Læsetid: 3 min.

En thriller uden tjubang og ramasjang

I en fremragende forfalds- og kunstnerroman undersøger Karin Alvtegen menneskets og særlig kunstnerens kamp for anerkendelse
-Skygge- er en ganske langsom og klog bog uden megen tjubang, en eksistensfilosofisk forfalds- og kunstnerroman.

-Skygge- er en ganske langsom og klog bog uden megen tjubang, en eksistensfilosofisk forfalds- og kunstnerroman.

29. november 2007

Menneskets kamp for anerkendelse er et centralt tema inden for socialfilosofien. Vi søger anerkendelse i enhver social interaktion, hævder visse tænkere, og anerkendelsen er forudsætningen for, at vi kan skabe sunde relationer til andre. Og såmænd også til os selv.

I sin nye roman, Skygge, undersøger svenske Karin Alvtegen netop menneskets kamp for anerkendelse. Ikke som en motor, der driver samfundet fremad, sådan som gode gamle Hegel forestillede sig, men som en destruktiv kraft, der kan vende sig imod os og føre til forfald.

Det er ikke, fordi Alvtegen ikke har beskæftiget sig med temaet før. For også den mesterlige roman Skam og den ikke mindre fremragende Bedrag er befolket af figurer, der higer efter at vise hinanden, at de er gode nok. Men i Skygge står anerkendelseskampen som det helt centrale tema.

Særligt er det mændene i romanen, der tørster efter anerkendelse. Måske allermest forfatteren Axel Ragnerfeldt, der målbevidst har kæmpet sig frem til den største hæder, der findes i den litterære verden, Nobelprisen i litteratur, ved hjælp af en række moralistiske, eksistensfilosofiske romaner om etiske udfordringer og modet til at turde gå imod sin egen egoisme.

Selv har Axel dog ironisk nok ikke kunnet tøjle sin egoisme. Bag hans litterære kraftpræstationer skjuler sig et enormt behov for at indtage en ophøjet position i andres bevidsthed. Koste hvad det vil. Og måske, antyder Alvtegen, er det netop dette radikale krav på anerkendelse, der ligger bag stor kunst.

Ganske paradoksalt er Axel dog nu efter en blodprop endt i en ydmyg situation som grøntsag på et behandlingshjem. Men hans indædte krav på anerkendelse er gået i arv til sønnen Jan-Erik, der rejser rundt i landet og holder tænksomme foredrag om sin berømte fars litterære værk, tørster efter tilhørernes begejstrede klapsalver og inviterer villige kvinder blandt publikum op på sit hotelværelse, hvor han afæsker dem orgastiske jubelskrig, der vidner om hans uovertrufne evner som elsker.

Vender vrangen ud

Også dramatikeren Kristoffer, den tredje mandlige hovedperson, har travlt med at overbevise omverdenen om, at han besidder nærmest nietzscheansk overmenneskelige evner. Så travlt, at han ikke er i stand til at føle den mindste glæde, men kun tonstung misundelse, da hans nærmeste ven efter årelang kamp får antaget en roman hos et forlag.

Som forfatter er Karin Alvtegen kendetegnet ved en evne til at vende vrangen ud på sine figurer, blotlægge deres psykologi og studere de årsagssammenhænge, der har formet dem. Redskaberne er en polyfon perspektivstruktur, der tillader hende at benytte samtlige sine litterære skabningers optik, og en formidabelt subtil prosa, der overbeviser om, at den er rendyrket bevidsthedsgengivelse.

Med denne trang til at undersøge sine figurers oftest patologiske tilstande er der noget udpræget diagnosticerende over hendes skrift. Og i de tre ærgerrige herrers tilfælde er diagnosen klar. Det abnorme behov for anerkendelse i voksentilværelsen skyldes mangel på kærlighed og opmærksomhed fra forældrene i barndommen, psykologiens evige referencepunkt. En mangel, der langsomt har udviklet sig til en stikkende angst for udstødelse og ensomhed, som de tre mænd forsøger at modvirke ved at overbevise deres publikum om, hvor fandens fede fyre de faktisk er.

Denne strategi medfører imidlertid også, at de udvikler et dybt usundt forhold til deres nærmeste, som skubbes i baggrunden til fordel for endnu ikke erobrede personer. Men de etablerer rigtignok også et problematisk forhold til sig selv. For som Axels hushjælp prosaisk konstaterer over for sin arbejdsgiver:

"Jeg er tilfreds med at være den jeg er, det er du ikke, du jager hele tiden efter noget du bilder dig ind at du kan blive."

Forbrydelse og straf

Det er netop denne hushjælp, Gerda hedder hun, der kickstarter hele handlingsgangen i Skygge. Fordi hun dør. Og fordi hun har testamenteret sine sparepenge til hittebarnet Kristoffer, der på sin side aldrig har hørt om hende, men langsomt må erfare, at hans relation til den afdøde kvinde går gennem den aldrende nobelprisvinder.

Plottet udvikler sig fra dette punkt til lidt af en forfaldsroman for familien Ragnerfeldt. For lasten viser sig at være fuld af lig. Nogle har nemlig begået noget rigtig grimt engang. Og det skal de bøde for.

Selv om forbrydelse og straf med andre ord spiller en vis rolle i romanen, er det noget værre vrøvl, når Tiderne Skifter præsenterer den som en psykologisk thriller og en "sindssygt spændende pageturner".

Skygge er nemlig en ganske langsom og klog bog uden megen tjubang og ramasjang, en eksistensfilosofisk forfalds- og kunstnerroman, der har mere tilfælles med Goethe og Thomas Manns bearbejdelser af Faustmyten end med nogen thriller, jeg kan komme i tanke om.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nej, som du antyder, er bogen ikke skrevet på dansk. Oversætteren er Mone Hvass, og hun må på en eller anden måde være røget ud i løbet af redaktionsprocessen. Beklager.

/Anton Geist