Buy the ticket, take the ride

Den 20. august 2005 bragede asken efter Hunter S. Thompson ud af en kanon sammen med kilovis af farverigt fyrværkeri. Op mod nattehimlen over Owl Farm, Thompsons elskede landejendom uden for Aspen, Colorado. Og mens krudtstøv og aske langsomt begyndte at dale ned igen som alt for tidlig sne, skålede gonzo-journalistens gamle venner i whisky on the rocks for at mindes den døde drukkenbolt. Efter hans udtrykkelige ønske.

I biografien Gonzo - The Life of Hunter S. Thompson mindes vennerne endnu en gang Thompson. Bogen er redigeret af to kloge hoveder fra Rolling Stone Magazine, rocktidsskriftet, hvor den legendariske skribent fejrede sine største triumfer gennem årene, selvom han skrev om alt muligt andet end rock. De to redaktører hedder Corey Seymour og Jann Wenner, og sidstnævnte er såmænd grundlæggeren af Rolling Stone og kan derudover prale af så forskellige bedrifter som at have opdaget dronningen af alle portrætfotografer, Annie Leibovitz, og redigeret nogle af Tom Wolfes og Thompsons absolutte mesterværker.

Seymour og Wenner har interviewet de nærmeste venner - inklusive hinanden, for de var begge tæt på legenden. Med Thompsons enorme vennekreds er det ganske mange mennesker. Mere præcist 112. Og uden at blande sig med irriterende udlægninger og tørre facts, som så mange andre biografier alligevel er fulde af, har de to redaktører ganske enkelt skrevet det ned, som Thompsons venner har sagt, klippet det op i små og store stykker og ordnet det tematisk. Og det er der kommet en pragtfuld polyfonisk, meget nuanceret og ret tyk bog ud af.

Gonzo

Thompson var en vital del af en vital bevægelse inden for journalistikken. Sammen med gigantisk betydningsfulde skribenter som Tom Wolfe, Gay Talese og Norman Mailer var han med til at definere New Journalism, genren man kunne karakterisere som det litterære formsprogs kolonisering af journalistikken.

Særlig Thompsons bog om rockerkulturen, Hell's Angels: The Strange and Terrible Saga of the Outlaw Motorcycle Gangs, som han fik sit gennembrud med i 1966, er med de mange sceniske beskrivelser, det rige billedsprog og forfatterens egen fremtrædende position som førstepersonsfortæller, der følger rockerne på nært hold, et stykke prototypisk New Journalism.

Men Thompson radikaliserede efterhånden sin måde at skrive på. Han fremavlede sin helt egen uregerlige lillebror til New Journalism, Gonzo-journalistikken. Ordet Gonzo var et slangudtryk, der florerede i sydstaternes jazzmiljø. Det betød at spille vildt og løssluppent, og det passede perfekt på Thompsons skrivestil, der netop blev mere og mere vild og løssluppen. Han blandede fiktion og virkelighed, subjektiviserede sin stemme i ekstrem grad og involverede sig kraftigt i det, han skrev om, ja flyttede oftest fokus helt væk fra det, han foregav at behandle og over på sin egen person.

Indtagelsen af stoffer og alkohol blev nu en integreret del af arbejdsprocessen og ikke bare den rene fritidsbeskæftigelse. Som Jann Wenner fortæller, sagde Thompson altid selv, at hans hjerne ville have været som en revisors uden euforiserende hjælpemidler. Men med stofferne og sprutten i blodet kastede han sig uhæmmet ud i de mest vanvittige eksperimenter og kunne bagefter skrive om oplevelserne i en tilpas løssluppen, manisk rablende Gonzo-stil.

Hovedværket Fear and Loathing in Las Vegas fra 1971 er indbegrebet af denne Gonzo-stil. Thompson var oprindelig blevet sendt til Las Vegas for at skrive om et motorcykelløb. Men han ender med at fortælle den eventyrlige og besynderligt usammenhængende historie om sig selv og en mexicansk borgerrettighedsadvokat, der under pseudonymerne Raoul Duke og Dr. Gonzo tager på en road trip til masseunderholdningens mekka midt ude i ørkenen og i løbet af ganske få dage skyller massive mængder stoffer ned med litervis af whisky, mens de smadrer biler, skyder med revolver, hallucinerer voldsomt og forfærder alle omkring sig.

Et legebarn

Som enhver amerikansk litteratur- eller journalistikstuderende er blevet tudet ørerne fulde af, er tekster som Fear and Loathing in Las Vegas imidlertid ikke det rene tant og fjas. Thompson havde bestemt en politisk dagsorden med sit værk, og de bedste af hans tekster har et stort samfundskritisk potentiale. De handler om tabet af den amerikanske drøm, om meningsløsheden i et land, der i Thompsons optik er befolket af blegfede slaver af masseunderholdningsindustri og konsummentalitet. Stofferne tilbyder her en midlertidig flugt fra den ubærligt grusomme realitet, og heltene er de outsidere, der har meldt sig helt ud af samfundet.

Men der er altså også noget udpræget legende over Thompsons værk. En barnlig begejstring over langt ude formuleringer og afsindige påfund. Og det er derfor ikke overraskende, at noget af det, der hersker klarest konsensus om blandt vennerne, er, at Thompson også som privatmenneske var et uforbederligt legebarn. Livet handlede om at have det sjovt, syntes han. "Buy the ticket, take the ride," som han sagde.

Stofferne og sprutten er den ærgerlige del af denne livsfilosofi. Men mindre selvdestruktive sider af legebarnet Thompson er altså ret herlige. Han elskede eksempelvis gadgets som sin plastikhammer, der kunne sige som smadret glas, når den ramte noget, sin Richard Nixon-maske og sin falske betændte tommelfinger, som han kunne trække ned over sin rigtige tommelfinger for at få folk til at væmmes, når han gav dem hånden.

Men han kunne også finde på at tage mere grusomt pis på folk. George Stranahan, hans gode ven og nabo, fortæller historien om, hvor-dan den våbenbegejstrede Thompson en dag skød ham i maven med sit oversavede haglgevær foran den lokale cafe. Stranahan kom gående over parkeringspladsen, da Thompson pludselig trådte ud af sin bil med sit frygtindgydende våben i hænderne og sigtede på ham. Så hørte den stakkels mand et skud og mærkede, at han blev ramt. Men sekundet efter opdagede han, at der ikke rigtig var sket noget. Han var ikke død. Thompson havde fået fat i nogle patroner fra en spøg og skæmt-butik, der kun indeholdt krudt og konfetti, ingen hagl.

Måske var det netop dette lille legebarn i den store nyskaber af moderne journalistik, der charmerede folk - selvom Stranahan i dette tilfælde ikke ligefrem blev begejstret over sin vens grove spøg. I hvert fald er det tydeligt, at Thompson havde en nærmest magnetisk tiltrækningskraft på folk omkring sig. Som Jann Wenner siger: "There are people, and he was one of them, who when they smile at you - Hunter had that smile - it's as if the sun has come out, and you feel the warmth of it."

Særlig damerne kunne ikke stå for Thompson. Og det er vist ikke bare den gode gamle myte, som så mange litterære machomænd er omgærdet af. For forbløffende mange kvinder fortæller åbent i bogen om, hvordan de blev voldsomt forelsket første gang, de mødte ham. Og Thompson selv, der med sin ungdomsven Gene McGarrs ord kunne kneppe en brandhane, takkede sjældent nej til lidt lagengymnastik rundt omkring på hotellerne, når han var ude på reportage.

Selvmord

Men selvom Thompson var en horribel horebuk og en barnlig sjæl, var han også en særdeles ambitiøs forfatter, der arbejdede indædt og meget systematisk for at finde sin helt egen stemme - meget lig et af hans store forbilleder, Hemingway, der også var besat af ideen om at finde sin egen private prosa og skrev og skrev og skrev, indtil det lykkedes ham. Og som vennen og kollegaen David Halberstam påpeger, var den vilde og tilsyneladende ukontrollerede stil, Thompson fandt frem til, i virkeligheden stramt kontrolleret. "He was almost cold-blooded in knowing how to do the Hunter Thompson take on something," bemærker Halberstam.

Men som i så mange andre store kunstneres tilfælde havde Thompsons besættelse af sin egen forfatterkarriere slemme konsekvenser for hans familie. Ligesom hans misbrug havde. Og hans forbrug af kvinder. Sandy Thompson, som han giftede sig med i 1963, led en sørgelig skæbne, fordi hun fandt sig i, at alting handlede om hendes mand hele vejen igennem det alt for lange ægteskab, som hun først slap ud af i 1980. Og deres fælles søn, Juan, fortæller, at han opfattede sin far som en fremmed, indtil han endelig lærte ham at kende som voksen.

Netop Juan var sammen med sin kone og søn på besøg på Owl Farm, da Thompson den 20. februar 2005 skød sig selv. Igen ligesom Hemingway, dog med revolver og ikke gevær. Vennerne blev ramt af dyb sorg. Men det kom tydeligvis ikke bag på dem. For livet var ikke længere sjovt for legebarnet Thompson, der i de senere år havde været ude for en både fysisk og intellektuel deroute. Han sad i kørestol og skrev kun svage kopier af de mesterværker, han engang havde produceret. Utvivlsomt fordi han til sidst var bukket under for sit massive misbrug.

Jann Wenner & Corey Seymour: Gonzo - The Life of Hunter S. Thompson. 467 sider. Little, Brown & Co. Kan købes i Atheneum Boghandel for 173 kr.