Det er blevet sagt om David Lynch, at han er mere interesseret i at komme ind i sine tilskueres hoveder end om at sige noget specifikt, når først han er derinde. Efter at have tilbragt tre timer inde i hans sanselige bevidsthedsbombardement Inland Empire kan man konstatere, at den nu 61-årige instruktørs evne til at havne i ens hoved og suge én ind med billeder og stemninger bliver stadig mere intens.
Sammenhængskraften og muligheden for at identificere traditionelle motiver og plotforløb bliver til gengæld svagere, men når man har gennemgået en intens filmisk hovedrengøring i hans selskab, er man næsten klar til at købe det, der lader til at være hans præmis: Hvorfor forventer man en enkel historie? Hvorfor skal alt kunne forklares? Hvorfor er det filmiske fokus altid på det narrative frem for på mediets mange muligheder for at skabe fascinerende billeder, intense følelsesmæssige påvirkninger og at udfordre vores overvejende rationelle tilgang til omgivelserne?
Hårdt arbejde
Der er gået fem år siden den fængslende Mulholland Drive, som har holdt filmvidenskabsstuderende travlt optaget med at analysere det kryptiske værks tematiske krinkelkroge og komplicerede struktur. Behovet for at forstå Lynch kan bl.a. aflæses i den såkaldte ’explainer’ af filmen på salon.com, der er blandt sitets mest søgte artikler overhovedet.
Inland Empire skal nok sætte Lynch-aflæsere på hårdt arbejde, for her viger kausaliteten definitivt til fordel for en fragmenteret fortælling, der mere obskurt bevæger sig mellem mange rum og lag. På mange måder er Inland Empire en tilbagevenden til det indforstået mærkelige som i hans eksperimenterende debut Eraserhead, hvor man selvfølgelig kan lede efter svar, men får mere ud af at lade sig fascinere af det uforståelige. Er man åben for at overgive sig til Inland Empires drømmelignende virkelighedsvridning, får man tre timers visuel trancetilstand. Hvis ikke går man hurtigt kold.
Inland Empire er ikke let at holde af, men den udfordrer på en givende måde, hvis man kan acceptere, at puslespillet danner et mudret motiv til sidst.
En forbandet film
Med film som Vilde hjerter og Blue Velvet og tv-serien Twin Peaks har Lynch vist, at han godt kan fortælle (om end særprægede) historier, når han gider.
I øjeblikket lader han til at være fascineret af den digitale tekniks mulighed for at skyde masser af materiale og gå på opdagelse i filmen undervejs.
Han har i interviews fortalt, at han som udgangspunkt ikke havde et færdigt manuskript, og som han for nylig har beskrevet i en bog om transcendentalmeditation, Catching the Big Fish, ligger hans kreative fokus på at dykke ind i sig selv, gå i dybden og fange spændende ideer som fisk.
Det betyder ikke, at Inland Empire ikke har en historie. Den desintegrerer bare gradvist, men vi har det meste af tiden Laura Dern som et vejledende holdepunkt.
Dern spiller skuespillerinden Nikki Grace, som får en hovedrolle i det romantiske sydstatsmelodrama On High in Blue Tomorrows over for skuespilleren David Berk (Justin Theroux) og med en britisk instruktør ved roret (Jeremy Irons).
Fra starten etablerer filmen en stemning af, at noget er galt. Dern bor i et alt for stort, mærkeligt indrettet hus med en spøjs butler, og da en ny nabo (Grace Zabriskie) banker på, kommer der ord på. Naboen dukker op med mystiske udsagn om, at i morgen er i dag, at der vil ske »brutal fucking murders« og disker op med uhyggelige sigøjnerhistorier om små piger, der farer vild »in the market place.«
Gradvist fremgår det, at den film, Nikki har fået en hovedrolle i, siges at være forbandet. Den er en genindspilning af en polsk film, hvor hovedrolleindehaverne døde under dramatiske omstændigheder.
Det indledende set up lægger således fermt op til twistet, overnaturlig uhygge, hvor historien i stil med Mulholland Drive udforsker Hollywood som mytisk sted såvel som skuespillerinders status, rollespil og det paradoksale i at arbejde med at opbygge overbevisende fiktioner.
Snart er man i tvivl om, hvornår man befinder sig i filmen eller i filmen i filmen, og for at gøre forvirringen komplet introduceres en række andre lag.
Dern i Lynch-land
Der klippes til et sitcom-set med mennesker udklædt som kaniner, hvor dundrende dåselatter ledsager de absurde udsagn. I et andet rum græder en kvinde foran en flimrende tv-skærm, og et kor af Los Angeles-ludere kommer pludselig på banen for i en af filmens mærkeligere scener at levere ’The Locomotion’ som et musical-optrin.
Som kinesiske æsker åbner Lynch hele tiden nye rum, tager én med gennem nye mørke korridorer og ud i storby-nætter i både Los Angeles og Lodz.
Som i andre Lynch-film skal man lige vænne sig til spillestilen. Her fungerer Laura Derns udtryksfulde ansigt som filmens spejl. Hun både deltager og iagttager og er skiftevis uendeligt sårbar, selvsikker og skræmt fra liv og sans. Lynch ynder at sætte skønne skuespillerinder i centrum i sine underlige universer, og efter Vilde hjerter og Blue Velvet demonstrerer en nu mere moden Dern, at hun kunstnerisk trives i hans film.
Lynch har både fotograferet og klippet filmen samt stået for dens lyddesign. Man savner lidt komponisten Angelo Badalamentis musik, der fra Blue Velvet til Mulholland Drive har været en central del af en Lynch-film. De færreste kan tænke på Twin Peaks uden at høre Badalamentis toner for det indre øre.
Her satser Lynch i stedet konsekvent på støj og feedback-effekter, som underbygger den utrygge atmosfære og de rå overgange, men trætter i tre timer.
På billedsiden er der mere varme med de mættede farver til at opbløde mørket og skyggerne.
Hvert rum har sine stemninger og teksturer, og det føles som om, at Lynch arbejder konstruktivt med de digitale kvaliteter frem for at føle sig begrænset af ikke at skyde på film. Lynch har selv sagt, at han trives med muligheden for at kunne skyde meget materiale i den billige dv-teknologi.
Som tilskuer kan man ikke lade være med at spørge sig selv, om den frihed måske sætter hans overvældende tankerækker og uendelige indfald lidt for fri.
Jeg vil gerne have en visionær billedberuser som Lynch inde i mit hoved, men når han vil være der i tre timer, sniger trangen til et strammere fokus i de dybhavsfiskende eksperimenter sig på.
film@information.dk
Inland Empire. Instruktion og manuskript: David Lynch. Amerikansk (Dagmar, Empire og Grand i København og en lille håndfuld biografer i provinsen)
