Læsetid: 5 min.

Vigør og selvsving

Selvom Savage Rose nu er synonym med Annisette, bærer hun på det fyrigste traditionen videre på et passioneret album, hvor Steffen Brandt og TV-2 i for høj grad er tilfredse med at lyde som sig selv i deres mageligste hjørne
Selvom Savage Rose nu er synonym med Annisette, bærer hun på det fyrigste traditionen videre på et passioneret album, hvor Steffen Brandt og TV-2 i for høj grad er tilfredse med at lyde som sig selv i deres mageligste hjørne
19. november 2007

I mange, mange år var den danske musikinstitution Savage Rose synonym med sangerinden Annisette og tangenttroldmanden Thomas Koppel og dem, de nu måtte finde på at spille sammen med. Så ved chokket over Koppels alt for tidlige dødi februar sidste år var spørgsmålet selvfølgelig, om gruppen ville fortsætte - men det tyder det spritny og uhørt vitale album Universal Daugh-ter i høj grad på, at den vil. Et paradoks ved gruppen har altid været, at den på den ene side højlydt har støttet nogle af den moderne æras mest grotesk ulækre kommunistiske despoter (Koppel var som bekendt Stalins mand, og støtten til Albaniens diktator Enver Hoxha varusvækket til det sidste) og på den anden fremstod som troværdige humanister, hvis rødder i hippieepokens smukkeste utopier på en eller anden måde altid fremstod troværdige, ja ligefrem lettere forlokkende på en god dag. På samme måde som gruppen har fluktueret mellem at udgive sine plader hos nogle af de mest indædt betonkapitalistiske, multinationale koncerner og så nogle af de allermest ydmyge uafhængige, bittesmå pladeselskaber. Det er en gåde, hvordan de har båret sig ad med det - og hvordan de har fået det til at hænge sammen i deres hoveder.

Men forklaringen skal måske søges i et værk, der musikalsk spænder vidt og bredt, ja til næste år kan gruppen fejre 40-års jubilæum som pladeudgivende institution, og så vil der blive gjort status over dens enorme bidrag til ikke kun dansk rockmusik, men dansk musik som sådan. Og er der nogen enkeltperson, der har båret visionen igennem, er det Annisette, hvis stemme ikke har sin lige på hverken den ene eller den anden side af Atlanten. Den er så kraftfuld, at den med lethed kan blæse en mindre bygning omkuld, men ikke på sådan en opkørt Janis Joplin-facon, tværtimod besidder hun et stort følelsesmæssigt spekter, der sammenholdt med sublim tekstforståelse (på både dansk og engelsk) gør hende til en eminent fortolker af et materiale, der ubesværet strækker sig over genrer som rock, folk, viser, kampsange, gospel, reggae, pop og allehånde verdensmusikalske fænomener, heriblandt ikke mindst glødende sigøjnerklange og ikke så lidt af latinmusikkens fyrighed.

Den klareste flamme

Efter en vis kunstnerisk afmatning de seneste par år - vi skal tilbage til 2001 for at finde gruppens seneste, reelle studiealbum - er Savage Rose tilbage med fynd og klem med Universal Daughter. Materialet er generelt godt, Annisette er i topform - hun brænder som den klareste flamme hele vejen igennem - og hun har samlet et nyt hold af superskrappe musikere, der alle til hobe forstår, hvad holdindsats vil sige. Det gløder og funkler af den der satans indre nødvendighed. Pladens grundtone er rockens, om end Flavio A. Rodrigues' flammende flamencoguitar sætter præg på adskillige numre. Og Annisette selv brænder stærkest igennem på en række fine ballader, som i brede formuleringer besynger frihed, kærlighed og solidaritet. Det, der bliver hængende, når musikken er ovre, er i høj grad indtrykket af et ensemble (og en solist), for hvem musikken stadig er et brændende vigtigt kommunikationsmiddel i en kao-tisk verden. Intet kan fratage Annisette hendes tro på musikkens magt, vigtighed og evne til at frembringe ændringer i samfundet, lokalt som globalt. Den tro er så stærk, at den uvægerligt forplanter sig til lytteren (hvad enten man deler hendes politiske platform eller ej) og i processen minder om den kraft, musik besidder hinsides døgnfluernes bedøvende og ofte også bedrøvelige effekt.

Forbløffende konsistent

Oven på Annisettes vulkaniske potens er det ned på jorden igen med Steffen Brandt & Co (i folkemunde kendt som institutionen TV-2) i hvert fald hvad angår stemmekraft! Gruppens rødder er i så udpræget grad 1970'erne, hvor den som det symfoniske orkester Taurus på et enkeltstående album stillede et spørgsmål, vi er mange, der har gået og tænkt over: What-ever Happened to the Sixties? Plus, hvem kan glemme en sang med titlen "The Everlasting Gorgonzola"? Nå, spøg til side og hofter fat - siden 1980 har de fire århusianske gentlemen givet den som TV-2 og udsendt en små 16-17 albums, fraset selvfølgelig opsamlinger og koncertindspilninger. På en måde har værket udvist en forbløffende ensartet konsistens, siden TV-2 for alvor fandt melodien med Nutidens unge i 1984. Og så føles det alligevel, som om det kun har ramt plet hver anden gang de seneste mange år.

I nyere tid - dvs. siden gruppen skiftede pladeselskab i starten af 1990'erne - har den efter denne signaturs opfattelse været helt oppe at ringe to gange: Kys bruden (1996) og De første kærester på månen (2005) er således hovedværker. Og På kanten af småt brændbart (2002) er såmænd ret tæt på at være rigtig god. Og så er der en del andre, som skam er meget gode - det er den med at være rimelig konsistent, remember? - men ikke kan kaldes uforglemmelige. Ej heller gruppens seneste - For dig ku' jeg gøre alting - synes at indskrive sig i rækken af TV-2 albums, man for enhver pris må eje. Undertegnede har således stået i nært forhold til benævnte udgivelse i et par dage nu, og vi er ikke rigtig havnet i kanen sammen, om De forstår. Hverken musikalsk eller tekstligt er der optakt til nyheder på lysavisen, ja, flere steder undervejs står tingene mistænkeligt i stampe.

Okay, lad os tage det bedste først: Både Halfdan E og Thomas Troelsen har gjort sig fortjent til deres producerhonorar, for det klinger flot og smaddermoderne hele vejen igennem. Der spilles smukt i alle positioner, og lortet swinger tilmed. Og tre af sangene er reelt gode; især må sangen om pigen på "Randers Station" fremhæves som Brandt, når han er allermest empatisk og øm. Hvor den atypiske "Mere sympati på gaderne" strækker sig helt tilbage til gruppens allerførste albums i både metode og klang, og Brandt får på få linjer sagt meget om Frygtens DK anno 2007! Også "20 sekunder til farvel" er mindeværdig i al sin sanselige desorientering. Om de resterende ni spor kan siges, at de hverken er specielt dårlige eller tåkrummende - på den anden side er de bare heller ikke synderligt mindeværdige. Og "Jesus fra Jylland" er stort set planket fra Depeche Modes "Personal Jesus" fra ende til anden. Helhedsindtrykket er det mest forglemmelige TV-2-album siden 2001's Amerika. Nu ved De det.

Savage Rose: Universal Daughter (Columbia/Sony-BMG)

TV-2: For dig ku' jeg gøre alting (Pladeselskabet/EMI) Begge plader udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu