Læsetid: 4 min.

Livet levet blink for blink

Julian Schnabel gør den paralyserede Elle-redaktør Jean-Dominique Baubys memoirer til en smuk og sanselig fortælling om at vælge livet og kommunikere på trods af alt i filmen 'Dykkerklokken og sommerfuglen'
Engagerende. Mathieu Amalric leverer en imponerende præstation, både som grøntsag og som tilbageblikkenes friske Bauby. Resultatet er, at man filmen igennem engagerer sig.

Engagerende. Mathieu Amalric leverer en imponerende præstation, både som grøntsag og som tilbageblikkenes friske Bauby. Resultatet er, at man filmen igennem engagerer sig.

7. december 2007

Jean-Dominique Bauby var succesrig redaktør af det franske modemagasin Elle. Som 43-årig fik han et slagtilfælde og blev fange i sin egen krop. Han var ved fuld bevidsthed, men ude af stand til at kommunikere med omverdenen. Det eneste, han kunne bevæge, var venstre øjenlåg.

Med tålmodige assistenters hjælp fik han skrevet en bog om sit liv og sin tilstand ved at blinke, når de nåede til det bogstav i alfabetet, han nu ønskede ned på papiret. Blink for blink, bogstav for bogstav, blev hans memoirer, Dykkerklokken og sommerfuglen, langsommeligt til. Tre dage efter, at bogen udkom i 1997, døde han af en hjertefejl.

Det er denne utrolige historie, maleren og instruktøren Julian Schnabel fortæller i sin nye film. Efter to kunstnerbiografier om maleren Basquiat og den cubanske forfatter Reinaldo Arenas i Before Night Falls tager han igen udgangspunkt i en markant person fra virkeligheden. Denne gang ikke en kunstner, og så alligevel. Bauby var en dygtig skribent, og hans præstation med at diktere en hel bog med et øjenlåg repræsenterer om noget en smertefuld skabelsesproces.

Koma og kvinder

Dykkerklokken og sommerfuglen skaffede Schnabel prisen for bedste instruktør ved dette års film festival i Cannes, og det er i spøg blevet sagt, at det da også må være den film, der har mest instruktion pr. kvadratmeter. Schnabel bruger nemlig Baubys 'locked in'-syndrom til at skrue op for de subjektive indtryk fra det ene friske øje, og filmen er fuld af originale effekter og tankeflugt, som vidner om hans store talent for at skabe stemningsfulde billeder på lærredet.

Vi vågner ved filmens begyndelse som Bauby fra et koma i en hospitalsseng og indser med ham, at han er paralyseret og ude af stand til at kommunikere. Hans indre monolog indvier os løbende i de mange ofte tørt humoristiske tanker, der løber igennem hans hoved, mens han iagttager verdens gang.

I begyndelsen leges der med uskarpe billeder og besynderlige kompositioner, når folk pludselig er helt oppe i hovedet på ham for at undersøge et eller andet. Da hans syge øje bliver syet til, forsvinder kameraet bag stingene, men heldigvis for at genopstå uden for Bauby på et tidspunkt, hvor man er begyndt at frygte, at filmen vil blive et lovligt eksperimenterende to timer langt studie i subjektivt kamera.

Feteret redaktør

Gennem tilbageblik får vi gradvis en fornemmelse af Baubys liv inden lammelsen. Han levede et playboyliv som feteret redaktør, der netop havde forladt sin kone (Emmanuelle Seigner) og to børn til fordel for en ny flamme. Som i en modereportage flokkes unge, smukke kvinder om hans seng. Dels konen, men også terapeuten Henriette (Marie-Josee Croze) og Claude (Anne Consigny), som tager diktat.

Bauby er indlagt på et hospital ved kysten, og det er, som om havet udefra skyller ind i billederne og kærtegner de mange kvinder med en blå-grøn farveskala, som fotografen Janusz Kaminski får sanselige øjeblikke ud af.

Med kvinderne rykker en melodramatisk såvel som melankolsk dimension ind i Dykkerklokken og sommerfuglen, men filmens mest gribende scener er med Max von Sydow som Baubys 92-årige far. Et tilbageblik etablerer deres forhold, og da faren efter sin søns sygdom indser, at han ikke kan svare ham i telefonen, får man uvilkårligt en klump i halsen.

Engagerende grøntsag

Portrættet af Bauby ligger fint i forlængelse af de hårdt prøvede kunstnere fra Schnabels tidligere film, og hans historie tillader Schnabel at bruge hele paletten og arbejde frit med sanseindtryk, drømmesekvenser og farver. Indimellem stritter de mange indfald og bliver mere sjove enkeltoplevelser end fremmende for historien, som er adapteret til film af Pianisten-manuskriptforfatteren, Ron Harwood.

Når Baubys øje sys sammen, er det således en både opfindsom og morsom sekvens, men den bringer os ikke tættere på ham og hans tragedie.

Filmen står og falder med et engagement i Baubys skæbne, og den fremragende skuespiller Mathieu Amalric leverer en imponerende præstation, både som grøntsag og som tilbageblikkenes friske Bauby. Resultatet er engagerende, selv om man somme tider skal kæmpe sig tilbage i hans historie, når Schnabel pludselig distraherer.

Når han f.eks. vælger at bruge den fine musik fra Truffauts klassiker Ung flugt, kan man sagtens forstå parallellerne til scenerne ved havet og drømmen om frihed, men man bruger alt for meget krudt på pludselig at flytte sig til Truffaut-territoriet frem for at være i Schnabels film. Musikken fra Lolita dukker også op. Det klæder filmen meget bedre, når Paul Cantelons klavermusik frem for blandt andet U2 og Tom Waits får lov at ledsage længslen på lærredet.

Mit venstre øjenlåg

Efter premieren i Cannes sammenlignede flere kritikere filmen med Min venstre fod, hvor Daniel Day-Lewis som den lammede maler Christy Brown lærte at skrive og male med sin venstre fod. Schnabel bruger imidlertid Baubys skæbne som afsæt for en æstetisk tour de force snarere end til en psykologisk dyb fortælling med de brutale menneskelige konflikter, som prægede Jim Sheridans film.

Det gør også ondt i Dykkerklokken og sommerfuglen, men altid på en pæn måde og med løbende humoristiske glimt til at sikre, at det aldrig bliver for tungt.

Ikke mindst de mange franske skønheder og omsorgsfulde omgivelser skaber ordnede rammer for en mand, som ikke har brugt mange minutter på at overveje mulige ulykker eller angre, før lynet pludselig slog ned. En scene med vennen Roussin (spillet af Niels Arestrup) giver ham dog stof til eftertanke. Roussin tilbragte fire år som gidsel i Beirut, hvilket Bauby aldrig havde tid til at forholde sig til.

Der skulle et slagtilfælde til for at standse op og tænke efter. Heldigvis for os kom tankerne ud fra dykkerklokken, blink efter blink. Først som bog og nu som fascinerende film.

Dykkerklokken og sommerfuglen. Instruktion: Julian Schnabel. Manuskript: Ron Harwood. Fransk-amerikansk (Grand og Empire, København, Café Biografen, Odense, og Øst for Paradis, Århus)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu