Læsetid: 3 min.

På dybt vand

Eksperimentlystne multitalenter lever livet farligt, og med det psykologiske familiedrama 'EKKO' vover Anders Morgenthaler sig ud, hvor det kniber med at bunde
For lidt. Kim Bodnia er normalt stærkt tilstede på et lærred, men her har han desværre alt for lidt at arbejde med.

For lidt. Kim Bodnia er normalt stærkt tilstede på et lærred, men her har han desværre alt for lidt at arbejde med.

Bjørn Bertheussen

7. december 2007

Strisseren Simon (Kim Bodnia) er lige blevet kidnapper. Og det er hans eget kid, Louie (Villads Milthers Fritsche), han har nappet. Nu gælder det om at holde lav profil - eller 'ferie', som Simon siger til Louie. Far har lejet et sommerhus, men har sjovt nok ikke fået nogen nøgle, så kan Louie ikke lige lege indbrudstyv og finde et vindue, der står på klem?

Snart begynder vi at forstå, hvorfor forældremyndigheden over Louie gik til anden side. Simons faderlige autoritet er så vakkelvorn, at han efter et af sine hyppige mareridt lægger sig ind i sin seksårige søns seng. I en senere scene ser vi lille Louie iklædt Simons politiuniform, og freudianere vil notere sig, at sønnen desuden snupper farens tjenestepistol.

Slingrekurs

Heller ikke i vågen tilstand er Simon helt velforvaret, for han begynder at se ting og høre lyde, som Louie ikke registrerer. Hans konstante angst for at blive afsløret får en spand kul, da Angelique (Stine Fischer Christensen), en promiskuøs lokal white trash-tøs, genkender Simon fra avisernes forside. Han har intet andet valg end at gå med på hendes forslag: Hun holder tæt, mod at Simon tilbyder midlertidigt logi i sommerhuset.

Godt nok er der igen selvtægt, som involverer børn på dagsordenen, men EKKO er ikke just det udspil, man ventede fra Morgenthalers flittige hånd efter sidste års frådende debut med Princess. Desværre er der ikke tale om en positiv overraskelse.

Filmens første fem minutter er de bedste: Med enkle, men effektive, midler skildres de to flygtninges famlende udforskning af de fremmede omgivelser.

Den første lille halve times tid ligner EKKO en dansk pendant til en af M. Night Shyamalans mellemgode film - som i hans Signs (2002) er vand her den centrale metafor. Men snart begynder man at mistænke, at kaptajn Morgenthaler har forsømt at sætte en klar kurs.

Filmen truer for alvor med at gå op i limningen i en scene, hvor person- og miljøskildringen desuden er påfaldende slatten. En konfrontation mellem Angelique og hendes ekskærestes nye - og endnu mere white trashede - dulle ender med et brag, da der, bogstaveligt som dramatisk, går pyroteknik i den. Et greb, som er meget svært at forene med filmens overordnede tragiske tone, skønt denne oftere end ikke virker forceret.

Som også titlen antyder, handler EKKO om det fortrængtes genkomst. Det kan hurtigt blive en tung konstruktion, og Morgenthaler og medmanuskriptforfatter Heeno går tilsyneladende frivilligt i faldgruberne. Da Simon bliver 'indhentet af sin fortid' formidles det således lattervækkende bogstaveligt.

Lille hånd, fast greb

Anderledes besnærende og nuanceret er sønnens blik på faren. Milthers Fritsches lille hånd har et fast greb om Louies uskyldstab. I hans ansigt duellerer barnlig troskyldighed med fuldt berettiget skepsis, når Louie forsøger at aflæse og afkode sin uligevægtige far og hans non stop-nødløgne.

Fischer Christensen og Bodnia har derimod så lidt at arbejde med, at deres stærke tilstedeværelse på et lærred synes sat på stand-by. Simon-figuren er næsten udelukkende karakteriseret ved sit dybe barndomstraume og ved den vilje, han mobiliserer for at bryde den ækle arv fra sin egen far (Peter Stormare), der var voldelig og pædofil (hvilket giver Simons hang til at sove i samme seng som sønnike en urovækkende undertone).

Bodnia er også en mere fængslende performer, når han fremstiller bulldoozertyper, end når han som her skal agere introvert. Hvor ivrigt Morgenthaler end insisterer på, at Simon er en martret sjæl, er filmen alt for bevidst om sin egen seriøsitet til, at hans trængsler forplanter sig til tilskueren.

Når alt det er sagt, er de jo fantastiske at have i dansk film, de eksperimentlystne multitalenter. Jeg er stadig spændt på, hvad Morgenthaler finder på næste gang. Et intellekt af den vildskab må da bestemt kunne vriste sig fri af klicheernes hængedynd.

EKKO. Instruktion: Anders Morgenthaler. Manuskript: Anders Morgenthaler og Mette Heeno. Dansk (Dagmar, Metropol, Palads, Falkoner og Empire i København samt en række biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja ja, man må jo nok selv ind og se den.
I den forbindelse virker det enormt provokerende (som jyde, fynbo og andre fjerne provinser) at anmeldelsen henviser til FEM navngivne biografer i København samt: "en række biografer i provinsen". Lidt fodarbejde kunne måske have afsløret hvilke.

Vi finder nok ud af det. Men når snæversynet viser sig på dette enkle og beskedne punkt, kunne man frygte at det også trives andre og vigtigere steder, og det er jo ikke så godt.

Snæversynet information har vi ikke brug for!

Christian Monggaard

Jeg forstår godt din frustration, men det skam ikke for at provokere eller pga. snæversyn eller dovenskab, men af hensyn til pladsen, at vi ikke nævner flere biografer.

Hvis en film har premiere i fire biografer i hele landet, nævner vi alle fire. Hvis den har premiere i 14, nævner vi de københavnske og tillader os blot at rerefere til, at den også har premiere i en række biografer i provinsen.