Læsetid: 5 min.

Kvinder som løber med guitarer

Til et fornemt arrangement i Jazzhouse præsenterede pladeselskabet Playground tre kvindelige kunstnere, hvoriblandt det ubeskrevne blad Annika Aakjær viste et ustyrligt potentiale
Til et fornemt arrangement i Jazzhouse præsenteredes tre kvindelige kunstnere, hvoriblandt Annika Aakjær viste et ustyrligt potentiale
8. december 2007

Man skal passe på med hype - det vil sige overdreven for nu ikke at sige eksalteret positiv omtale af hint eller hisset fænomen inden for ens stofområde - i mit tilfælde altså musik. Det kan give bagslag i form af troværdighed, hvis man tidligere verbalt er gået i spagat over det mindre unikke, når man så endelig møder det helt store bjergtagende talent.

På den anden side skal man også passe på med at hype det unikke talent, fordi folk af den art nødig skulle ende med at tro på alt, aviserne skriver om dem. Sagt på en anden måde - ros og anerkendelse er vigtig for det ubeskrevne blad, men overdreven ditto kan i værste fald virke både lammende og decideret skadeligt for den kunstneriske selvopfattelse.

Så lad mig bare nøjes med at fastslå, at sangeren, sangskriveren og entertaineren Annika Aakjærs show torsdag aften i Jazzhouse var noget ganske særligt. For nu ikke at bruge ord som 'gennembrud', 'åbenbaring' og 'underholdende på kanten af det grænseoverskridende'. Det ville måske være at pumpe hamburgerryggen rigeligt op - og dog.

Aakjærs - et efternavn, der forpligter - selvlysende optræden faldt i øvrigt i forbindelse med pladeselskabet Playgrounds særlige dameaften i Jazzhouse torsdag, et helt igennem strålende initiativ, som vi hermed på det kraftigste opfordrer til gentagelse af. Hun var sat på først og gik - alene med sin guitar og sit flammende røde hår - frygtløst i publikum med træsko på med den første af sine lange monologer, der til en begyndelse kan virke flippede og spontane, men hvis rammende og ofte herrevittige pointer afslører dem som både velgennemtænkte og omhyggeligt indstuderede. Det ledte direkte til den strålende åbningssang om "Drømmenes toilet", og så havde Aakjær os ellers i sin hule hund til den ubitre ende.

Og selv om der ikke skal herske tvivl om, at hendes talent som borderline stand-upper er det umiddelbart mest bemærkelsesværdige ved hende, spiller hun endvidere også glimrende på guitar ("som en mand", skrev Gaffa), synger igennem med en stærk og gennemtrængende stemme og skriver mindeværdige sange på et mundret dansk - ofte om emner, der ikke sådan normalt lige finder vej ind i det populærmusikalske. Således f.eks. "Barbie sangen", der synges fra den kasserede Barbie-dukkes synsvinkel - med en klar punchline, henvendt til dukkens ejerinde: "Jeg er stadig smukkere end du nogensinde bliver -"

Eller den om hendes gamle forbitrede engelsklærer fra gymnasietiden, der havde fået sin helt egen sang med på vejen, selvfølgelig betitlet "Utilfreds i en alder af 55".

Den sved. Sgu. Også måden hun inddrog sin opvækst i en lille by uden for Aalborg (der forblev navnløs, idet den åbenbart var stigmatiseret af det lokale "spasserhospital") eller sin tidlige ungdom i Århus var ubetalelig.

Skal jeg partout dryppe en dråbe af den malurt, jeg altid har stående her og der og alle vegne, i Annikas bæger, kunne det være spørgsmålet om, hvorvidt sangene ville have ramt mig på helt samme måde uden de fabelagtige introduktioner, kunstnerinden med sådan tilsyneladende lethed fyrede af? Det må tiden vise, thi Aakjær pladedebuterer først til foråret. Til da kan jeg kun anbefale Dem at få røven op af sofagruppen og hu hej af sted ud i byen, når de ser Annika Aakjærs navn pryde plakaten til Deres lokale spillested, thi som scenekunstner er hun allerede et unikum. Og det er ikke hype, det er et faktum.

Kolossal udvikling

Efter en kort pause gik den talentfulde Julie Maria på med sit ferme lille band og gav en præsentation af materialet fra sit seneste album, På kanten af virkeligheden, udsendt i år.

Maria tilhører en særlig skole af kvindelige sanger-sangskrivere, der tager deres primære cues fra navne som Suzanne Vega og Joni Mitchell, hvis klang og melodiske tilgang også kan spores i Julie Marias univers, bevidst eller ej. Hun har i løbet af bare to album udviklet sig kolossalt og det er tydeligt, at hun også på en scene kæmper bravt for at komme ud af den der 'pæn pige'-spændetrøje, hendes sange ind i mellem kan give associationer i retning af.

Trods brugen af ofte pikante akkordgange og en raffineret harmoniopfattelse vil hun tydeligvis gerne arbejde sig hen mod noget mere tyngdefyldt rytmisk - hvilket også momentvist lykkedes, selv om stemmen stadig er meget piget. Er Julie Maria ikke nået i mål endnu - hun mangler således en afgørende, uforglemmelig signatursang, selvom det funky "Også om dagen" er kandidat til titlen - og stadig står og vipper mellem det pigede og det mere interessant kvindelige, er der ingen tvivl om, at hun er kommet for at blive. Hendes åbenlyse kamp med stoffet er både respekt og opmærksomhed værd, selvom hun ind i mellem godt kan efterlade indtrykket af simpelthen at slide for hårdt i det frem for bare at lade det flyde.

Afslappet og indtagende

Efter en runde Kings ude i kulden foran Jazzhouse besteg veteranen Karen Busck - med to album i bæltet og et nyt på vej - scenen med sin afslappede og indtagende stil, der tyder på en kunstnerinde, som i den grad hviler i sig selv. Og da det er fire år siden, hun sidst var albumaktuel, tog hun konsekvensen heraf og serverede kun materiale fra sit kommende album. Og det fungerede faktisk godt, ikke mindst i kraft af et suverænt solidarisk band, der udover alle de faste positioner også talte en fremragende violinist og ditto cellist.

Buscks gebet er den sofistikerede mainstreamsang, hvilket stiller store krav til det melodiske, og der var da også et par sikre ørehængere blandt de nye sange.

Hendes sangteknik er også upåklagelig, så det er nok noget med smag og behag, der gør, at jeg ikke er ved at dåne over hendes kunst. Der synges nok lige lovlig meget om kærlighed - i forhold til så mange andre af livets aspekter, f.eks. ... - til at jeg føler mig rigtig inviteret med til bords. Det gøres der så til gengæld med en utrolig indbydende, sikker og smidig stemme, man gerne hørte give sig i kast med et mere udfordrende tekstmateriale og måske lidt flere musikalske modhager.

Vi forlod i hvert fald Jazzhouse musikalsk mættede og modige på morgendagen med, så tak til tre stærke damer og deres pladeselskab for en god aften.

Ladies Playground - med Annika Aakjær og Julie Maria og Karen Busck, Copenhagen Jazzhouse, torsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu