Læsetid: 3 min.

Fra drømmer til dukkefører

Lars von Trier mister uskyld og illusioner i 'De unge år', et underholdende, men noget enstrenget, satirisk hævntogt mod de mindre ånder, han måtte udholde gennem tre år på Den Danske Filmskole
Erik Nietzsche (Lars von Triers pseudonym i sine unge år) i skikkelse af en velcastet Jonatan Spang.

Erik Nietzsche (Lars von Triers pseudonym i sine unge år) i skikkelse af en velcastet Jonatan Spang.

SF Film

21. december 2007

"Mirakel" er slet ikke for stort et ord at bruge om dansk films kvalitetsmæssige tigerspring i de seneste små 15 år, hvis det portræt, manuskriptforfatter Lars von Trier og instruktør Jacob Thuesen i De unge år tegner af Den Danske Filmskole, står til troende. Her er underviserne nemlig småtossede og voldelige, prisgivet deres libido eller bare godt gammeldags uduelige. Men dels er hukommelsen en svigefuld størrelse, og dels er det jo satirikerens privilegium at sætte tingene på spidsen.

Selv om filmen utvivlsomt er sjovest for folk med en vis viden om det danske filmmiljø, burde andre også kunne være med - og ikke kun fordi blodig indbyrdes konkurrence forekommer i mange andre verdener end filmens, eller fordi alle mennesker vel har haft (mindst) en underviser, de havde lyst til at (medlidenheds)dræbe.

De unge år er i bund og grund en tidløs fortælling om at ofre naivitet og idealer til fordel for de mørke kundskaber, som angiveligt er påkrævet, hvis man vil til fadet i den rå virkelighed. Samtidig kaster filmen unægtelig lys over filmkunstneren von Triers rituelle afstraffelse af de rene af hjertet!

Under Malmros' vinger

Vi er tilbage i 1979. Under pseudonymet Erik Nietzsche og i skikkelse af en velcastet Jonatan Spang starter den følsomme Lyngbydreng Lars von Trier på en skole, hvor det faglige udbytte altså primært skal findes i de allestedsnærværende negative eksempler. Også i egne rækker, da kunstnerspirens medstuderende tæller en skinger og tvetunget kvindesagsforkæmper (Mille Hoffmeyer Lehfeldt) og en samvittighedsløs egocentriker, Zelko (David Dencik), der snart sætter Nietzsches liv og førlighed på spil for at realisere et af sine ulideligt prætentiøse projekter.

Lidet løfter det stemningen, at kun tre af instruktørliniens seks elever får lov at fortsætte uddannelsen ud. Desuden har skolens brutalt ærlige rektor (Henning Camre, som her hedder Mads og spilles af Søren Pilmark) et ondt øje til Nietzsche, som snart får nerverelaterede diarréanfald. Et praktikophold hos en jysk instruktør (Jens Albinus) bliver dog et lille lyspunkt for tekniknørden Nietzsche, fordi han her får lov at se en dolly i aktion. Instruktøren skal naturligvis forestille Nils Malmros, som i 1989 drejede en af de sjoveste danske film nogensinde, Århus by Night, en selvudleverende beretning om, hvordan en ung filmmager - modelleret efter Malmros - omsider slipper taget i mors skørter, da et øl- og fissefikseret københavnsk filmhold tager ham i Livets Skole.

Sex på hjernen

De unge år er tydeligvis lavet af et andet temperament, og skønt der som tidligere hviler en aura af gimmick over den von Trierske nihilisme, kaster det kølige menneskesyn og den kontante afregning unægteligt en del komiske optrin af sig. Men filmens bevidst forenklede persontegning bliver også en prøvelse. Troels Lyby forlener den kassetænkende koleriker Bent Lyngaard (som skulle være et kryds mellem Gert Fredholm og Hans Kristensen) med Lektor Blommesk bestialitet, men man når alligevel at blive træt af figuren. Blandt de tiltrængte strejf af varme i erindringsbilledet er Dejan Cukics kostelige parodi på den kæderygende og kvindeglade manusguru Mogens Rukov: "A woman enters a hotel room ... through a door ... she has an orgasm ... no, she has two orgasms."

De unge år er lige så fuld af sex, som den er fattig på kærlighed - filmens hedeste affære er den mellem Nietzsche og dollyen - og selv dens mest barske mandlige figurer forvandles til bristefærdige pubertetsknægte ved synet af en yppig, nøgen skuespillerinde.

Alligevel tøver skolens ledelse ikke med at skælde Nietzsche hæder og ære fra, da han i et manus med den uskyldsrenes frejdighed kaster sig over bagpul og andre af kønslivets tabubelagte aspekter. En af flere hændelser, som giver et vink om de tematikker, der bliver dominerende i von Triers værk.

Enerens himmelflugt

Filmens største svaghed er, at Nietzsches omvendte dannelsesrejse mangler kant. Kort inden geniet bogstaveligt og symbolsk stiger til vejrs i filmens lyrisk tågeindhyllede klimaks (som skildrer et omdiskuteret kranskud fra afgangsfilmen Befrielsesbilleder), synker han ned på sine mindre talentfulde kollegers niveau og lærer sig rænkespillets regler.

Men det Faustiske sus udebliver, fordi det i første omgang bare går ud over Zelko og andre figurer, vi ikke kerer os om. Filmen slutter bedst som den for alvor bliver interessant - der, hvor ikke længere helt unge Nietzsche begynder at lyve, manipulere og tage de sagesløse som gidsler i kampen for sin kunst.

De unge år. Instruktion: Jacob Thuesen. Manuskript: Lars von Trier. Dansk (Dagmar, Grand, Empire, Falkoner, Palads og CinemaxX i København samt en lang række biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Filmens største svaghed er, at Nietzsches omvendte dannelsesrejse mangler kant."

Det er ikke forvaltingskunst, som min kære professor siger med forvandlingskunst, af en subjektiv mening fra Jonas. Ikke enig i udsagnet, men deler opfattelsen, af at man kan karakterisere Trier, som en omhyggelig og langsommelig Onanist, der prøver at mastubere memer ud, som om de var udtryk for en åndelig åbenbaring af selvsamme kreatør. Symbolikken og navnet er dårligt repliceret masker, som Trier ikke har format til, at tage på. Eneren og geniet er ham, der fordrer en ny dagsorden - med hammer!