Læsetid: 3 min.

Trabanten, der kunne synge

Leopold Grüns dokumentar 'Den røde Elvis' om den amerikanske sanger Dean Reed, der blev popstjerne i DDR, er en god historie. Men hvad drev egentlig hovedpersonen
27. november 2007

Hvad havde Trabanten og Dean Reed til fælles? I hver sin kategori - personbiler og amerikansk popmusik - var de det ypperste, DDR kunne tilbyde sin befolkning.

Da den 48-årige amerikanske sanger Dean Reed den 17. juni 1986 blev fundet druknet i en sø uden for Østberlin, var det flere år siden, at han for alvor var blevet taget alvorligt. Få år inden havde denne anmelder hørt ham under et stort fredsstævne for unge i Østberlin, en lidt komisk oplevelse: Cowboyhat, akustisk guitar, en partitro hilsen og en Beatles-sang - høfligt bifald og lidt stilfærdig fnisen af den slags, selv en gårdsanger helst er fri for. Havde det ikke været for den amerikanske accent, ville jeg ikke have husket episoden.

Fra Hollywood til Chile

I 1958 tegnede den 20-årige Dean Reed fra Denver kontrakt med Capitol Records: God sangstemme, godt udseende - lad os se, hvad der sker. Der skete ikke så meget. En enkelt single holdt sig én uge på en 96. plads. En hovedrolle i tv-serien Dead or Alive takkede han nej til, da han som pacifist ikke ville bære våben. Rollen gik i stedet til en vis Steve McQueen.

Her kunne historien om Dean Reed være endt, hvis ikke han i 1960 til alles overraskelse havde hittet med singlen Our Summer Romance i Latinamerika. Det blev til en turné i Argentina og Chile, hvor han blev stjerne og idol. Her kom han i forbindelse med den chilenske venstrefløj, som i de år lagde grunden til Salvador Allendes vej til præsidentposten. Dean Reed begyndte at kalde sig marxist og mødte notabiliteter som digteren Pablo Neruda, sangeren Victor Jara og Salvador Allende.

Partitro cowboy

Sidst i 60'erne fik Østblokken øje på ham: Succesfuld amerikansk rocksanger - og erklæret marxist. En kvinde fik ham i 1971 til at slå sig ned i DDR, som gjorde ham til en verdensstjerne. Hans faktiske verdensberømmelse så propagandaen stort på: DDR havde fået en vaskeægte amerikaner med kløft i hagen, bredt smil, tenorstemme og hele udtrækket.

Op gennem 70'erne sang han for ungkommunister, fabriksarbejdere og partispidser. Han trykkede hånd med Honecker, Arafat og Daniel Ortega. Han indspillede film og plader, besøgte adskillige af Den Kolde Krigs konfrontationsområder med knyttet næve, bredt smil og hævet guitar. Han blev en del af den relative succes, DDR var i 1970'erne. Men mere end en partitro cowboy blev han aldrig. Da DDR's lukketid kom i sigte op gennem 80'erne, var det ikke kun de unge ved fredstævnerne, der tabte interessen. Det gjorde partiet også. Og uden apparatet var den kunstneriske middelmådighed ikke til at skjule. Den spirende opposition var han aldrig i forbindelse med, broerne hjem var brændt - eneste realistiske perspektiv var uheroisk glemsel.

Omstændighederne ved hans død blev aldrig fuldt klarlagt. Mossad, Stasi, KGB, CIA og kvindelig jalousi har haft skiftende roller i diverse teorier, men de fleste med kendskab til ham hælder til selvmord.

Til verdens ende

Det er den historie, den tyske instruktør Leopold Grün fortæller i dokumentaren Der Rote Elvis. Det er godt, at DDR-tiden fortsat dokumenteres. Og det er et brag af en historie.

Salvador Allendes datter, DDR's sidste stats- og partichef, koner, kærester samt kultur- og mediefolk fra Tyskland, Chile og USA stiller op. Og det er ikke nogen entydig smuk historie. Sine steder får man den tanke, at Dean Reed må have været et ualmindeligt dumt svin med stærkt begrænsede sociale kompetencer.

Alligevel sidder man med en følelse af at have set en alt for lang film. 90 minutter om en så usædvanlig historie - uden at have fået en fornemmelse af, hvad der drev ham. Var han en søgende kunstner? Ikke i følge det værk, vi præsenteres for. En glødende revolutionær? Vi konfronteres i hvert fald ikke med noget, han troede eller tvivlede på, sådan for alvor. Ok, han tror på fred og socialisme, harmes ved social uretfærdighed. Men, men, men: 15 års liv - det være sig nok så privilegeret - i DDR fra gennembrud til gryende sammenbrud, må have rejst have rejst tvivl eller bare spørgsmål. Men mere end små sten i skoen bliver det ikke til. Det kan undre, når mange af de medvirkende er så reflekterede.

Måske er sandheden, at Dean Reed blot styrede efter strømmen mod Den Store Scene, kunstnerisk, politisk og personligt. For at nå sit mål var han rede til at rejse til verdens ende - og gjorde det.

Der rote Elvis. Dokumentar. Instruktion Leopold Grün. Tysk. Vises den 28. november i Grand i forbindelse med festivalen 'German Films Go North'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu