Læsetid: 4 min.

Boston Blues

Der er både fremdrift og stof til eftertanke i Ben Afflecks løfterige, om ikke helt lydefri, instruktørdebut, kidnapningsdramaet 'Gone, Baby, Gone'
Der er både fremdrift og stof til eftertanke i Ben Afflecks løfterige, om ikke helt lydefri, instruktørdebut, kidnapningsdramaet 'Gone, Baby, Gone'
21. december 2007

Amerikansk populærkultur elsker at hade advokater, men også sensationsliderlige journalister skildres tit - og ikke uden ret - på linje med igler og gribbe.

I Ben Afflecks modne instruktørdebut, Gone, Baby, Gone, der tager udgangspunkt i den fireårige Boston-borger Amandas forsvinden, rammer mediekritikken så meget hårdere, fordi filmen ellers er fattig på uforsonlighed og gør meget ud af at påpege den ofte ubehageligt nære forbindelse mellem gode intentioner og tvivlsomme gerninger.

Vi ser, hvordan politimænd og privatdetektivers professionelle distance ikke står, ja, distancen, når grusomhed rammer børn.

Et ben i hver lejr

Omvendt formår folkene på tv-skærmen nok - bag en indstuderet medfølelse - at holde hovedet koldt, og Affleck reserverer en særlig foragt for deres rutinerede trivialisering af menneskelig tragedie komplet med logo og kendingsmelodi.

Hvis Affleck er og bliver blank og gnistløs som skuespiller, viser han altså med Gone, Baby, Gone format og potentiale som instruktør. Handlingen skydes i gang, da den relativt uerfarne privatdetektiv Patrick (spillet af instruktørens yngre bror Casey) og hans partner/samarbejdspartner Angela (spillet af Michelle Monaghan, og ja, figurens navn får siden en noget ironisk klang) kontaktes af Amandas morbror og tante.

Nu om stunder er Patrick katolik og kirkegænger, men det har han ikke altid været. Han kan derfor færdes og få tunger på gled i miljøer, hvor politiet skys som pesten.

Ikke desto mindre ser politietaten i skikkelse af Jack Doyle (Morgan Freeman) med misbilligelse på Patrick og Angelas indblanden. Doyle leder en særafdeling for forsvundne børn og mistede selv sin datter på forfærdende vis.

Patrick-figuren bygger på en arketype, som kan spores tilbage til westerngenren, hvor han hedder The Man Who Knows Indians. Og en hovedperson med et ben i hver lejr og evne til at se sagen fra flere sider er jo særdeles nyttig at have, når det er gråzoner, det skal handle om.

Mareridtsagtig mor

Da plottet snart begynder at sno sig som en DAMP-ramt slange, vil jeg undlade yderligere referat og blot konstatere, at instruktør Affleck består 'Hold publikum på tæerne'-testen med glans. Kemisk renset for sløve passager fungerer filmen fortrinligt på et rent underholdningsplan, og skønt enkelte replikker lyder skrevne, er dialogen generelt vittig og vital; da bartenderen på et væmmeligt værtshus præsenterer sig som Big Dave svarer vores næbede opdager I'm Medium Patrick.

Gone, Baby, Gone udspiller sig i Boston, hjemmebane for såvel Affleck-brødrene som manden bag forlægget, krimiforfatteren Dennis Lehane.

Amanda og hendes mor Helene har til huse i en af de bydele, der ikke har bidraget til Bostons ry som lærd og elitær. Helene er da heller ikke nogen mønstermor. Faktisk er hun både alkohol og kokainmisbruger, og hendes omgangskreds rummer folk, der ville være i stand til at bortføre et barn og måske også det, der er værre.

Hun spilles fænomenalt (med skærende Boston-dialekt og det hele) af Amy Ryan, som løfter den svære opgave at tage en utilgiveligt egocentrisk figur i forsvar. Derfor køber vi, at Patrick lader tvivlen komme Helene til gode, hvilket igen giver filmens fint kalibrerede slutscene - hvor en brødebetynget Patrick påtager sig en ny rolle - en lavintensiv tragik. Lavintensiv er overhovedet et godt ord for Casey Afflecks aldrig selvbevidste hovedrollepræstation.

Døm selv

Altid seværdige Ed Harris spiller den hærdede, og måske også lige lovlig hærdede, strisser Remy. I en 'Oscar-moment'-scene af den slags, som hyppigt forekommer i film instrueret af skuespillere, giver han i et alkoholfremkaldt anfald af ærlighed Patrick en forelæsning om nødvendigheden af selvtægt. Livet indretter sig nemlig ikke efter lovens bogstav, og derfor må man som individ improvisere. Glemme, hvad man har læst eller hørt sin katolske præst prædike, og gøre, hvad man selv føler, er moralsk rigtigt. En grønskolling som Patrick kan eller vil muligvis ikke fatte det, men nogle gange helliger målet simpelthen midlet.

Det er samtidig en scene, der leder tanken hen på Martin Scorseses indflydelsesrige gennembrudsfilm, Mean Streets (1973), som også handlede om gadens flossede pragmatisme vs. katolicismens anvisninger.

Ikke helt i mål

Gone, Baby, Gone har desuden et klart slægtskab med Clint Eastwoods Mystic River (2003), som da også er baseret på en roman af Lehane. Denne gang slipper vi heldigvis for en troværdighedspulveriserende Lady Macbeth-monolog til slut, men - slutscenen undtaget - filmens sidste del er alligevel dens svageste led.

Det kondenserede plot oprulles via en mindre flodbølge af flashbacks, hvilket fjerner fokus fra de djævelske dilemmaer og intense følelsesmæssige udsving, detektivduoen på dette tidspunkt gennemlever.

Man kunne også indvende, at Affleck smider nogle lovlig forskelligartede ingredienser i gryden: De dokumentaragtige stemningsbilleder fra Bostons gader går ikke op med en forbryderfamilie så freaky, at den synes venligst udlånt fra en morbid-humoristisk sydstatshorrorfilm.

Men så har Gone, Baby, Gone som nævnt så mange andre kvaliteter. For min skyld må Ben Affleck meget gerne tilbringe mere tid bag kameraet og lade lillebror tage sig af skuespillet fremover.

Gone, Baby, Gone. Instruktion: Ben Affleck. Manuskript: Ben Affleck og Aaron Stockard. Amerikansk (Metropol, Palads og CinemaxX i København, Kinopalæet i Lyngby samt Metropol og CinemaxX i Århus)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu