Læsetid: 3 min.

Forældre og børn med fejl

Med en improvisationsbaseret tilgang til virkeligheden skildrer Ragnar Bragason i 'Børn' en kuldslået hverdag præget af kløfter mellem forældre og børn
Med en improvisationsbaseret tilgang til virkeligheden skildrer Ragnar Bragason i 'Børn' en kuldslået hverdag præget af kløfter mellem forældre og børn
21. december 2007

Der er koldt i Island. Også når der ikke er skyggen af sne.

Den fornemmelse sidder tilbage i kroppen, når man har set Ragnar Bragasons stærke, sort/hvide drama Børn. Her er de eksistentielle problemer ikke iklædt et poetisk og i dansk sammenhæng eksotisk hvidt lag sne for at skildre en forfrossen virkelighed som i en anden islandsk prisvinder, Dagur Karis Nói Albínói.

I Børn er de hvide flader væggene på endeløse hospitalsgange, horisontslugende højhusfacader og de blege ansigter på alle de mennesker, som slås med at finde fodfæste som børn i en verden uden indlysende plads til naive eller uskyldige sjæle.

Det er både råt og rystende at se kampene for at få hverdagen og de basale relationer til at fungere, men i stedet for lidt formildende sne, drysser Bragason heldigvis en god portion tør humor ud over sit portræt af folk på bunden af velfærdspyramiden uden for Reykjavik.

Alternativ arbejdsmåde

Med et hudløst ensemble i front bliver resultatet et krast møde med en gruppe fortabte forældre og børn, som tager os med ind i deres altopslugende konflikter af vidt forskellig størrelse. Fra hårdtslående opgør blandt kriminelle til en 12-årig drengs frustration over, at mor ikke har råd til at betale kontingent for at gå til fodbold. Det er koldt i Island, men det er det så sandelig også mange andre steder, og Børn slår også hårdt i de danske sæder. Filmen vandt i år hovedprisen på Copenhagen International Film Festival og var Islands bud på en Oscarkandidat sidste år.

Børn er også den første af to film, som Ragnar Bragason har lavet i samarbejde med teatergruppen Vesturport. Ud fra temaerne børn og forældre har de sammen fundet ind til karaktererne og siden fremimproviseret de situationer, som blev kernen i manuskriptet. Bragason beskriver selv arbejdsmetoden som inspireret af Mike Leigh, Jean-Luc Godard og John Cassavetes. Man fornemmer mere af Leighs engagement for hårdtprøvede almindelige mennesker og Cassavetes' friske blik end Godard i helheden, selv om de flotte sort/hvide billeder giver filmen et eget, stilsikkert udtryk, som i sekvenser sender tankerne tilbage til gamle klassikere.

Plads til fejl

At Bragason havde lyst til at arbejde med Vesterpurt, forstår man godt. Der spilles lydhørt over hele linjen med Nina Dögg Filippusdóttir som det samlende midtpunkt for historiens forskellige forløb. Som enlig mor til fire kæmper hun med at holde sammen på familien. Hendes eksmand vil have forældremyndigheden over de tre døtre, som han er far til, og under den kamp driver storebror Gudmund på 12 (Andri Snaer Helgason) farligt ud af fokus.

Hans eneste ven er den skizofrene voksne mand Marino (Olafur Darri Olufsson), som stadig bor hos sin mor. I periferien render Gudmunds far, Gardar (Gísli Örn Gardarsson), rundt og brækker næser i en foruroligende fart. Gæt selv, hvordan fodboldtrænerens ansigt ser ud, da Gardar pludselig vil påtage sig rollen som far og fixe en plads på holdet til sin søn.

"Hvad er det her? Sort/hvidt arty-farty skidt?" lyder en af replikkerne i filmens første minutter, hvor Gardar er brudt ind i et hus og falder over nogle film. Det er, som om, filmens bagmænd ikke kan dy sig for skælmsk at kommentere valget af sort/hvid, men der er ingen grund til bekymring. De kontrastrige billeder klæder - ligesom den støvede stemningsfulde musik - historien, som ikke er spor arty-farty i sin skarpe skildring af de svære relationer, hvor det tit går galt, selv om tanken er at hjælpe. I forhold til beslutningen om at arbejde med improvisation har Bragason argumenteret for, at man har det med at forskønne folk, når man skriver fiktion. Man bliver begrænset af sin fantasi og ender ofte med at skabe sympatiske karakterer, som folk vil synes om. En af de store styrker ved Børn er netop, at alle karakterer har deres fejl, men vi er hele tiden engageret i deres forsøg på at ændre tingene til det bedre. Hvordan verden ifølge Bragason og Vesturport ser ud under forældre-overskriften, må vi vente med at finde ud af, indtil Forældre har premiere i februar næste år.

Børn. Instruktion: Ragnar Bragason. Manuskript: Bragason og Nina Dögg Filippusdóttir. Islandsk (Gloria og Vester Vov Vov, København, Øst for Paradis, Århus)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu