Anmeldelse
Læsetid: 1 min.

Ny Film: Biernes befrielsesfront

Dyrerettigheder er en smuk ting, men i Bee Movie - det store honningkomplot - er det blevet insekternes tur
Kultur
21. december 2007

Dyrerettigheder er en smuk ting, men i Bee Movie - det store honningkomplot - er det blevet insekternes tur. Mød Barry B. Benson, en ung og eventyrlysten bi godt loren ved udsigten til at skulle pukle i bikubens honningmageri resten af sit liv. Hans store mund får ham med på et togt gennem Central Park og New Yorks bylandskab med elite-eskadrillen Pollenpiloterne, men uerfarne Barry kommer alvorligt på afveje. Da den unge blomsterhandler Vanessa redder hans liv, byder Barrys samvittighed ham at bryde bi-samfundets forbud mod at tale med mennesker.

Bagslag

Han bliver forgabt i hende (forholdet forbliver gudskelov platonisk), men opdager også racens mørke side i form af sweatshop-agtig biavl. Optændt af retfærdig harme tager Barry sagen til højesteret, skønt hans gode intentioner på næsten von Triersk vis skal give bagslag.

Filmens høje fortælletempo og mange gode visuelle gags gør, at man bærer over med huller i logikken, som at hjertensgode Vanessa dater en gennemført kedelig karl. Et lystigt summende lille tidsfordriv garneret med hilsener til Fagre voksne verden, en sød 'lev-og-lad-leve'-morale og selvironiske biroller ved Ray Liotta, Sting og Larry King.

Bee Movie. Instruktion: Steve Hickner og Simon Smith. Manuskript: Jerry Seinfeld, Spike Feresten, Barry Marder og Andy Robin. Amerikansk (76 biografer landet over i både originalversionen og en fordansket version)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her