"Vi har en indre fæstning her," skrev PH under besættelsen, og meningen var klar, når Liva Weel lagde hånden over hjertet. Dets dannelse kunne ingen voldsmagt nå. Efter samme tese levede den tyske historiker Joachim Fests familie, fra det frygtelige øjeblik, Hitlers Machtergreifung i januar 1933 endeligt kvalte Weimar-republikken, og natten sænkede sig over den preussiske højkulturs humanisme og demokratiske ideer.
Bærer af disse værdier midt i undergangen var i høj grad Joachim Fests far, skolerektoren Johannes Fest, der stædigt holdt fast i principper og synspunkter, om det så skulle koste ham og hans familie underhold og frihed. Den sidste beholdt familien Fest i nogen grad, men stillingen i skolevæsenet mistede den ukuelige mand, der temmelig højrøstet tilkendegav sine meninger om de nye barbariske magthavere.
I den Fest'ske kreds foregik al samtale på niveau. Smalltalk var et ukendt begreb, og faren kunne gribes af raseri, såfremt nogen spildte hans tid med almindeligheder. Kravene til børneflokken, hvoraf Joachim var den næstældste, blev tilsvarende ubønhørlige. Viden og kundskaber var i højsædet i det hyperintellektuelle hjem, romaner fordømt som tidsspilde, men forventningerne til bred, almen, klassisk dannelse ikke desto mindre ufravigelige.
Johannes Fest lod sig med andre ord ikke kue af noget eller nogen, om end selv han med årene, som Hitler-regimets tøjlesløse brutalitet udviklede sig yderligere, måtte anlægge visse overlevelsesstrategier. En flugt ind i ironien og sarkasmen lettede på trykket, men magtesløst måtte far, mor og børn i sidste ende se passivt til, når jøderne i deres vennekreds og i almindelighed isoleredes og forsvandt.
Foragt og folkemord
Hele denne beretning om civilisationens afmontering er gribende læsning. Først glidningerne i menneskesynet og retorikken, som også vi her til lands kender til i disse år, hvor sprog og principper forkrøbles. Dernæst foragten for andre, der munder ud i egentlig forfølgelse og ultimativt folkemord. Også familien Fest tvinges til ofre på Hitler-krigens alter. Storebroren dør - af influenza - under kampene på østfronten, faren ender som tvangsindkaldt i russisk fangenskab i et par år og vender udhungret og forandret tilbage, og moren kommer sig aldrig efter sønnens død. Joachim selv undgår med nød og næppe at blive dræbt ved vestfronten og kommer i amerikansk fangenskab. Under dette finder han sin bestemmelse som historiker og udvikler sig fagligt og noget modvilligt til ekspert og formidler af Det Tredje Riges historie. Fest står bl.a. med sin fremstilling af Hitlers sidste dage bl.a. bag den bemærkelsesværdige drama-doc-film Der Untergang.
Joachim Fests bog, glimrende oversat af Werner Svendsen, føjer sig smukt til andre værdifulde erindringsværker om denne umulige periode. Samtidig giver den mere eller mindre ufrivilligt indblik i den distance til omverdenen, der også prægede det tyske åndsaristokrati med rødder i kejsertiden, samt det hovmod og den konservatisme som er lidt af forklaringen på dets forstødelse.
Fest selv har svært ved at skjule sit mishag ved det udannede eller halvdannede. Anekdoterne i den anledning kan være svære at fordøje. Ingen tvivl om, at han midt i det uendelige ubehag ved Hitlers håndlangere også foragter dem samt deres utallige almindelige følgesvende, og dét af et godt hjerte.
Fest, der døde i fjor 80 år gammel, havde selv svært ved at indse Weimars fald som effekt af denne konservative eksklusivitet. Det forhold gør bogen til en endnu mere interessant kilde. Den kaster et oplysende sidelys ind på dette frygtelige kapitel i Europas historie og være hermed anbefalet.
