Læsetid: 5 min.

Når 'Nøddeknækkeren' ser sig selv i spejlet

Ønskedrøm og mareridt danser side om side i Peter Langdal og Kenneth Greves hvirvlende teaterfortolkning. Men blomsterpoesien knækkes af abrupte trin
Himlen bliver stor og uhyggelig og fuld af utilregnelige snefnug her i snedronningens isnende univers i -Nøddeknækkeren-. Forstærket af den smukke Silja Schandorff under en imponerende kappe.

Himlen bliver stor og uhyggelig og fuld af utilregnelige snefnug her i snedronningens isnende univers i -Nøddeknækkeren-. Forstærket af den smukke Silja Schandorff under en imponerende kappe.

Henrik Stenberg

11. december 2007

Midt i Nøddeknækkeren kan øjnene pludselig ikke forstå, hvad der foregår. For hvad er scene, og hvad er spejl? To kæmpespejle vælter truende ind over danserne helt oppe fra sceneloftets sider, og bagfra kliner et smalt spejl sig frem mod tilskuerne. Jamen, hvad sker der? Proportionerne forvrænges, og pludselig bliver Nøddeknækkerens nydelige drøm til et mareridt. Med et enkelt fingerknips!

Det er scenografen Karin Betz, der har leget med spejle på Det Kgl. Teater. Og det er takket være hende, at Kenneth Greve og Peter Langdal slipper så godt fra deres mange løjer med den gamle balletklassiker. Hun digter med på deres påfund, og hun skaber samtidig ro i den hvirvlen af billeder, som Greve-Langdal kaster tilskuerøjnene ud i. Hendes allerførste scenebillede er et lille karnapvindue med spejle og med sneboldskasten udenfor; som pletskud for sjælen. Desuden har hun skabt nogle forrygende kostumer. Hendes kosakdrenge er iført de smukkeste rød-sorte russerskøder med opdrift, og hendes lidt for tykke balletlærerinde har fået netop den sul på lårene, der står så godt til flæsenumse...

For det er en meget teatralsk Nøddeknækker. Den halvstore Claras oplevelse af den allerførste forelskelse er forestillingens egentlige historie. Og sådan som skønheden Juliette Schaufuss (Peter Schaufuss' lillesøster) og charmøren Jeppe Banke dansede på premiereaftenen, så blev denne forestilling vitterlig en forestilling for børn og deres voksne. Her er historiens kerne de to børns sommerfugle i maven over at skulle tage hinanden i hånden og kaste sig ud i kærligheden - ikke de voksnes trintekniske showoff i de berømte danse.

Svært og kantet

Dramaturgisk fungerer forestillingen godt på børnenes præmisser. Ungerne bevæger sig imponerende hjemmevant på den julepyntede scene; med mindstepigen som nuttet anfører. Desuden er det skønt, at Langdal bryder de sædvanlige børnelinjer op, så ungerne netop ikke er lige høje; børnesoldaterne er netop så vildt forskellige i størrelse, at krigens urimelighed bliver endnu tydeligere her i miniformat. Og musene er alt fra nuttede museunger til grumme rotteonkler.

Balletmæssigt har de mange danseindslag undervejs både tempo og dynamisk variation - lige fra snefnug til spanske temperamentskvinder og kinesere på cykler, men de mange indslag truer med at stjæle opmærksomheden fra hinanden. Som om iscenesætterne har været bange for at skrabe historien ren og fokusere på én dans ad gangen. Eller én danser.

Renheden dukker dog op til sidst i form af en dans for en voksen nøddeknækkerprins og hans nu lige så voksne Clara. Her forsvinder alle spejlene, men også alle juletræskugler. Væggene lukker sig og bliver himmelblå, og så er der bare dans for dansens egen skyld: Svær dans. Kompleks dans. Og mættet dans. Men egentlig ikke smuk dans. Det virker, som om Kenneth Greve har været så forhippet på at udfordre sine kolleger med svære trin, at han helt har glemt at digte og nynne med på det forførende åndedræt i Tjajkovskijs melodier. Nu er alt meget specifikt, men også meget abrupt og uorganisk, fordi det ene svære trin afløses af næste omvendte, dobbelte eller kantede bevægelse. Og så kommer trinene til at mangle luft.

Silja Schandorffs ekslusivt lange linjer blev i hvert fald mærkeligt stækkede, da hun dansede Snedronningen i Greves univers - som om der gik snekrystaller i både armpositioner og tåspids. Og Caroline Cavallos hundesvære blomsterfesolo blev bestormet så voldsomt af koreografiens insisterende komplikationer, at Cavallos udsøgte blomsterpoesi var ved at knække i stænglen.

Koreografisk er dette lidt skuffende, ikke mindst efter oplevelsen af Greves flydende koreografi Lux i Solbjerg Kirke i januar. Her var balancerne fulde af længsel; i Nøddeknækkeren er de proppet med teknik.

Cerut og kørestol

Så danserne er dristige, når de begiver sig ind i Greves vilde trin i den afsluttende pas de deux. På premieren var det solodanseren Andrew Bowman sammen med korpsdanseren Kizzy Howard. Hun serverede imponerende nok de påkrævede fouettéer med piskeben og en tå af stål, inden hun lod sig løfte i alverdens fiskeagtige løft af Bowman, der demonstrerede passende overskud og enhåndsløft til overflod. Heldigvis vil en del forskellige dansere få chancen for at udfordre denne pas de deux. Også selv om den dramatisk falder uden for det andet og virker lidt afmonteret.

Til gengæld er der så meget herligt teater i denne Nøddeknækker og så mange originale figurer. Karakterdanseren Jette Buchwald skaber hele to nye skikkelser, der sender fru Møghe på langtidsferie: Først den gamle bedstemor, der juleaften giver den gas med cerut i munden og uhæmmet dans i sin kørestol. Og så den kageglade Sukkerfe, hvis lår bølger pumpet under de lyserøde balletstrømper og under en pink paryk af de mindeværdige.

Dukker og snefnug

Hvilken anden Nøddeknækkeren, denne version minder mest om? Tja, den har noget af Mikael Melbyes overdådighed fra oversætningen i Tivoli, men ikke Ratmanskys underfundighed i koreografien. Den har noget af Flemming Flindts barnlighed i synsvinklen, men ikke Bjørn Wiinblads naivitet i scenografien. Den har Peter Schaufuss' spejlinger, men ikke hans moderne linjer og overordnede psykologimønstre. Og den insisterer på børnenes synsvinkel med samme ihærdighed som Steen Koerners hiphop-version, som nu danses på Aarhus Teater. For nu at nævne nogle af de Nøddeknækkere, som det danske publikum har kunnet opleve de sidste 15 år.

Men historien er grundlæggende den samme. Desuden skabte forestillingen uventede déja vu'er, som da Lis Jeppesen sad og beundrede pigernes julegavedukker. Nu havde hun rollen som Farmor - hun, der for et øjeblik siden (eller et par årtier) sad og legede med dukke som Clara.

På den måde har Langdal og Greve ladet sig inspirere af de originale mimikere ved Den Kgl. Ballet og deres sans for at skabe finurlige figurer. Og Karin Betz har forvandlet scenen, så den får mareridtets uforståelige dimensioner. Her bliver snefnuggene endnu ondere og smukkere i spejlene end på scenen. Sådan på vej, et sted midt mellem Hoffmanns Nøddeknækkeren og Andersens Snedronningen. Et sted, hvor spejlene vokser, så øjnene suges ind i eventyrlandet mellem drøm og virkelighed.

Koreografi og iscenesættelse: Kenneth Greve og Peter Langdal, frit efter Lev Ivanov ballet over Hoffmanns eventyr (1892). Musik: Pjotr Tjajkovskij. Scenografi: Karin Betz. Lys: Jesper Kongshaug. Musikalsk ledelse: Graham Bond. Den Kgl. Ballet på Gamle Scene til 9. jan. Flere danserhold. www.kglteater.dk

Nøddeknækkeren.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu