet frem til i dag været storproducent af det, som den australske forfatter John Pilger i bogen Hidden Agendas kalder 'slow news': Dagligdags menneskelige lidelser på gadeplan, der for den rige del af verden og dele af det latinamerikanske establishment ikke eksisterer alene af den grund, at disse sociale bagsider ikke får æter- og spalteplads i medierne.

Begyndelsen

I Argentina dannede instruktører som Fernando Birri skole omkring 1956-58 med filmen De Tire (At trække) og sin dokumentarfilmskole i Santa Fe. Filmen Faena fra 1959 af Humberto Ríos er ligeledes med til at tegne begyndelsen for argentinsk, politisk film.

Den cubanske revolution anført af Fidel Castro nytårsdag 1959 inspirerede dokumentarister i Argentina og resten af Latinamerika - som den såkaldte 'nye brasiliansk film' fra 1963 og Vidas Secas (Tørre liv) af Nelson Pereira dos Santos, Deus e o Diabo na Terra do Sol (Gud og djævel i solens land) af Glauber Rocha samt Os Fuzis (Fuzierne) af Ruy Guerra. I Argentina er Jorge Preloran en grand old man inden for dokumentarfilm med sin Hernógenes Cayo (Hernogenes faldt) fra 1969, der i 1975 blev præmieret som en af Argentinas bedste dokumentarfilm gennem tiderne.

Samtidig med Preloran dukkede instruktøren Fernando 'Pino' Solanas op med Seguir andando corto (Fortsat små skridt, 1962). Pino Solanas' mest kendte film er La Hora de los hornos (1968, Ovnenes time), der handler om det argentinske peronistpartis ideologi og dogmatisering.

Pino Solanas er i dag Argentinas mest kendte dokumentarist med 15 dokumentarfilm herunder Memoria del saqueo (Minder om rovdriften, 2004), der viser sammenhængen mellem militærkuppet i 1976 og sammenbruddet i 2001.

En ny generation

Argentinas sammenbrud i 2001 og konsekvenserne af 30 års neoliberal kurs med store tilbageskridt for landets industri og arbejdere har set en ny generation af instruktører på barrikaderne. På filmfestivalen i Berlin i 2004 vandt Daniel Burmans El abrazo partido (Det delte knus) Sølvbjørnen, mens Fernando Pino Solanas blev tildelt en Guldbjørn for sit livslange engagement og særligt Memoria del saqueo.

På samme filmfestival udemærkede trioen Nahuel García, Sheila Gimenez og Ramiro Garcia sig med El Tren Blanco (Det hvide tog): En dokumentarfilm om de såkaldte 'cartoneros' (pap-samlere), der i kølvandet på Argentinas historiske krise 1998-2003 dagligt tager et særligt tog fra de forarmede forstæder ind til Buenos Aires for at gennemrode skrald og sortere pap, papir, plastic og metal, som de så sælger for en slik til genbrug.

Opblomstringen af argentinsk politisk film får flere og flere mennesker i biograferne - og baner vejen for endnu flere dokumentarfilm, der appellerer til et udpræget spillefilmsmiljø og -publikum. Temaerne er menneskelig lidelse, hvad enten det er kvindehandel, landarbejdernes vilkår eller, som Albertina Carris Los Rubios (De lyshårede) fra 2003, der handler om de i dag voksne mennesker, som militærdiktaturet 1976-83 bortadopterede som babyer født af mødre i fangenskab.

Hukommelse og rødder

Rio Arriba (Oppe ad floden) af Ulises de la Orden er en rejse ind i landet og i instruktørens familiehistorie til det nordøstlige indiansk-prægede Argentina, hvor han viser, hvordan indianersamfundet er blevet deformeret af en tvungen produktion af sukkerrør. En søgen efter hukommelse og rødder. Rio Arriba er de la Ordens første film og tog fem år at lave.

"Jeg opfatter ikke Rio Arriba som en kampfilm i traditionel forstand. For et par år siden var jeg meget skeptisk over for dokumentarfilmens evne til at ændre ting og publikum, men i dag er jeg overbevist om, at dokumentarfilm er kommet for at blive i Argentina og kan gøre en forskel," siger Ulises de la Orden.

En anden vigtig, argentinsk dokumentarfilm er den prisbelønnede Raymundo (2004) af ægteparret Virna Molina og Ernesto Ardito. De forklarer, at "Raymundo Gleyzer, en venstreorienteret dokumentarist og journalist, er en af argentinsk films forbilleder på trods af hans forsvinden i de første måneder af det argentinske militærdiktatur i 1976."

Raymundo Gleyzer tilhørte en kerne af instruktører med en udpræget social bevidsthed i grupperinger som cine liberacion og cine de la base.

"Raymundo søger at give det argentinske samfund det tilbage, som militærjuntaerne og CIA trods hårdnakkede forsøg ikke kunne ødelægge: Hukommelsen, idealerne og sandhedens værdi," siger Ernesto Ardito om sin film, der har fået 16 internationale priser på i alt 45 filmfestivaler.

Økonomisk censur

Molina og Ardito er i postproduktionen med deres anden dokumentarfilm, Corazón de fabrica (Fabrikshjerte) om et tidstypisk fænomen i Argentina: Medarbejdernes overtagelse og til tider direkte beslaglæggelse af deres arbejdsplads, oftest tekstil- eller fødevarefabrikker, som arbejdsgiveren bevidst har erklæret konkurs for i kølvandet på 2001-sammenbruddet at løbe fra kontrakt-forpligtelser over for de ansatte.

"Da vi begyndte optagelser til Raymundo, fandt vi ligheder i mellem 1960'ernes og 1970'ernes vilkår for dokumentarfilm og nutidens: Den politiske film måtte i 1970'erne producere på en måde, der undgik alle censurmekanismerne. I dag oplever vi en økonomisk censur, som uden tvivl bunder i en politisk modstand mod vores projekter," siger Virna Molina.

Den danske instruktør Jannik Splidsboel var i foråret i Buenos Aires for at færdiggøre en dokumentarfilm, Together Alone (Alene sammen), der handler om to skotsk-italienske brødre, der med års mellemrum begge ender i Argentina. Den ene, Luca Prodan, var - og er - en af Argentinas største rocksangere i bandet Sumo. Han døde af stofmisbrug i 1987.

"Der er megen nysgerrighed i forhold til, hvad genren kan og en stor vilje til at fortælle den politiske eller sociale historie," siger Splidsboel.

"Måske er der mere con amore til det at arbejde med film i Argentina. Jeg ser argentinsk film som en stor kreativ legeplads, hvor der prøves en mængde forskellige ting af. Og det kommer der jo som regel ganske interessante film ud af."

På næste fredag begynder dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, hvor man vil kunne se dokumentarfilm fra Latinamerikawww.cphdox.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu