Dette års Documenta udstilling i Kassel stillede ét vigtigt spørgsmål: Er moderniteten vores antik? Spørgsmålet genlyder stilfærdigt mellem murene i den hvide kødby på Vesterbro i København, hvor kunstneren Jeppe Heins meget omtalte Karriere Bar nu er åbnet. Kødbyens funktionalistiske facader er prydet med skilte på de stedslige producenter af slagtervarer, og navne som Kajs Røgvarer Engros A/S eller J K Salater og Dressinger slår straks stemningen an. Også Tulip, hvis røde pølser i dette land næsten må være kulturbærende i sig selv, hører til her.
Som sædvanlig halter København efter metropoler som London, Berlin og New York, hvor de tidligere meat packing districts forlængst er transformeret til hippe, kreative miljøer. Tænk bare på Chelsea i New York, hvor samtlige af byens store gallerier rykkede ind i gamle lagerhaller og nedlagte fabriksbygninger for år tilbage. Det industrielle og rustikke er tidens term, og den moderne utopi om fuldautomatisk produktion og overflod på samlebånd udleves nostalgisk i disse år som æstetisk ideal.
Nu sker det omsider også i København, hvor kødbyen langsomt er ved at åbne sig for offentligheden med en lille håndfuld udvalgte gallerier og butikker. Heriblandt Jeppe Hein og søsteren Lærkes flagskib af en restaurant, café og bar, der breder sig helt ud på Flæsketorvet med økologi på menukortet og et stjernespækket program af stedsspecifikke installationer og relationel kunst.
Kunst og det sociale rum
Alene rummet er bjergtagende. En glad Jeppe Hein viser rundt mellem de mange værker, mens en mindre hær af medarbejdere, der alle er klædt i en nyfortolkning af den ternede slagteruniform, haster koncentreret rundt mellem hinanden for at få alting færdigt til åbningen.
"Visionen med Karriere har været at skabe et sted, hvor kunsten kan udfolde sig direkte blandt publikum," fortæller Jeppe Hein og fortsætter straks:
"Meget af den kunst, man kan opleve i Karriere opstår først i mødet med publikum, og den er ofte medskabende i forhold til det sociale rum."
En svensk journalist peger undrende ned på de små stabler af hvide ølbrikker, der ligger under alle bordene i restauranten. Det viser sig at være et værk af den britiske konceptkunstner Ceal Floyer.
"En del af kunstværkerne i Karriere er ikke lige til at få øje på, hvis ikke man ved, de er der," forklarer Jeppe Hein.
"Værkerne repræsenterer ofte små indgreb, der forandrer rummet og publikums måde at agere på socialt. Det er en del af strategien for mange af de kunstnere, vi har arbejdet med."
Blandt de mere synlige indslag er dog Jeppe Heins eget værk. Det er den 12 meter lange, metalklædte bar, der strækker sig gennem rummet. Foruden at være dekoreret med et kvadratisk linjemønster, der gentager rummets oprindelige, hvide fliser, har baren den særlige finesse, som mange af Heins værker i øvrigt, at den umærkeligt bevæger sig fra side til side. Sidder man ud på de sene timer og kigger aftenens erobring lidt for dybt i nedringningen, kan det derfor meget vel blive sidemandens drink, man får bundet inden festen er forbi.
Olafur og lamperne
Også Heins mentor Olafur Eliassons bidrag til Karriere er til at få øje på. Ligesom i den ny opera har Eliasson skabt lamperne til stedet, der her findes i tre størrelser. 'Local career' hænger over bordene i restauranten, 'National career' i mellemstørrelse står for enden af rummet og lyser som en pink sol, mens de to enorme møllehjul 'International career' oplyser Heins rullende bar fra loftet med et blødt, forårsgrønt skær. Som med andre af Eliassons funktionelle værker trænger spørgsmålet sig på: Er dette kunst, eller er det slet og ret lamper skabt af en kunstner med internationalt ry?
På samme måde med bordene i Karriere, der er kreeret af den danske kunstner FOS. Her har kunstneren taget udgangspunkt i et klassisk farvehjul og fremstillet en serie borde med forskudte farvekombinationer, så hvert bord fremstår unikt. 'Social Design' kalder FOS selv sit projekt, der sigter på diversitet og som derfor rummer en vis kritisk afstand til mere markedsorienterede møbler.
Men er ikke netop individualitet og særpræg bærende værdier i tidens oplevelsesøkonomi? Bortset fra det, er bordene rigtig fine.
Videre i den spektakulære afdeling finder man den brasilianske kunstner Ernesto Netos smægtende boudoir af en lounge. Neto er verdensberømt for sine organiske skulpturer i nylon, der strækker sig i amorfe former fra gulv til loft eller indtager rummet som hele installationer. Værkerne har en let genkendelig kropslig dimension, og loungen med de nedhængende klumper af stof er et af de mest forførende og indtagende værker på Karriere.
Mondæn kritik
Navnet Karriere er selvfølgelig også i sig selv et kunstværk. Skabt af den Berlin-baserede duo Elmgreen & Dragset lægger navnet an til en kritisk selvrefleksion over kunstverdenens institutioner, blandt hvilke Karriere Bar nu også har indskrevet sig. Vanskeligheden med denne form for kritik er, at den så ofte flipper rundt og bliver til sin egen modsætning: En mondæn bekræftelse på, at det er her, det sker.
Det samme gør sig gældende med Kenneth Balfeldts vandpost med påskriften 'Heroin', der er en nøjagtig replika af en lignende vask udført til Mændenes Hjem på Vesterbro. Det bliver ømt, når det højhælede segment skal skylde espressoen ned tilsat vand med social omtanke. Eller hvad det nu er, de skal.
Det er ikke for selvkritikken eller de store, kunstneriske dybders skyld, man skal tage på Karriere Bar. Det er derimod for det mageløse opbud af gennemtænkte og underholdende detaljer, som formentligt kun 30 internationale kunstnere kunne have skabt dem. Og så naturligvis for stedets cocktails og fremragende, økologiske køkken, som uden tvivl vil sikre Karriere et langt og lykkeligt liv. Det fortjener den.
Karrierebar, Flæsketorvet 57-67, Kbh. V
http://www.karrierebar.com
