Den bitre lære er, at man aldrig skal overse et overgreb et sted for at opnå strategisk fremgang et andet. De humanitære kriser er der, og alt for ofte får de lov til at udvikle sig til dybe menneskelige tragedier, fordi politiske interesser og strategiske mål ofte overskygger virkeligheden blandt ofrene. At man kan løse verdens mange problemer ved politiske magtmidler, er en illusion.
Dette er en af pointerne, som den norske topdiplomat Jan Egeland lægger på bordet i sin nye bog, Det nytter, som udkom i Oslo i denne uge. Han har tilbragt godt 25 år af sit liv dybt engageret i humanitært arbejde, og fra 2003 til 2006 bestred han posten som vicegeneralsekretær i FN direkte under Kofi Annan og med ansvar for organisationens nødhjælpsarbejde.
Jan Egeland synes derfor at være mere end almindeligt godt klædt på til at tegne et billede af de komplicerede forhold mellem det idealistiske nødhjælpsarbejde og de gustne politiske overlæg.
Krigen var en fejl
Forfatteren har dog aldrig været nogen skrivebordsbureaukrat, men fortsatte som OCHA-chef en hektisk rejsevirksomhed i verdens værste kriseområder.
Men ved at inddrage sine rejser længe før dette – lige fra han som ung nybagt student tog på helt egen hånd til Colombia for at hjælpe til ved lokale bistandsprojekter over sin tid som chef for den norske afdeling af Amnesty International og ledelsen af Norsk Røde Kors, til tiden som ministerråd i det norske udenrigsministerium til FN-posten – får vi en vidt favnende karriere med et bredt internationalt erfaringsgrundlag.
Han starter sin bog, som han forbereder os på hverken er en fagbog eller et stykke dokumentarisme, men en højst personlig skildring, med en scene på Elfenbenskysten. Han besøger en fjern, nødstedt befolkning, hvis mest indtrængende bøn er ikke at blive glemt.
Det lover han, og det løfte skal han sikkert også have holdt, men pointen med historien er, at verdens befolkninger både før, under og efter katastrofernes indtræden ofte er kastebold for politiske beslutninger, der bestemmes af, hvad de politiske ledere i den givne situation finder opportunt.
Han ser Irak som det klassiske eksempel på dette. Her har en stor befolkning i mange år været glemt, fordi noget andet, nemlig magtspillet mellem de vestlige ledere og Saddam Hussein, kom i første række. Jan Egeland mener, at meget her som i andre konfliktområder kunne være undgået, hvis de politiske ledere havde lyttet lidt mere til almindelig sund fornuft.
»Invasionen af Irak var en fejlagtig og farlig afgørelse, som undergravede den orden, som De Forenede Nationer er bygget på,« skriver han således om den amerikanske offensiv i 2003. »Den dygtige, svenske våbeninspektør Hans Brix og hans folk blev ikke givet tilstrækkelig tid til at gennemføre deres inspektioner på jagt efter mulige masseødelæggelsesvåben.«
Tsunami
Mens han bogen igennem både geografisk og kronologisk krydsklipper mellem forskellige konflikter og kriser, hvor han har haft en eller anden medvirken, tegner han lidt efter lidt konturen af en verden, hvor nødhjælpen og de almindelige mennesker er prisgivet politikerne.
Den af bogens kriser, som mindst af dem alle er menneskeskabt, nemlig tsunamien, der i juledagene for et par år siden raserede kystlinjen ved Det Indiske Ocean, står som et centralt omdrejningspunkt.
Han skriver således, at den globale indsats efter tsunamien kom til at svare til 43.000 kroner for hver person, der var blevet direkte ramt, hvilket står i grel modsætning til de 20 kroner, der kom hvert offer til del efter oversvømmelsen i Bangladesh i 2004.
»Jeg havde i januar 2005 håbet på, at vi gennem denne globale kraftindsats havde sat en ny standard for, hvordan vi som menneskehed ville hjælpe hinanden i det nye millennium,« skriver han. »Jeg tog fejl.
Selv om vi nu har mere effektive livredningsredskaber end nogensinde, får vi fortsat ofte for små ressourcer til at hjælpe alle, som lider nød.«
Oslo er død
Denne politiske kynisme viste sig også, da der skulle skrives under på Oslo-aftalerne, afslutningen på de hemmelige forhandlinger mellem israelerne og palæstinenserne, som han også var en central del af i sin egenskab af direktør for det norske udenrigsministerium.
Han giver sin version af en fredsproces, der kunne have været en løfterig indgang til en bedre fremtid. Så længe den forblev under dække, talte parterne sammen og kunne godt bygge en fælles fremtid, men det hele begyndte at falde fra hinanden, så snart politikerne og rampelyset tog over.
Meget karakteristisk fortæller han, med en smule bitterhed, at da aftalen skulle underskrives foran Det Hvide Hus i september 1993, blev han og hans norske kolleger tildelt de bagerste tilskuerpladser, selv om de var de egentlige hovedpersoner.
Hvad der siden er blevet af Oslo-processen, er velkendt, og Jan Egeland viger ikke tilbage fra at erklære den stendød.
Jan Egeland er blevet kaldt ’verdens samvittighed’. Den titel kan forstås på mange forskellige måder. Han har altid været idealisten, og efter for et år siden at have sat sig i direktørstolen for Norsk Utenrigspolitisk Institutt i Oslo gør han med denne vægtige bog en slags status over et væsentligt livsafsnit, hvor en del af konklusionerne må appellere til de politiske lederes samvittighed og hele hensyn til de mange, som lider nød i skyggen af politiske beslutninger.
Jan Egeland: Det nytter. Aschehoug, Oslo. 250 sider. NOK 349,00. ISBN 9788203234866. Udkom den 31. oktober og kommer til marts på det amerikanske forlag Simon & Schuster
