Læsetid: 2 min.

Årets fem danske jazzudgivelser

27. december 2007

1. Niels Lyhne Løkkegaard: Light Airborne (Calibrated)
Utvungent og elegant flyder musikken på 28-årige Niels Lyhne Løkkegaards cd, Light Airborne, og med denne er et betydeligt talent trådt i karakter i dansk jazz. Som solist er han vital, men især som komponist og kapelmester er det lykkedes Løkkegaard at få sin musik til at leve og blomstre med et hold dygtige musikere i Christoffer Møller (klaver), Jeppe Kjellberg (guitar), Morten Lund (trommer) og Lars Tormod Jenset (bas). Ikke uden grund blev cd'en præmieret af Statens Kunstfond, og mon ikke der venter Løkkegaard yderligere hæder for en musik, der virkelig har luft under vingerne og til stadighed er en fornøjelse af lytte til.

2. Hans Ulrik/Steve Swallow/Jonas Johansen Trio: Believe in Spring (Stunt)

For tredje gang har trioen med Hans Ulrik (saxofoner, klarinet), Jonas Johansen (trommer) og unikke Steve Swallow (el-bas) fundet sammen på plade - denne gang med bistand fra to svenske kapaciteter i pianisten Bobo Stenson og guitaristen Ulf Wakenius. Der hviler en sikkerhed og et overskud over musikken, der gør formidlingen aldeles overbevisende. Standards som den smukke "You Must Believe In Spring" blandes med mere moderne stykker som "Falling Grace". Swallow, der er en slags center for begivenhederne, skiftevis begaver os med smukke melodiføringer og udsøgte baslinjer.

3. Jesper Løvdal/Mark Solborg/Anders Provis: Ventilator (ILK)

Mark Solborg (guitar), Jesper Løvdal (sax, klarinet m.m.) og Anders Provis (slagtøj) har med deres kollektivt komponerede musik skabt en slags digte i lyd; små, åbne kompositioner med fint skitserede temaer og plads til spontane dialoger. Ventilator udnytter kontrasterne mellem instrumenterne på smukkeste vis, veksler mellem moods og varierer igennem de i alt 12 smukke, krasse, tænksomme, fingerfølte stykker musik. Endnu et eksempel på, at det lille, uanselige format kan rumme poetisk styrke og forfriskende luft.

4. Sinne Eeg: Waiting for Dawn (Calibrated)

Et varmt og stærkt indtryk gør 30-årige Sinne Eg på sin modne og vellykkede vokaljazzplade. Hendes rigt facetterede stemme og smidige, melodiske frasering gør hende til en fornem jazzsangerinde i slægt med Dianne Reeves. Samarbejdet med Mads Vinding (bas), Morten Lund (trommer) og svenske Lars Jansson (klaver) er et scoop. Sjældent er en akkompagnerende jazztrio hørt bedre her til lands. Sinne Eeg har skrevet omtrent halvdelen af pladens sange; de er på fornemt niveau og underbygger blot billedet en komplet og personlig sangskriver og sangerinde med et stort potentiale.

5. Michael Blake: The World Awakes - A Tribute to Eli 'Lucky' Thompson (Stunt)

En særlig og kærlig satsning fra den amerikanske saxofonist, Michael Blake, med dansk hold i sin kult-hyldest til saxofonisten, Lucky Thompson (f. 1924). En række Thompson-melodier er arrangeret, så tradition og nutid mødes på inspirerende måde. Blakes fremragende gruppe, Blake Tartare, med Søren Kjærgaard (tangenter), Jonas Westergaard (bas) og Kresten Osgood (trommer) er udvidet til hele 10 musikere med bl.a. Kasper Tranberg (trompet), Teddy Kumpel (guitar) og en strygergruppe. Resultatet er en række smukt fortalte historier med skæve overraskelser og basalt swingende jazzkvaliteter.

Serie

Seneste artikler

  • Årets fem internationale jazzudgivelser

    27. december 2007
    Årets bedste internationale jazzudgivelser, ifølge Informations jazz-anmelder
  • En blomst med en mærkelig lugt

    27. december 2007
    Til trods for at dansk jazz er inde i en spændende udvikling, hvor unge musikere orienterer sig på nye måder i forhold til den traditionelle jazzkultur, bliver jazzen stadig mindre synlig i medierne
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu