Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Et knap så helligt Tibet

I en grundig bog om Dalai Lama nuancerer og relativerer Erik Meier Carlsen billedet af Kina som den onde erobrer af det gode, mystiske Shangri-La på Verdens Tag
Kultur
6. december 2007
Ubuddhistisk. Også Hans Hellighed Dalai Lama er ifølge Erik Meier Carlsen af og til drevet af magtbegær.

Ubuddhistisk. Også Hans Hellighed Dalai Lama er ifølge Erik Meier Carlsen af og til drevet af magtbegær.

Manu Fernandez

I den 14. Dalai Lamas barndomshjem talte man kinesisk! Det er en af mangfoldige oplysninger, som denne anmelder har fået ved læsningen af Tilstedeværelsen, Erik Meier Carlsens bog om Dalai Lama. En af bogens fortjenester er at understrege, at Kinas indflydelse i Tibet langt fra er af ny dato, og at forholdet mellem Tibet og Kina er langt mere kompliceret end den mere overfladiske propaganda lader ane.

Tilstedeværelsen er indimellem en svær bog. Indimellem er det også en kedelig bog. Men det er sandt for dyden en vigtig bog.

Svær er den blandt andet, fordi forholdet mellem de fire store buddhistiske skoler i Tibet er overordentligt kompliceret. Forviklinger og konflikter strækker sig over århundreder, og er, ud over religiøse forskelle, uløseligt kædet sammen med geografiske og politiske forhold. Det svirrer med tibetanske navne og gloser, som de færreste er i stand til at huske til næste gang, de optræder, men detaljeringsgraden er på den anden side også Erik Meier Carlsens force: Han er så godt inde i historien, at han kan øjne konfliktstoffet, hvor det melder sig, uanset de mange forklædninger, det kan optræde i (der er en fortegnelse over de vigtigste tibetanske gloser bagest i bogen).

Kedelig bliver Tilstedeværelsen, når Erik Meier Carlsen i sin bestræbelse på at mane vestlige, romantiske forestillinger om Tibet i jorden, kommer til at lyde som en historiebog for de ældre klasser. Det ligger Carlsen på sinde at sætte sin læser ind i, hvordan det virkelig forholder sig med det mystiske Tibet, og han piller overalt, hvor han ser sit snit, mystikken af landet på Verdens Tag. Blandt andet gør han opmærksom på, at den økologiske, demokratiske, ikke-voldelige variant af buddhismen, som den 14. Dalai Lama markedsfører worldwide, har new age-agtige træk, som man ikke finder i den tibetanske buddhisme før Dalai Lamas landflygtighed.

Men også bogens grundige, historiske redegørelse er en styrke. For uden at forstå lamaismens sammenvævning af religion, godsbesiddelse og magtpolitik, vil man næppe heller have en chance for at nærme sig den tibetanske buddhisme uden at falde i talrige faldgruber.

Tibet og islam

Forskellen på Erik Meier Carlsens og andre Dalai Lama-biografer er, at Carlsen ikke kun er buddhist. Han er også en skarp politisk analytiker, og det er denne syntese, der gør Tilstedeværelsen til noget særligt. Eksempelvis kan han få øje på fællestrækkene mellem den måde, kineserne behandler tibetanerne på, og vestlige lederes behandling af islam. Af skræk for fundamentalistiske og nationalistiske grupperingers politisering af religionen reagerer såvel Vesten som Kina med hårdhændede integrationstiltag. Og ifølge Erik Meier Carlsen har Dalai Lama - og/eller hans tibetanske eksilregering - i så henseende gjort sig skyldig i uheldige politiseringer.

At Dalai Lama i 1992 på egen hånd udpegede en ny Panchen Lama, hvorved han afbrød de underhåndsforhandlinger, der var i gang om en Panchen Lama, som både kineserne og den 14. Dalai Lama kunne godkende, var ifølge Carlsen et alvorligt fejlgreb. Det betød, at kineserne udpegede deres egen Panchen Lama, og da det er Panchen Lamaen, der højst sandsynligt har det endelige ord, når den 15. Dalai Lama efter den nuværendes død skal udpeges, kan det meget vel betyde, at magten over Dalai Lama-institutionen således spilles eksilregeringen af hænde.

At Dalai Lama sendte afbud til den forrige Panchen Lamas begravelse, beklager Carlsen også dybt. Her forspildtes en enestående mulighed for at forhandle uofficielt uden om protokollen, og årsagen skal ifølge Erik Meier Carlsen søges i noget så ubuddhistisk som magtbegær. Nemlig i eksilregeringens frygt for, at Dalai Lama skulle miste opbakning i Vesten, hvis det viste sig, at han frit kunne rejse ind i Kina - og ud igen.

Endelig anser Carlsen det tibetanske krav om demokrati i Tibet for dybt godnat. Så længe der ikke er demokrati i Kina, vil det være illusorisk at forestille sig, at kineserne vil tillade en sådan styreform i et af deres områder, lyder argumentationen. Og hver gang en tilnærmelse mellem kineserne og eksilregeringen kæntrer, strammer kineserne grebet om Tibet, hvilket får Erik Meier Carlsen til at sætte spørgsmålstegn ved, om den 14. Dalai Lamas årelange kamp for sit land egentlig har gavnet de i Tibet boende tibetanere.

Det genuint buddhistiske

Jeg er ude af stand til at afgøre, om bogens politiske vurderinger er holdbare, men gennemargumenterede er de, og der kan ikke herske nogen tvivl om, at de er baseret på solid viden. Og uanset at Dalai Lamas virke som politiker således ikke altid vurderes som lige succesfuldt, så nærer Erik Meier Carlsen en dyb hengivenhed for Hans Helligheds personlighed. Som religiøs leder hører han til historiens store skikkelser, og Erik Meier Carlsen lader ingen tvivl tilbage om, hvor meget Dalai Lamas personlige tilstedeværelse og belæringer har betydet for ham. Carlsens bedrift består så i ikke at lade sin religion skygge for sin nøgterne indsigt i virkelighedens væv af problemer og konflikter.

Men netop det er vel i grunden det genuint buddhistiske.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hej

Jeg skriver til jer fordi, at jeg, i forrige uge, iværksatte et initiativ,
som har til sigte at udbrede budskabet om større respekt, tillid og
tolerance mellem mennesker, på tværs af kultur, nationalitet, politisk og
religiøs overbevisning.
Det sker for at dæmme op for den stigende "Culture of fear", som har sat
dagsordenen over hele verden de seneste år - dels som følge af
terrorangrebet på World Trade Center.
Det er desuden tanken, at initiativet skal medvirke til at afdække nogle værdier, som alle mennesker kan tilslutte sig, med det sigte at der arbejdes hen mod, at verden bliver et tryggere sted at leve.

Initiativet omfatter blandt andet en hjemmeside, hvor man kan skrive under
på, at man støtter mere respekt, tillid og tolerance mellem mennesker, og
allerede nu er der over 300, der har skrevet under.

Hvis du har lyst til at skrive lidt om initiativet eller ønsker yderligere
informationer, er du velkommen til at kontakte mig:

Med venlig hilsen
Jan H. Backe
jhb@cultureoftrust.dk
Tel: 23926364

At situationer i Tibet (og andre område besat af Kina) absolut ikke kun skyldes den ene part. At Kina ikke overholder menneskerettigheder er dog sikkert. Kinesere er betalt for at arbejde i Tibet, så der i dag er flere kinesere end Tibetaner i Tibet. For at gøre opmærksom på Kinesernes forbudspolitik,
som bliver komisk når tibetanere skal ansøge omlov til at inkarnere når de dør, og politiske fangere, samt uhyrlige overgreb (ikke kun mod Tibet) der næsten overgår situationen i Burma, ja så er en dansk kunstner kommet
med aktionen, Kina kan da ikke forbyde farven orange, flest mulige ønskes at bære orange, den røde farve der er gjort mere human ved at blande gul i, den farve bæres som en ikke voldelig protest mod Kina. Kronprinsen
kunne måske komme lidt ud af sit dilemma ved at være repræsentant for Danmark (i et land med regime)til olympiaden . Carlsberg kunne opnå sympati hos mange ved at lave en etikette i orange, på den øl de produceres i Lhasa og importerer til Kina.
Tibetanere der lever i eksil i Tibet vil d.12 marts machere fra Indien til Tibet,
hvor kineserne har sagt de er velkomne, så må omverdene jo se om dette er sandt, men da uvildige journalister er en sjældenhed i Tibet vil nyheder om hvad der sker først efter Olympiaden. Dalia Lama er ikke spurgt.

Karen Syberg skriver meget rosende om Erik Meier Carlsen, at hans politiske vurderinger er baseret på "solid viden" og indleder anmeldelsen med hans påstand om, at Dalai Lamas familie talte kinesisk. Det er imidlertid forkert. De talte den lokale tibetanske Amdodialekt. Dalai Lamas storebror Gyalo Thondup lærte sig kinesisk, da han gik i en kinesisk skole, eftersom barndomshjemmet lå i en landsby ved den yderste nordøstlige grænse af det etnografiske Tibet, der var under kinesisk administration, men længere er historien ikke. Jeg har været igennem de kilder, Carlsen bruger, og i ingen af dem står der, at man talte kinesisk i Dalai Lamas barndomshjem.
Påstanden er desværre symptomatisk for Carlsens bog. Den er spækket med faktuelle fejl. Derudover farves Carlsens ellers interessante diskussioner af en stærk skævvridning af både Tibets historie og af Dalai Lamas rolle i den dialog, der siden 1979 med jævne mellemrum er blevet ført mellem Beijing og repræsentanter for Tibets landflygtige leder og regering i Dharamsala i Nordindien.
Generelt giver Carlsen Dalai Lama og eksiltibetanerne skylden for både de manglende resultater af dialogen mellem Beijing og Dharamsala og for den særligt hårde kurs, som Kina siden midten af 1990'erne har ført i Tibet. Begge dele er yderst misvisende.
Ifølge Carlsen skyldes sammenbruddet i dialogen og radikaliseringen af Kinas politik i Tibet i midten af 1990’erne, at Dalai Lama den 14. maj 1995 ensidigt valgte at udpege den 11. Panchen Lama. Hvis Carlsen havde sat sig bedre ind i Tibets nyere historie ville han vide, at den kinesiske ledelse allerede i 1994 delvist forbød fotos af Dalai Lama og besluttede at bekæmpe tibetansk nationalisme og modstandskamp ved at standse de hidtidige spæde forsøg på at give tibetansk sprog og kultur større spillerum. Som den tibetanske topleder Ragdi sagde den 5. september 1994 efter den kinesiske ledelses ”Tredje Forum for Arbejde i Tibet”: ”Fokus i vores regions kamp for at imødegå splittisterne er at modsætte os Dalai-kliken. Som man siger: For at dræbe slangen, må vi først skære dens hovede af.”
Alligevel påstår Carlsen flere gange, at Beijing var ”optaget af at komme til en forståelse med Dalai Lama”. I virkeligheden har Kinas dialog med eksiltibetanerne hidtil kun haft ét formål: at få Dalai Lama til at vende tilbage og underkaste sig fuld kinesisk kontrol. Dalai Lama selv har gang på gang understreget, at det, han er optaget af, ikke er sin egen hjemvenden, men først og fremmest at finde en løsning på spørgsmålet om Tibets fremtid, som vil gavne det tibetanske folk. Disse vigtige forhold fremgår ikke af Carlsens beretning.
Carlsen ser de tusinder af tibetanere i Tibet, der siden slutningen af 1980'erne har demonstreret for uafhængighed, demokrati og menneskerettigheder, som værende forført af Dalai Lama til at politisere deres religion. Det er korrekt, at mange af de, der mest aktivt taler Kina imod i Tibet, er munke og nonner, men det gør de ikke udfra nogen nyfortolkning af buddhismen eller endsige med særligt markante buddhistiske argumenter. De munke, der indledte de store demonstrationer i Lhasa i slutningen af 19980’erne, var netop inspireret af dokumenter om menneskerettigheder og demokrati, som de i hemmelighed havde fået adgang til. Når munke og nonner kan tillade sig at være blandt de mest åbenmundede kritikere af Kina, skyldes det især, at de er mere løsrevet fra et direkte ansvar overfor deres nære end andre i det tibetanske samfund.
Jeg mener ikke, det er op til os andre at kritisere tibetanerne for at kræve demokrati, selvstyre, menneskerettigheder eller for den sags skyld at få deres tidligere uafhængighed genoprettet, som de fleste mennesker i Tibet ønsker. Dalai Lama er gået meget langt for at imødekomme Kinas ønsker. Kina har på sin side ikke givet sig en tomme. Det, der er brug for nu, er et seriøst pres på den kinesiske regering for at indlede forhandlinger med Dalai Lama om Tibets fremtid, ikke at støtte Kinas historieomskrivning eller propaganda, som Carlsen på mange måder gør.