Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Kvindesyn i shahens og ayatollahens land

Seks unge kvindelige iranske fotografer viser på en intens udstilling i Berlin, at kvinder i Iran både er skarpe, fulde af humor og nostalgi
Mehraneh Atashi (nederest til venstre) viser tildækkede kvinder i en afklædt mandeverden og har her fået adgang til et mandeunivers: en tyrkisk badstue.

Mehraneh Atashi (nederest til venstre) viser tildækkede kvinder i en afklædt mandeverden og har her fået adgang til et mandeunivers: en tyrkisk badstue.

Mehraneh Atashi

Kultur
11. december 2007

BERLIN - To scener brændte sig fast på min nethinde, da jeg havde set Persepolis, der er øjeblikkets must see-tegnefilm af den iranske tegner Marjane Satrapi og franskmanden Vincent Paronnaud: Scenen, hvor Marjanes bedstemor fortæller, hvordan hun hver morgen plukker jasminblomster og kommer dem ned i sin bh, så hun kan dufte godt hele dagen. Og scenen, hvor den lille Marjane som den eneste får lov til at besøge sin onkel Anouche i fængslet, før han henrettes af det iranske præstestyre.

Her forærer han hende en svane, han har lavet af brød.

I en film, der handler om forfærdelige ting som krig, diktatur, henrettelser, kvindeundertrykkelse, at bo på gaden og ikke kunne finde sig selv og sit land, er disse to scener ren poesi.

Og ren poesi fra unge iranske kvindelige kunstnere er også, hvad man oplever, når man i Berlin besøger fotoudstillingen Made in Teheran. Her kan man opleve værker af seks kvindelige fotografer, født mellem 1974 og 1981 i Teheran. Modsat Marjane Satrapi, der i dag bor i Paris med sin svenske mand, er alle de seks fotografer stadig bosiddende i Teheran.

Kighuller og familiefotos

Når man var barn i 1980'erne, var Iran og Irak lige så uløseligt et sprogpar som Chip og Chap. Hver aften var TV-Avisen fuld af billeder af sønderbombede steder fra krigen mellem de to lande, og ind-imellem så man mennesker gå gennem gaderne med billeder af en gammel mand med langt skæg og en fjollet sort hat. Man lærte at sige Ayatollah Khomeini, samtidig med at man lærte at sige firkløverregering og kartoffelkur - uden sammenligning i øvrigt.

De seks fotografer, der alle tilhører den generation af iranere, der er blevet voksne, efter at den otte år lange krig med Irak sluttede, viser som Satrapis Persepolis-film en menneskelig side af et land, der gudskelov rummer mere end Ahmadinejad og hans drømme om atomvåben. De udtrykker sig meget forskelligt, og dog krydser deres temaer hinanden. Tildækkede kvinder i en afklædt mandeverden for eksempel.

Som når Mehraneh Atashi (f. 1980) får adgang til et Zourkhaneh (et tyrkisk bad), hvor kvinder normalt er forment adgang. Her har hun fotograferet ind i spejlet, så man ser hende selv iført hovedtørklæde, jeans og strømpesokker knælende med fotografiapparatet og i baggrunden fedladne, behårede, iranske mænd foran vægge fyldt med fotografier af Irans forskellige religiøse overhoveder.

Eller når Gohar Dashti (f. 1979) har valgt at bruge en række gamle familiefotos som en kilde til fortiden, og man på et billede fra 1972 ser en familie bade ved stranden: Seks mennesker er fotograferet, mens de bader. De tre kvinder er iført hovedtørklæder og tøj, så de i hvert fald ikke fryser. De tre mænd og drenge har bare overkroppe. Børn og barndom er også et tema, som flere af fotograferne beskæftiger sig med. Hamila Vakili (f. 1979) har fotograferet små piger med skoletasker med motiver af Barbie-, Bratz- og andre tegneserier fra den vestlige verden. De små piger stråler af stolthed. Skolegang for piger er ikke en selvfølge i den del af verden.

Atashi har også lavet en række collager med titlen Barndom.

Det er barndomsfotografier af hende selv sat sammen med fotografier af hendes bare fødder med skiftende farver neglelak på tæerne: Lige fra de håbefulde lysegrønne til de sorte resignerende. Her ser man billedet af en lille, bar og selvsikkert poserende Mehraneh Atashi i familiens sofa side om side med et skole/pasfoto af den samme pige hyllet ind i hovedtørklæde og gevandter. Der er en verden derhjemme og en verden derude i Iran.

Denne skelnen mellem den intime verden inden for familiens fire vægge og den ydre gør Ghazale Hedayat (f.1979) helt tydelig i sin fotoserie, der hedder Peepholes (kighuller).

Hun bruger dørspionen til at kigge i sin families gamle fotoalbum fra tiden før revolutionen i 1979. Alle billederne svæver som runde jordkloder på sort baggrund, og vi får et kig til en verden af persiske skrifttegn, foldede hænder, vestligt tøj, alt sammen enkelt og en anelse nostalgisk.

Udstillingens kunstnerisk mest originale bidrag står Shadi Ghadirian (f. 1974) for.

Ghadirians fotografier viser et skrivebord på en computer, en sort baggrund med ikoner. Sammen med disse ikoner ser man en kvinde, men kun hendes hoved, fødder og hænder, resten går i ét med det sorte. Som med dukkeførere. I danseragtige positurer bevæger kvinden ikonerne, og de bevæger hende.

Computerens verden er nu vores verden, som vi skal skabe plads til os selv i, samtidig med at den giver os uanede muligheder for kontakt, kommunikation og udfoldelse.

Det lille ikon for cd-brænderprogrammet Nero burning ROM med et brændende Colosseum finder man side om side med mere velkendte ikoner som Adobe og Paint.

Made in Teheran: Sechs Frauenblicke, Cicero Galerie für politische Fotografie, Rosenthalerstr. 38 (baghuset), 10178 Berlin, 21. nov. 2007 - 19. jan. 2008. Gratis adgang. www.artefakt-berlin.de

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her