Læsetid: 5 min.

Det menneskelige overskud

Den afgørende konflikt står ifølge den tyske kulturkritiker Peter Sloterdijk ikke mellem Gud og ateisme, men mellem den militante dyrkelse af den sande Gud og pragmatisk besindelse på religioner som kilde til at drage omsorg for sig selv og fællesskabet
Den sande Gud. Mennesket står i forhold til noget, der overskrider den almindelige hverdagsforklaring. For nogle har den modernistiske kunst taget religionens plads, for andre bliver det politiske projekt til en iver efter den store sandhed, mener filosoffen Peter Sloterdijk.

Den sande Gud. Mennesket står i forhold til noget, der overskrider den almindelige hverdagsforklaring. For nogle har den modernistiske kunst taget religionens plads, for andre bliver det politiske projekt til en iver efter den store sandhed, mener filosoffen Peter Sloterdijk.

Lars Hansen

22. december 2007

Da den amerikanske skuespiller Forest Whitaker i 2007 modtog en Oscar, sagde han tak:

"Jeg vil gerne takke Gud for, at han altid har troet på mig."

Det bemærkelsesværdige var ikke, hvem der blev takket. Gud bliver ustandseligt takket, når stjerner jubler over deres egne præstationer. Det særlige var troens retning: Det er ikke Forest Whitaker, der tror på Gud, men derimod Gud, som tror på ham. Gud bliver i det perspektiv til en ressource for individualister.

Den tyske filosof og kulturkritiker Peter Sloterdijk nævner episoden som eksempel på, at kristendommen for langt de fleste troende ikke længere er en religion, som tilstræber verdensherredømme. Der er markante militante undtagelser, men der er selv i Amerika langt flere 'narcissistiske sønner' end 'truende fædre'. Når vi i Vesten taler om den kristne Gud, taler vi meget ofte om os selv.

Kilder til transcendens

Men Gud kan ifølge Sloterdijk ikke reduceres til en ren menneskelig projektion. I sin nye bog Gottes Eifer (Guds iver el. iver efter Gud, red.) skitserer han brudfladerne mellem de tre store monoteistiske religioner: jødedommen, kristendommen og islam. I modsætning til den populære ateisme beskriver Sloterdijk ikke religion som udtryk for en menneskelig mangel, men derimod som formulering af et menneskeligt overskud. En vulgær religionskritisk analyse hævder gerne, at menneskene opfinder Gud, fordi de ikke kan forsone sig med ondskaben i den sociale virkelighed, finde sammenhæng i verden eller stole på det oplyste menneskes selvkontrol. Gud bliver en slags kompensation for de svage og dumme.

Sloterdijk ser i stedet positive fænomener som anledning til religion. Han taler om kilder til 'transcendens', til overskridelse. Som eksempel nævner han den 'heftige oplevelse'. En voldsom følelsesmæssig intensitet opleves som et indbrud fra en anden verden. En anden kilde til transcendens er fornemmelsen af, at der i mødet med 'det andet menneske' viser sig noget, som man ikke kan trænge igennem til. Der er noget fjernt og uopnåeligt i mennesket overfor. Der gives også forandringsprocesser, som er så langsomme, at vi ikke kan registrere dem med vores sanser. Udviklingen af naturfænomener over en længere periode giver anledning til den antagelse, at der må stå en skaber over naturen. Gud kan også vise sig som trøst. Nogle lærer at leve med store tab, fordi de kobler tabsoplevelsen til en forestilling om et overordnet plan, hvor de enkelte tab ophæves i en højere mening. Sloterdijk nævner også en filosofisk figur som kilde til transcendens: Man mener, at der til den menneskelige intelligens hører evnen til at forestille sig en større intelligens. Også døden anskuer han som potentielt overskudsfænomen: Mennesket forestiller sig det sted, hvor de skal hen efter livet. Døden, som de fleste moderne mennesker vil erkende som et ikke-sted, bliver i religiøse tydninger til et specifikt sted. Som den syvende og sidste anledning til antagelser om transcendens nævner Sloterdijk forestillingen om 'åbenbaringer': Et 'budskab' bliver os overleveret, en tanke, som vi ikke selv er ophav til, melder sig i bevidstheden. Nogle forholder sig pragmatisk til de religiøse forklaringer efter devisen: Hvis det virker, er det også sandt. Hvis man får det bedre af at forestille sig et konkret dødsrige, har religionen bevist sin berettigelse. Men andre kræver en konsekvens af de religiøse tydninger: Når de kan forklare det, vi ellers ikke kan forklare, må man udvikle et system af religiøse sandheder, som kræver almindelig underkastelse. Når transcendensforklaringer radikaliseres til et krav om den absolutte sandhed, bliver de til 'iver efter Gud'. Denne 'iver efter Gud' har retfærdiggjort de mest bestialske korstog, religionskrig og barbariske henrettelser. I øvrigt ser Sloterdijk kommunismen som en fjerde ateistisk monoteisme, hvor 'folket' tog Guds plads. Det sjove er i den henseende, at kommunismens masseforbrydelser har givet den pragmatiske religion en ny legitimitet. Det hævdes, at troende har et afklaret og privat forhold til det absolutte, som sikrer, at de ikke investerer deres 'iver efter Gud' i politiske utopier.

Kun en vej står åben

De tre monoteistiske religioner rummer alle den 'ivrende' tilbøjelighed. Sloterdijk rekonstruerer deres historie som forvaltninger af iveren efter en Gud.

Jødedommen skal ifølge Sloterdijk forstås som protestreligion for det udvalgte og forfulgte folk, hvorimod Paulus med kristendommen grundlagde den universalistiske monoteisme. Kristendommen var ikke forbeholdt det udvalgte folk, men rettede sig som budskab om frihed og kærlighed globalt. Den militante og den religiøse impuls bliver ifølge Sloterdijk forenet i islam, hvor den enkelte troende rituelt samler sin koncentration under de daglige bønner, og pilgrimsrejsende i flok stener djævlen.

De tre religioner er afhængige af hinanden. Det er kun i konkurrence med andre guder, at det giver mening at kalde sin egen Gud for den eneste ene. De tre religioner er ifølge Sloterdijk også defineret ved hadet til dem. De vinder deres ivrende styrke i konfrontation med modstandere. Muslimer påberåber sig islamofobi, kristne fører kamp mod den liberale humanisme, og jøder gør opmærksom på tendenser til anti-semitisme. Uden den daglige kamp mod de vantro og de andre religioner, ville de religiøse fællesskaber miste den militante impuls.

Sloterdijk slår fast, at islam i dag er langt den mest forhadte religion. Kristendommen omgås med overbærende sympati, mens jødedommen efterhånden beundres for sine kulturelle produkter.

Sloterdijks analyser er lige så skarpe, som de er forkortede. Han bedriver ikke teologi, men derimod kulturkritik. Det, der interesserer ham egentligt, er ikke de tre religioneres interne kamp, men derimod muligheden for en civiliserende pragmatik. Mennesket står i forhold til noget, der overskrider den almindelige hverdagsforklaring. For nogle har den modernistiske kunst taget religionens plads, for andre bliver det politiske projekt til en iver efter den store sandhed. Men det afgørende for Sloterdijks kulturkritik er, at han ikke anskuer religion som en barbarisk rest, der skal udryddes. Han ser en konflikt mellem pragmatikere, der bruger religionen til at drage omsorg for sig selv og give symbolske betydninger til et fællesskab, og dem, der fastholder religionen som militant beredskab. Det optimistiske blik ser globalisering som den gensidige civilisering af kulturer. Et pessimistisk blik fremhæver omvendt, at globalisering skaber kollektiver af tabere, som tiltrækkes af den militante iver. Det religiøse spørgsmål bliver derfor også til et spørgsmål om global social retfærdighed. Og som Sloterdijk både starter og slutter: "Kun den civiliserende vej er stadig åben".

Peter Sloterdijk: Gottes Eifer. Vom kampf der drei Monotheismen. 220 s., 17.80 Euro. 247 kr. Atheneum Boghandel

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu