Læsetid: 4 min.

Kan kvinder nu også være sjove?

Helt uden at være flove...? Otte skønne divaer vælter Nørrebro Teater med deres hævn over mændene i Vivian Nielsens brag af en grækergendigtning med kløgt mellem benene
Dyrk dem, drøm om dem, men drop tanken om at forføre dem. For der er lukket for det varme vand hos superkvinderne på Nørrebro Teater.

Dyrk dem, drøm om dem, men drop tanken om at forføre dem. For der er lukket for det varme vand hos superkvinderne på Nørrebro Teater.

Miklos Szabo

11. december 2007

Dildoen op af tasken og Mærsk frem på forscenen: Kvindernes Hævn er i gang.

Og jo, dildoen er i segmentpink, og Mærsk er i drukneblåt, så alt er, som det skal være. For denne up-shinede græske komedie på Nørrebro Teater rækker hånden direkte mod skridtet. Konkret handler Vivian Nielsens morsomme nydigtning om, at kvinderne har fået magten over DR Byen. Det sorte prestigehus med de hvide søjler toner i hvert fald potent frem på scenen, hvorefter skærmen straks går i sort. Årsagen? At kvinderne protesterer mod Danmarks krigsførelse - på Hven! - og at kvinderne nu siger nul sex til mændene, besætter redigeringsrummene og dækker alle sendefladerne med porno...

Aktualiseringen af Aristofanes viser sig at være en af teatersæsonens muntreste ideer. Vivian Nielsens begavede ordleg har replikker med et besnærende drive og en underfundig charme midt i sit bombastiske mandeopgør. Teksten vrimler desuden med overraskelser, både i de enkelte replikker og i de otte forskellige kvindefigurer, som forsøger at boykotte mændene. Og de selvsamme kvindelige spillere hopper endda også ud i mandeparykker og kontormaver - og spiller mænd. De skal være hurtige med skægget, som man siger.

Pinlighed

Nørrebros Teater er altså tro mod sit kønsaktuelle repertoire i kølvandet på glamrockmusicalen med den mere forhippede Hedwig. Denne Kvindernes Hævn er desuden forunderligt kønsskiftekorrekt; helt uden kirurgi, men alene ved brug af snøresko, jakkesæt og dyb stemmeføring. Teaterdirektør Jonatan Spang og tekstforfatter Jacob Tingleff har endvidere skrevet en række stand-up-tekster til disse kvinder, som én efter én forlader den dramatiske hovedtekst for at indskyde deres helt egne synvinkler på livet og mændene og hinanden i små stand-up-monologer... Her skurrer ordene lige på kanten mellem virkelighed og pinlighed, akkurat som standup skal, når der satses. Også mere pinlighed end strengt nødvendigt. Men muntert. Og modigt af performerne, der her spiller i det vrede ingenkvindesland, der tilsyneladende er stand-uppens yndlingssted.

Bredbarmethed

Men kan kvinder nu også være sjove? Det er forestil-lingens bærende spørgsmål. Og hvad med de smukke kvinder? Kan de overhove-det andet end at se godt ud?

Forestillingens otte divaer slipper godt fra både jokes og makeup, også takket være Kenneth Kreutzmanns instruktion. Den mand kan noget med kvinder! Og med hårtjavser og håndbevægelser og håneøjne. Ikke mindst når figurerne er så klare og så paradoksale som her: Kreutzmann kender kvindetvivlens intuitive timing.

Ditte Hansen trumfer med sine komiske tandsmilsrytmer, både som sild med push-up og som hærchef med potenskommando. Louise Mieritz tonser rundt som bredbarmet anlægsgartner med blinkeøjne og dolkereplikker - og så spiller hun indflydelsesrig, bøsset teateranmelder med vege skuldre og realitetsnære idealer i selskab med statsministeren; præcis som at se sig selv faktisk...

Men denne forestilling handler ikke kun om kvinder og mænd. Den handler grundlæggende om magt - og om det følelsesdikterede fravalg af magt. Det er helt rørende, som Anette Støvelbæk dyrker taljerne ved sin pligtopfyldende husmor med tvillinger og lidt ekstra på lårene, men også som forelsket, mandlig integrationsformand fra et land med overskæg... Ellen Hillingsø er både slagkraftig blondine og tvivlende oppositionspolitiker i brun kærnelædertaske; Hillingsøs tøvende skuldre er i sig selv en impotenstolkning, der lægger tilskuerne ned som latterkrampende dominobrikker i det stejle Nørrebro-teater. Den qvind er ikke opvokset på en kaserne for ingenting.

Charlotte Munksgaard er til gengæld uhæmmet liderlig, både som kvindelig, svensk statsminister i opslidset nederdel og som boldhjernet FCK'er med pandebånd. Samtidig får komedien et klassisk stænk med pointepauser af Birgitte Raabjergs evige svigermor - og en fortrolig holden-styr-på-flyverdragterne som blød tvillingefar. Og endelig er Mille Lehfeldt både dullet DTU-studerende med det meste syd for navlen - og så selveste Rask Ki'Macky Møller med arkæologisk skelet og lav øjenbrynsføring. Dét kan man kalde alternativ casting; denne hr. Møller må være en stolt mand, sådan at få en af dansk teaters smækreste taljer og mest sprudlende komikerspirer som dobbeltgænger.

Naturlighed

Men han er ikke alene om denne ære. Malene Schwartz opnår også at blive portrætteret. Eller rettere: Malene Schwartz spiller bare sig selv som den lækre kvinde, hun alle dage har været. Nu iført afghanerkjortel og valmuedrømme - når hun da ikke træder i karakter som slipseopstrammet statsminister, der er i stand til at træffe dårlige beslutninger uden at ryste det mindste på pikken og retorikken, undskyld, hånden og maskingeværet.

For næppe har der været så meget strit mellem benene på en københavnerforestilling som netop her i Kvindernes Hævn; kostumeattitributterne sigter højt. Og det er netop forestillingens lette flow, som gør magtkampen mellem disse otte performere reel: Den med den stærkeste udstråling får tilskuernes opmærksomhed, ikke bare den med de bedste replikker. For rollerne vejer lige meget i det samlede spil. De er lige dominerende, lige ulidelige - og lige genkendelige.

Så nej. Kvindernes Hævn er ikke bare en Queer 2, sendt i stand-up'et Nørrebro-eksil fra Camp X på Frederiksberg. Kvindernes Hævn er en gave til alle os, der ellers har overstået den første kådhed over både komedier og mænd... Og så er forestillingen endda en brugskomedie med fortrolige julefrokosterfaringer. Som f.eks. Mille Lehfeldts pointe om at kæreste med ældre mænd:

"Det er bare nemmere at dumpe en mand på 50. For uanset hvad, så har man jo ikke taget hans bedste år."

(eller 'Lysistrate') af Aristofanes (411 f.Kr.). Nydramatisering: Vivian Nielsen. Monologer: Jacob Tingleff og Jonatan Spang. Instruktion: Kenneth Kreutzmann. Scenografi: Thomas Bjørnager. Lys: Sonja Lea. Lyd: Morten Oxholm. Nørrebro Teater til 26. jan. www.nbt.dk

Kvindernes Hævn, frit efter 'Kvindernes Oprør'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Men kan kvinder nu også være sjove? Det er forestillingens bærende spørgsmål. Og hvad med de smukke kvinder? Kan de overhovedet andet end at se godt ud?"

For at være ærlig, jeg er forvirret over denne vinkling på historien. Naturligvis må man på en eller anden måde tage stilling til, at stykkets roller er besat udelukkende af kvinder. Og det giver naturligvis mening, i den historiefortælling en avisartikel er, at sætte et drama op: kan de klare det? Det er svært, men vil det lykkes dem? Fulgt af et: Minsandten, det lykkedes!

Men alvorligt talt: Hvorfor skal vi som læsere påduttes at være i tvivl? Hvorfor formodes vi at vente i spænding på at se, om det mon vil lykkes kvinder at være morsomme, være andet end sexede, være kreative, lave kvantefysik? Vi har alle sammen kendt kvinder. De fleste af os må have kendt en morsom kvinde.

Det forekommer utroligt reaktionært i det enogtyvende århundrede at være nødt til at sige: "Kan kvinder være morsomme? Kan de virkelig? Ja, minsandten. Men de har jo også deres fine, mandlige instruktør til at hjælpe dem."

Dette er ikke ment som hysterisk feministeri - allerhøjst som høfligt undrende feministeri, men: Er det virkelig den mindst ringe måde at diskutere dét teaterstykke på?