Hvad har gadekamp i 2007, Hungerkrigen i 1899, Rosa Luxemburg og punkbandet The Sods til fælles?
Jagtvej 69.
I løbet af 150 siders billedbog fører B.T.-journalisten Andreas Karker læseren fra rydningen af Ungdomshuset i foråret 2007 tilbage til Socialistmarchen i slutningen af 1800-tallet over kvinders faglige organisering op til kampen mod 1970'erne og 80'ernes bysanering, punkscenen og de sidste 10 års kamp om 'Ungeren' med aktørerne: systemet, sekten, 500 stenkastende voldspsykopater fra Helvede og en ny generation af ungdomsoprør.
Alt sammen med udgangspunkt i adressen Jagtvej 69.
En original historiefortællingsidé, men desværre ikke ret vellykket.
Brat opvågnen
Karker kaster på første side læseren direkte ind i kernen af begivenhederne den forårsmorgen, hvor politi og militær udførte en politisk bestillingsopgave, besluttet 10 år tidligere: Ungdomshuset skal ryddes.
Karker lader en graffiti fra Ungdomshuset lægge op til en hæsblæsende tur gennem historien: "Kampen begynder på en solskinsdag."
På næste side er vi sendt 136 år tilbage i tiden: "Det knager i samfundets fuger og bånd, lad falde hvad ikke kan stå!" Med Ulrich Peter Overbys ord fra 1871 bliver vi introduceret til matriklen Jagtvej 69's historiske rødder: 'Ungeren' var oprindeligt Arbejderbevægelsens fjerde forsamlingshus, grundlagt i 1897.
Kronologisk kaos
Herfra går det over stok og sten gennem arbejderorganiseringens ungdom. I løbet af 12 siders kronologisk kaos introduceres blandt andet storlock-outen af organiserede arbejdere i 1899, datidens nidkære system-puritanisme, grundlæggelsen af Kvindeligt Arbejderforbund, industrialiseringens afmontering af håndværkerlavene, samt politisk-historiske legender som Clara Zetkin, Olivia Nielsen, Andreas Fritzner, Alexandra Kollontaj, Vladimir Lenin, Rosa Luxemburg... Pyhh, man bliver helt svedt.
Karkers øvelse er både underholdende og pædagogisk tænkt, men mildest talt rodet udført. Bogen er lækkert layoutet med en stram æstetik, og på ægte B.T.-manér har hvert enkelt opslag mange indgange. Et set-up, der i bedste fald pirrer læseren til at søge videre i mere grundige værker, som f.eks. 'Arbejdernes historie i Danmark 1800-2000', i værste fald til at falde helt fra.
Afstikkere
Flere af de historiske afstikkere er så overfladiske, at pointen formentlig går mange læsere forbi, som f.eks. denne:
"I 2002, da vreden over terrorkrigen og Tysklands deltagelse i krigen i Afghanistan er på sit højeste, går over 100.000 i demonstration til minde om Luxemburg og Liebknecht, der begge brutalt bliver myrdet i 1919." Koblingen mellem krigsmodstand og Luxemburg-mindedemonstration lader Karker stå uforklaret, og springer kækt videre til Luxemburgs uenighed med Lenin om socialismens udformning. Det havde i denne sammenhæng været mere relevant at fremhæve Rosa Luxemburgs politiske brud med ledelsen af det tyske Socialdemokrati, SPD, der i 1914 stemte for at give krigskreditter til den kejserlige regering, og dermed sendte de europæiske arbejderbefolkninger i krig mod hinanden.
Brugen af en adresse som udgangspunkt for en rask omgang arbejderhistorie har dog også sine lyse øjeblikke, som når Karker fremhæver, at beslutningen om en international kvindekampdag blev taget på Anden Internationale Socialistiske Kvindekonference i Arbejdernes Forsamlingsbygning på Jagtvej 69 - og 97 år senere bliver markeret af Feminister for flere Fristeder 8. marts 2007, én uge efter rydningen af Ungdomshuset.
Papirkrigen
Det måske mest vellykkede afsnit i bogen er 'Papirkrig', der skitserer det tåbelige forløb på Rådhuset, der fører til Københavns Kommunes halsløse gerning: at sælge 'problemet Ungdomshuset' til det ukendte selskab Human A/S, der viser sig at være stråmand for den rabiate kristne frimenighed Faderhuset. Selvom også dette afsnit er forstyrret af Karkers egne vurderinger forklædt som objektive betragtninger - som at Ritt Bjerregaard ikke havde noget valg - glimrer det ved et mere overskueligt kronologisk forløb og mere konkret dokumentation.
Stoleleg
Forvirringen over, hvad Karker vil med bogen, er stor. Genren har elementer af klassisk journalistik, hvor begivenheder er ridset stramt op i et højt tempo og læsevenligheden er, det kronologiske kaos til trods, stor.
Men flere steder træder Karker forstyrrende ind med kildeløse påstande, som i konstateringen af, at de fleste fra 1980'ernes 'Initiv-gruppe' for et Ungdomshus aldrig har prøvet at have et arbejde, eller at i slutningen af 80'erne "har de ekstremt radikale, der bare omtales som 'kommunisterne', stort set overtaget styringen af mandagsmøderne i Ungdomshuset. Det er folk med stærke holdinger og klare visioner og mange af de øvrige lytter blot."
Karker vælter rundt mellem stolene som journalisten, historikeren, kommentatoren, analytikeren og visse steder i sin skråsikkerhed og 'insider-tone' som den, der selv var med.
Men han formår ikke at udfylde nogen af rollerne med autoritet eller troværdighed og følelsen af at sidde med resultatet af en god journalistisk idé, udført af en med for meget fart på og for stort alvider-ego, bliver påtrængende.
Karker har brugt kendis-interviews med tidligere Ungdomshus-brugere som Zlatko Buric og Lotte Svendsen til at krydre bogens kulturelle del. Men, hvor begavede de to end måtte være, fremstår grebet mest af alt som et fesent forsøg på at overbevise det etablerede Danmark om, at Ungdomshusets gadekæmpende 'skyggesider' retfærdiggøres af, at Jagtvej 69 også var en smeltedigel for en up-coming kreativ klasse.
Andreas Karker: Jagtvej 69 - Historien om et hus. Forlaget Lindhardt og Ringhof, 149 sider, udkom den 15. november. Pris 299 kr.
