Om det man ikke kan tale eller skrive, må man i hvert fald prøve. Nogenlunde sådan kan projektet i Peter Højrups tredje udgivelse formuleres.
Hans første var et hæfte i Basilisks B16-serie, den anden, En hjelm af gyldne kviste, 40 siders prosastykker kaldet 'digte' udgivet på Borgen. Denne gang taler vi 152 sider med prosastykker inddelt i syv afdelinger og udsendt fra samme veletablerede forlag, men uden genrebetegnelse.
Højrup er med andre ord vokset i omfang siden debuten i 2001, men hører stadig til blandt de lidt eksklusive forfattere, man også kender på en særlig forkærlighed for ord som 'fluorescerende', 'umærkeligt' og 'sandskorn'. Også med Under det kogende hav fornemmer man, at den har været længe undervejs, at hvert et ord er vejet på en guldvægt. Det paradoksale er så, at teksterne samtidig fremstår sådan lidt skødesløse og lader som om, de er skrevet af en, der ikke har tid til at afgøre, om han skal skrive zink eller messing, mark- eller skovvej.
Det, der for bogens mandlige jeg er svært at omdanne til sprog, er sorgen over at have mistet et barn. Et barn som officielt set ikke opfattes som et menneske, fordi det var for lille og for tidligt født, men som af forældrene og de levende søskende kaldes lillebror.
"Min lillebror har et hjerte, der ikke kan virke," råber familiens store dreng til sine kammerater, da han bliver afleveret i børnehaven. Ordene er barske, men desto mere befriende midt i de voksnes tavshed. Drengens råb er første sætning i et af de korte tekststykker, resten af stykket lyder sådan her:
"Så tog vi på hospitalet og bagefter på kirkegården. Han blev så gammel, vores lille dreng, der var så meget han troede, han skulle magte. Vi holdt fast i ham, vi sagde: Godt vi har dig. Det var svært at sige, om det var ham, der trøstede os eller omvendt. Aftenen før lå vi på sengen og sagde farvel. Jeg kunne se på dig, at han sparkede derinde, drengen med det forkerte hjerte. Et isbjerg smeltede drypvis. Jeg lagde ikke hånden på for at mærke."
Jeg flygter til Sverige
Uddraget er fra bogens sidste tredjedel, og her er forældrenes døde barn omsider rykket op på linjerne. Hidtil har jeg'et i anekdote- eller essaystil skrevet om alt muligt andet, Sveriges-ture, barndomserindringer og flere ture rundt i bil og tog, men hele tiden har man fornemmet krisen, at der var noget andet, som jeg'et burde koncentrere sig om. Denne kredsen om tabet foregår som en smuk dans og er sammen med bogens musiske komposition vellykket.
Men nu må det også frem, at Under det kogende hav ikke har den sproglige elegance og lethed over sig, som forfatterens første tekster har. Her er tværtimod tale om alt for mange sætninger, som lige så godt kunne være skrevet af et lidt sløjt brokkehoved af en læserbrevsskribent.
Pointen er selvfølgelig, at Højrups jeg brokker sig over alt muligt ligegyldigt i stedet for at tale om den sorg, han burde. Problemet er bare, at surheden ikke afføder interessante tekster. Måske er bogens hovedperson slet ikke sur nok, han er i hvert fald slet ikke morsom nok til at kunne skælde ud på udlejningsbilers kønsløshed eller edderkopper på badeværelset. Men han har én interessant side, og det er hans blik for menneskets tilbøjelighed til at drage sammenhæng mellem ydre forekomster og indre sindstilstande, dernæst vores trang til at skabe orden i en kaotisk verden - allerhelst alfabetisk orden.
Højrups jeg finder på et af sine ophold i et svensk hus en Readers Digest's How to do just about anything - A money-saving A-to-Z guide to over 1,200 practical problems. En uhyggelig bog, fordi den ikke skelner mellem trivialiteter og katastrofer, men beskriver alle fænomener med cirka samme antal ord. Særligt uhyggeligt bliver det for en mand med en rodet og tænksom hjerne, hvor døde børn og skoleengelsk i en DSB-højttaler optager lige meget plads, selv om de ikke er lige sørgelige.
Alt, hvad jeg'et støder på af nipsgenstande, gamle aviser og McDonald's-skilte midt i naturen, tillægges eller fraskrives betydning. En særlig trøst finder jeg'et i at Alt begynder med A, at alfabetet har indrettet sig efter verden på den måde. I et af de sidste tekststykker begynder jeg'et at levere ordforklaringer i samme money-saving stil til de skilte, han ser på sin vej: Aktivitetscenter, Værestedet, Projekt menneske.
Som læser håber jeg, at det er Højrups næste bogprojekt, der er begyndt her. En samfundssatire forklædt som opslagsværk skrevet af et menneske, der ikke kan lade være med at hænge sig i sproglige petitesser og svinge sig i skoven af familierestauranternes gule M'er.
