Læsetid: 4 min.

Uhelbredelige romantikere

Trods sit engagement i moi Caprice har forsanger Michael Møller fundet tid til at indspille et mesterligt om end noget kuldslået album, mens Lise Westzynthius lægger alen til sin kunstneriske vækst med sit tredje udspil
Trods sit engagement i moi Caprice har forsanger Michael Møller fundet tid til at indspille et mesterligt om end noget kuldslået album,
mens Lise Westzynthius lægger alen til sin kunstneriske vækst med sit tredje udspil
5. november 2007

»I’m incurably romantic«, synger Marilyn Monroe og Yves Montand i den fjollede musical Let’s Make Love fra 1960 – i øvrigt Monroes nok værste film ifølge sagkundskaben. Ja, jeg kan nu meget godt lide den.

Nå, men de der uhelbredelige romantikere, hvad nu med dem (som det fremgår, henregner den skrivende ikke sig selv til kategorien, idet han i mange år har gået til møder hos Anonyme Romantikere og nu må siges at være helbredt for enhver illusion desangående) – er de grundlæggende ikke bare en art kærlighedsjunkies?

Det indtryk kunne man i hvert fald godt få, når man dykker ned i moi Caprice-forsanger Michael Møllers første soloplade, Every
Streetcar’s Got a Name.

Et album, der på tekstsiden emmer af begær, lyst og længsel, men også af sidespring, jalousi og tab – alt sammen meget hotte emner. Musikken fremstår til gengæld nærmest som emnekredsens modstykke, idet den er nøgen, minimalistisk og præget af en fatalistisk grundstemning, bestående af lige dele håbløshed og opgivelse.

Værket lyder i udstrakt grad som en dansk (for så vidt, at der fraset solistens efternavn var noget særegent dansk over udspillet her; det er der ikke) pendant til Magnetic Fields mesterlige 69 Love Songs fra 2000, et album, der også over en række mestendels vignetkorte kompositioner i et musikalsk spartansk rum forsøger at komme over-ens med kærlighedens/erotikkens væsen og (især) uvæsen.

Nu er Michael Møller måske ikke helt i klasse med Stephin Merritt som sangskriver, men han ligger ikke desto mindre i den bedre ende af faget, hvilket han ad flere (16!) omgange får slået fast på Every Streetcar’s Got a Name.

Det er ikke kærlighedssange i klassisk forstand, dvs. numre, hvor der kredses varmt og ukritisk om den eneste ene, i stedet er det det rastløse begær, jagten fra mund til mund, erobringer og nederlag, jalousiens fald og tom-hedens tristesse, som er på dagsordenen her.

Musik og tekst giver mig billeder af de sorthvide franske og italienske film fra 50’erne og 60’erne, jeg i stor stil dyrkede i min ungdom; film, hvor tiltrækning aldrig rigtig endte som andet end fysisk forening, og kærlighed kun var et ord blandt mange andre.

Nikolaj Nørlunds produktion er da også herligt kuldslået, med masser af luft (men ikke meget lys!) og kun den allermest nødtørftige instrumentering af de respektive numre. Der er ellers linet op med skrappe musikere, nok til de første fem plader, men de holdes i så stramme tøjler, at lytteren selv i vid udstrækning kan (må!) digte videre på det musikalske.

Resultatet er en af de små plader, man (dvs. jeg) ofte ender med at spille en hel del oftere end de der store prangende prestigeprojekter, som måske nok løber med overskrifterne, men ikke nødvendigvis med ens blødende hjerte.

I frit fald
En anden romantisk sjæl i frit fald er sangerinden og sangskriveren Lise Westzynthius, som efter en pause på tre år nu atter er pladeaktuel med Siberian Mission i vanlig afdæmpet og intimt henvendende stil. Og dog – rytmisk er der kommet mere fart over feltet, ja, et nummer som »Motion Picture« ejer noget næsten overgivent i udtrykket, selvom det selvfølgelig aldrig udvikler sig til det løsslupne. Det er art rock, så det batter, men på den gode måde.

Hudløsheden er som sædvanlig til at tage og føle på (De må se det for Dem, kære læser), og der tages sjældent de store armbevægelser i brug i et klangligt univers, der ligger et sted mellem Lisa Germano, Tori Amos og Stina Nordenstam; jeg påstår ikke, at Westzyn-thius bevidst tager afsæt i de nævnte kunstnere, men det er nu engang de associationer, denne lytter får.

Altså kvinder, der står ved både neuroser, hang-ups, ambivalens og sindets filtrede virvar i søgen efter ro, skønhed og (blivende) kærlighed i en tumultarisk verden. Hvorfor musikken trækker mod det indadvendt skønhedssøgende, hvilket kommer strålende til udtryk på pladens åbnings- og titelnummer, som tilmed er forsynet med en af Westzynthius’ mest mindeværdige melodier til dato.

Der er dog flere andre numre, der skiller sig ud fra Westzynthius’ vanlige tyste stil; mest markant på hhv. det rytmisk søsyge og karnevalsagtige »Long Dark Night of the Soul« og det heftigt hvirvlende og ultrakorte »Bechstein My Ass«, mens det skramlede »Dead-End Blues« tyder på en klædelig frigjorthed, denne signatur gerne hørte Westzynthius udforske noget mere.

Og det fremadpiskende drive i det ellers ret uhyggelige »Childlike Curves« – som handler om hvad, Lise? Nej, det vil ikke jeg vide – gør det til et af pladens mest medrivende momenter. Der er også godt med Sturm und Drang over arrangementet til »Captive«, selvom vokalen ikke rigtig løfter sig over den der henførte hvisken, Westzynthius har gjort til sin stil. Så som helhed er Siberian Mission endt som Westzynthius’ mest udfarende (inden for rimelighedens grænser, altså) og afvekslende skive til dato.

Det er opløftende således at bevidne denne topbegavede sangskrivers udvikling for fuld skrue, og vi tøver ikke med at give Siberian Mission en uforbeholden anbefaling med på vejen.

Michael Møller: Every Streetcar’s Got a Name (Glorious Records/A:larm)
Lise Westzynthius: Siberian Mission (Auditorium/ A:larm)

Begge plader udkommer mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer