Læsetid: 4 min.

Da mennesket blev myndigt

Videnskab. Nyt dansk oversigtsværk over oplysningstiden er stærkt tiltrængt i en tid, hvor det politiske flertal bæres af folk, for hvem oplysningsbegrebet er en pestilens
Videnskab. Nyt dansk oversigtsværk over oplysningstiden er stærkt tiltrængt i en tid, hvor det politiske flertal bæres af folk, for hvem oplysningsbegrebet er en pestilens
13. december 2007

"Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er mangelen på evne til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at betjene sig af den uden en andens ledelse. Sapere Aude! (vov at være vis) Hav mod til at betjene dig af din egen forstand, er altså oplysningens valgsprog."

Denne definition på oplysning skyldes oplysningstidens utvivlsomt største filosof, vel en af de betydeligste filosoffer nogensinde, preusseren Immanuel Kant (1724-1804), hvis appel til og kritik af menneskets rene fornuft danner grundlag for det tankeværk, der både dannede perioden og på sin vis også afsluttede den i noget nær dens egen modsætning. Kants krav om modet til fornuft rækker ud over kald og stand, ud over kaste, klasse, køn, nationalitet, religion eller noget som helst andet der hegner mennesket ind. Deri består det Kantianske imperativ.

Kants modernitet og aktualitet viser sig i endnu et citat, som stiller de traditionelle magthierarkier i rang neden for mennesket:

"Vi lever i en tidsalder af kritik, som alt må underkaste sig."

"Religionen henviser til sin hellighed og lovgivningen til sin majestætiske suverænitet, og begge vil gerne unddrage sig. Men derved pådrager de sig begrundet mistanke og kan ikke gøre krav på den uforblommede agtelse, som fornuften alene udviser over for dem, der har kunnet udholde dens frie og offentlige prøvelse."

Den troende, som i et eller andet omfang har accepteret religionens liturgi og dogmatik, kan med andre ord ikke regne med Kants forståelse, såfremt accepten er ensbetydende med opgivelsen af kritikken. Det siger sig selv, at kritikken kan medføre afvisning af det hinsides, afvisning af troen. Folk, der har draget den konklusion, blev af den nye danske kirkeminister ved sin tiltræden kaldt ignoranter, hvilket jo kun kan antyde Kants indvendingers relevans.

Lad disse ord om den store preusser være indledning til en varm anbefaling af Ole Høiris' og Thomas Ledets kæmpeværk: Oplysningens verden - idé, historie, videnskab og kunst, just udgivet på Aarhus Universitetsforlag.

Nye statsteorier

Der hersker nogen uenighed om, hvor oplysningen begynder, og hvornår den slutter. Normalt finder man afsæt i den engelske revolution i 1680'erne og endepunkt i 1789. Indædte kritikere eller ligefrem modstandere af oplysningen - sådanne fandtes og findes jo, ikke mindst i kirkelige kredse - inddrager gerne den franske revolution, altså op til 1799, for at vise, hvor galt det kunne gå.

Høiris' og Ledets redaktion har med kyndig hånd og smuk reverens for den encyklopædiske tanke opdelt værket i 38 afsnit omhandlende alt mellem himmel og jord med prolog og epilog.

Emnerne rækker fra konkrete videnskabelige fænomener og opdagelser, fra mekanikkens gennembrud over de store nye observationer af kosmos og den mikroskopiske verden over sprog, litteratur og uddannelse til den nye jura og de nye statsteorier om magtdeling og folkenes suverænitet, som vel at mærke ofte kom til at stå i et temmelig bizart forhold til tidens enevældige virkelighed.

Et meget tankevækkende kapitel står Jens Evald for med en gennemgang af den danske kronjurist Henrik Stampes virke. Stampe var en ivrig student af Montesquieu, dennes ideale forestillinger om magtens væsen og deling, samtidig med at Stampe i enevældens navn satte alle fine fornemmelser til side og dømte Struensee til en barbarisk død på skafottet. Hermed er antydet, at den store bog på præcis 600 sider i allerhøjeste grad ser oplysningen i et dansk perspektiv.

Dette velredigerede og smukt udstyrede kæmpeværk om en af de væsentligste perioder i Europas historie, måske dén væsentligste, udkommer i Danmark, hvor det politiske flertal bæres af folk, for hvem oplysningsbegrebet og perioden er en pestilens. Man tror, det er lyv, men sådan er det.

Folkepartiets ideologer, præsterne, fremholder menneskerettighederne, hvis formulering er oplysningens statsretslige og humanistiske nav, som menneskerettighedstyranniet. En af inspiratorerne til absurditeten er Edmund Burke, hvis skepsis førte ham til modstand mod negerslaveriets ophævelse, ligesom han afviste bøndernes 'selvindlysende' rettigheder. Helt så tosset som den aktuelle afvisning af menneskerettighederne som sådan var Burke nu heller ikke i sine advarsler mod sin samtids alt for skråsikre tro på abstrakterne i en praktisk verden.

Debat i kaffehusene

Perioden, som vi altså under ét kalder oplysningstiden, skønt dens sammensathed er evident, opviser folkelige fænomener, der får vidtgående betydning for samfundsudviklingen hen mod enevældens afvikling. Her i landet var det klubberne, hvor borgerskabets mænd mødtes og drøftede i nogenlunde læ for politistikkerne.

I England, hvor det parlamentariske styre var ved at gå under, etableredes kaffehusene, som grundlagde den moderne debat og indirekte udviklede pressen i kritisk forstand. Hogarths billeder fortæller om stederne, der bredte sig som svamp i London. Michael Skovmand har skrevet en fin artikel om denne britiske institution, hvor høj og lav i det intellektuelle miljø kunne mødes og diskutere på nogenlunde lige fod, blandt andet i Wills kaffehus nær Covent Garden.

Gennem denne epoke, så afgørende for det moderne og forudsætningen for alt, hvad der gør tilværelsen bærbar for de privilegerede i vore dage, strømmer en fremskridtets optimisme og nu og da næsten rørende overbevisning om, at overtroen er på vej ud af menneskets tilværelse. Denne fremskridtsoptimisme indebar også forestillingen om, at mere viden og mere endnu kunne forandre verden til det bedre.

Potentialet var der, men nissen flyttede som bekendt med. Dengang som nu mente de konservative modstandere af rettighedstanken, at forestillingen om mennesket i centrum og Gud på stand by var den lige vej til folkemord og sort nat.

Denne store bog tjener til at vise, at vejen ikke var lige, og at oplysningen ikke i sig selv og ikke som automatik eller som Guds straf indebar denne frygtelige mulighed. Den udvikling, som endte i Auschwitz og Gulag, fortjener en mindre overfladisk og mere nuanceret forklaring. Men det er en anden historie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu