Læsetid: 3 min.

I kamp med familien

Natasha Arthys 'Fighter' er en velinstrueret, men formularpræget historie om en 17-årig pige, der trods sin tyrkiske families modstand dyrker kung fu på højt plan
Natasha Arthys 'Fighter' er en velinstrueret, men formularpræget historie om en 17-årig pige, der trods sin tyrkiske families modstand dyrker kung fu på højt plan
14. december 2007

Der er en kviksølvs-bevægelighed over Natasha Arthys film, som virker umiddelbart besnærende. Det gælder ikke bare hendes nyeste udspil Fighter, men også hendes forrige, den charmerende Dogme-film Se til venstre - der er en svensker.

Selv om begge film, især Fighter, i historiens store linier hviler på lidt for velkendte formularer, betyder denne livfuldhed, at man aldrig står helt af, overmandet af forudsigeligheden.

Dertil fyldes de enkelte scener med for mange små menneskelige træk og finurlige skæve vinkler. Samtidig afvikles handlingen med et dejligt musikalsk drive i klipperytmen. Her er pur fortællelyst, så det batter, og det er smittende.

Problemfyldt kung fu

Fighter er en ungdomsfilm med et godt emne. Den altdominerende hovedperson er den 17-årige Aicha, der bor i København med sine tyrkiske forældre og søskende. Når nogen spørger hende, hvor hun kommer fra, svarer hun lidt trodsigt: "Nørrebro". Hun er dansker, men ikke helt som alle andre.

Aicha er nemlig bidt af kung fu - i en grad, så det skaber enorme problemer for ikke bare hende selv, men også hendes familie. Hun kommer bagud i skolen, men værre: Forældrene vil absolut ikke høre tale om, at hun udøver kampsport med det andet køn. Ingen mandlige kontakter før den 'rigtige' mand er fundet!

Autentisk mester

Bedre bliver det ikke af, at hendes rare, ældre bror står over for en forlovelse med en tyrkisk pige - en forbindelse, der betyder meget for Aichas familie, blandt andet fordi den kan føre familien et trin op på den sociale rangstige. Aichas kung fu-passion vil give hele familien et så dårligt rygte, at forlovelsen kommer i fare.

Det kunne måske lyde som et set-up for et klæg-tungt dansk problemdrama, men Fighter er snarere en film efter det lidt bedagede amerikansk mønster, vi kender fra Dirty Dancing og Karate Kid.

Natsaha Arthy fletter fingerfærdigt sin historie sammen af både kung fu-action med passende svæv - og et pigeportræt, der stiller skarpt på indgroet kvindeundertrykkelse og indsnævret livsudfoldelse. Det er dramaets drivkraft.

Men vi får de rituelle, uundgåelige scener, hvor Aicha introduceres i den attråede eliteklub og modstræbende tages under vingen af en kinesisk kung fu-mester - spillet med enorm autoritet af Xian Gao (den ægte vare, for så vidt som han har medvirket i Ang Lees Tiger på spring, drage i skjul!)

Det er er sikkert gennemført som en uoriginal, men umiddelbart medrivende fortælling om en stædig og modig pige med en kampkraft, der ikke bliver ringere af hendes indestængte vrede. Og med sin gode sans for casting har Arthy placeret Cyron Melville som den unge kung fu-fyr, som Aicha sættes op imod i både kamp og kærlighed - eller noget endnu bedre midt imellem.

Selv om figuren ikke udforskes synderligt, fungerer scenerne mellem ham og Aicha godt som spæde forelskelses-spirer i de lidt barske omgivelser. Også fordi Cyron Melville har ægte stjerne-appeal i sin blanding af følsomhed og maskulinitet.

Falder til patten

Aichas forældre tegnes også med nuancer, så det entydigt negative helhedsbillede af tyrkisk indvandrerkultur undgås.

Alligevel er det dødvægten af manglende forståelse og intolerance i miljøet, man stærkest føler på sin krop under filmen. Og det er måske også dette tyranni, der symboliseres af den maskerede modstander, Aicha med jævne mellemrum sættes op mod i en parkeringskælder.

Som i de amerikanske forbillede-film har Aicha altså enormt meget at kæmpe med, både i kung fu-klubben og i familien. Uden at være nogen voldsomt facetteret skuespillerinde overbeviser Semra Turan om, at Aicha har viljestyrken til at tage udfordringerne op, og hendes skyklaps-målbevidsthed er fint ramt. Men filmen er i det hele taget velspillet i alle roller.

Også Sebastian Winterøs smidige, stemningslade fotografering bør fremhæves i en film, der mere imponerer ved professionalisme end originalitet. Og til slut udfører Natasha Arthy det kunststykke at holde på to heste på én gang, idet hun sender Aicha ud i en publikumsvenlig dyst mod mandlig overmagt - og dernæst lader hende træffe et kompromissøgende valg, der godt kan overraske en smule, for er det helt logisk i forhold til, hvad vi hidtil har set?

Aicha bliver en artig pige - måske en lidt for snusfornuftig udklang på en film, der ellers tør satse en del inden for sine givne rammer.

Fighter. Instruktion og manuskript: Natasha Arthy. Dansk (Empire, CinemaxX, Palads, Falkoner i København og en lang række biografer i provinsen)

Interview med Natasha Arthy på side 4

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu