Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Druknedød og mellemliv

Den elektroniske musik har for længst fundet nyt liv i inklusionen af vokaler. Nu har den også fundet nær-druknedøden og mellemstadiet før efterlivet hos to stærkt melankolske, voldsomt vanedannende musikere
Kultur
13. december 2007

Engang levede mikrofonen et ganske entydigt liv i elektronisk musik. For bare 10 år siden signalerede brug af mikrofon således dance eller pop, hedonisme eller letbenet underholdning, ikke innovation eller udforskning. I dag er den en langt mere tvetydig størrelse.

Engang havde den elektroniske innovation det med at være tavs, når det kom til menneskelige stemmer. Okay, helt tilbage i den elektroniske musiks barndom - i midten af 50'erne - opklippede, strakte og loopede nyligt afdøde Stockhausen en drengestemme på Gesang der Jünglinge. Og bevares, Model 500 - en af technoens fundamentstøbere - brugte robotstemme på sin tidlige klassiker "Nightride (Thru Babylon)" fra 1985. Og der findes masser af andre undtagelser.

Men ser eller lytter man på tendenserne, så er det først inden for det sidste tiår at den innovative elektroniske musikere med konsekvens har hevet mikrofonen frem og brugt sangstemmen - eller noget der ligner - som en naturlig del af ud- og indtryk. Genren electroclash - Miss Kittin, Chicks On Speed, Peaches - var for mange startskuddet til mikrofonen som inventar og ledsager på vej ud i nye egne af den elektroniske sump. Stemmen blev her brugt som ekspressionistisk afsikret pistol i hoftehøjde eller som megafon-forstærket punk-parafrase. Og den fik lov at stå nogenlunde umanipuleret i mixet.

Men andre elektronikere har samtidig meget naturligt brugt stemmen som et instrument i helheden, som endnu et element man kan manipulere med, frem for som et forgrundselement. Endnu en byggeklods - og dermed endnu en makulering af kroppen. Men på to af dette års mest stemningsgennemvædede plader, der optræder stemmen mere som en eksistens fanget mellem sin tidligere kropslige inkarnation og sin fremtidige residens i dødsriget. Vi er fanget på floden Styx, mellem livet og døden.

Dubstep på dybt vand

Det sker med størst konsekvens hos britiske Burial, hvis identitet holdes hemmelig for at holde musikken fri af baggrundshistorie. Få ved hvem han er (dog at det er en mand), og det gør måske rejsen - befriet for en klar afsender - endnu mere overvældende på hans nye, andet og betagende album Untrue. Vi skal - i disse ører - ned under vandoverfladen, efter oversvømmelsen, efter at vores civilisation har måttet vige for vandmasserne. Om de så er lavet af smeltevand fra polerne, af melankoli fra erindringsbankerne eller bare referencemasser fra diverse musikalske mørkemænd.

Burials verden lyder i hvert fald undersøisk og post-civilisatorisk. Blade Runner springer, som på sidste års debutalbum Burial, stadig frem i erindringen, når man stirrer dybt med ørerne i de grumt ekkoende, lurende detaljerede, knitrende produktioner fulde af strejflys, tunge af tid, rige på skjulte aflukker. Håbet er en rusten og smukt anløben afklang af sig selv hernede.

Burial sætter stadig af fra den britisk fødte genre dubstep, som blev født omkring begyndelsen af indeværende årtusinde. Genren krydser et minimalistisk rytme-udtræk af den britiske synkoperede klubgenre 2-step med et bas-fetichistisk ekstrakt af den klangsyrede jamaicanske ekko-fiktion kaldet dub. Det er den mørke, langsomme, knap så ordrige søster til en anden engelsk genre, den hiphop-afledte grime.

Således dyrker Burial magre trommespor, der smælder i forgrunden på Untrue og holder os på tæerne i de ellers narkotiske klangverdener. Rytmerne smælder hårdt og træagtigt om ørerne på os - bortset fra på den af og til pulsløse midte af albummet. Der skabes paradokser med et hæderligt antal beats per minute, som forstyrrer ens oplevelse af dystopi, hjemløshed og nært forestående druknedød i de bas-tunge afgrunde underneden.

Og der er flere forstyrrelser, også nye af slagsen. For oppe fra (eller nede fra?) hører man stemmer, der synger såre melodisk. Måske vugger de i robåde og kalder på overlevende, måske er det sirener, der lokker fra mørket. I hvert fald er det løsrevne gæstesangere, stadig med en erindring om krop, men uden udsigt til at finde hjem til den. Spøgelsesagtigt løsrevne og klangmanipulerede sangere, der lyder som om de har mi-stet deres kroppe, som om de transmitterer fra udtjente transistorradioer, som om de er faret vild i ekko-labyrinter, som om de var ufødte og nu hjemsøger sangstrukturer, produktioner, den undersøiske verden, vi befinder os i på Untrue.

Samtidig indgår stemmerne og behandlingerne af samme på en dialog med den klubvenlige og danseglade 2-step, som genren dubstep altså delvist er afledt af: Sang-ånderne på Untrue stammer tydeligvis fra en nutidig r&b- og soul-tradition, som også 2-step betjener sig af. Og således nærmer Burial sig sit ophav. Bare ikke som et regressivt nostalgisk katalog, snarere som en morbid gravplads.

Der bliver altså fucket med tid og med erindring. Burial fremskriver sit ophavs uundgåelige forfald. Når sangerne således fraserer smidigt og soul-fuldt, så sker det i kradse lydbehandlinger, der får dem til at knirke i skeletterne. Når de klubvenlige vokaler genbruges, så sker det ikke som velsmurt hedonistisk eskapisme, men som en slags dansabel memento mori. Og når den knækkede udgave af autotuning-effekten bliver brugt på sangeren på det blændende åbningsnummer "Archangel", så sitrer den ikke med den forførende simili, som vi kender fra Chers hit "Believe", men glimter i stedet vemodigt og mat af svunden storhed. 2-step + fremskrevet forfald = Burial.

Untrue er et udpræget hovedtelefonværk, og et værk, der skal nydes i sin fulde manende, monokromt maleriske længde. Snyd ikke dig selv for at drukne i detaljerne og dybderne i albummet, hvor forræderiske og underbelyste de end måtte være. Og Untrue er et britisk urbant værk med mindelser om både Massive Attacks triphop-spleen og drum'n'bass-pioneren Goldies synkoperede desperation på "Inner City Life". Men det er en storby, der ikke længere er på randen af sammenbrud, men er faldet til ro efter det er sket. Storbyen og fremtiden er ikke, hvad den har været, i hænderne på Burial. Men den er stadig gruopvækkende smuk.

Spirituel landskabsmaler

Der er også masser af forfaldsæstetik hos svenske Tobias Lilja på hans fornemme Time Is On My Side, der udkom tidligere i år. Et album præget af en langsom majestætisk sangskrivning og en patineret støj draperet i melankoli, der vækker mindelser om shoegazere og proto-postrock-navne som Cocteau Twins, Slowdive og Flying Saucer Attack - og arvtagerne i Sigur Rós. Men også tårnende klange der vækker mindelser om ambient-mestre som norske Biosphere samt elektroniske symfonikere som mexicanske Murcof.

Samtidig synger Tobias Lilja som en ung David Sylvian, og befinder sig dermed i en form for ophøjet position med sin uomtvistelige elegance, sin stiff upper lip og sine alvorsfuldt svungne fraseringer. Men han lader sig også opsuge af sine egne støjbehandlinger, der ikke tjener som idiosynkratisk provokation, men blot som grovkornet sturm und drang: Uvejrshimle der trækker sig ind over sangeren som var det malerier af Caspar David Friedrich. Eller lukker sig om ham som frakker af veltempereret lava.

Time Is On My Side løber tør for inspiration til sidst, hvor sangene må vige for mere strukturløse ambiente udforskninger, som savner prægnans. Men inden da har Lilja demonstreret hvor stemningsfuld og køligt spirituel en landskabsmaler og sanger han er. Ikke så meget en krop, som en skønånd, der kæmper mod tidens slitage. Og han har udvist smukt overmod i bygningen af sine majestætiske strukturer og panoramiske sindbilleder. Under vejr med sig selv og sine programmeringer. Klædt i et elegant vemod, som ikke vil skræmme nogen væk, men alligevel kan skabe både svimmelhed, højdeskræk - og måske også kedsomhed hvis man har problemer med sin attention span.

Dykkersygen og druknedøden truer til gengæld hos Burial, og det er mere dybderne, der overvælder end det er højderne. Men også mørket, som isprænges disse bizarre neonglimt fra pop- og klubverdenen.

I begge plader findes betragtelig skønhed og majestæt, der kun udfolder sig efter mange gennemlytninger. Men der findes ingen hvile. Den tilhører døden.

(Hyperdub/ specialimport) (N5MD/specialimport)Begge kan købes f.eks. hos www.boomkat.com

Burial: Untrue

Tobias Lilja: Time Is On My Side

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her