Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

På kryds og tværs

Fatih Akins tværkulturelle ensembledrama 'På himlens kant' har høje ambitioner, humanistiske intentioner og et solidt skvæt fortælleteknisk vovemod
Budskab. En af de få scener, hvor Fathi Akin forfalder til budskabssymbolik: Et par udstrakte hænder beder om forståelse.

Budskab. En af de få scener, hvor Fathi Akin forfalder til budskabssymbolik: Et par udstrakte hænder beder om forståelse.

Camera Film

Kultur
14. december 2007

En ligkiste køres ind i en flyvemaskine. I den ligger en tyrker, som omkom i Tyskland. Senere køres en anden ligkiste ud af en flyvemaskine. I den ligger en tysker, som omkom i Tyrkiet.

På himlens kant udgør midterste del i Fatih Akins 'Kærligheden, døden og ondskaben'-trilogi, som strøg ud af starthullet med Mod muren (2004). Så det er kun passende, at netop ligkistebillederne er filmens mest prægnante, spændt ud, som de er, mellem sørgmodig konstatering og sublim tragikomisk kommentar til 'mellemkulturel udveksling'.

Akin er født i Hamburg i 1973, men har tyrkiske aner og dermed livslang personlig erfaring med at leve med to kulturer i bagagen.

To verdener - eller hvad?

På himlens kant har seks hovedfigurer, og instruktøren lader den mindst tiltalende dominere filmens første del. Ali Aksu er en aldrende tyrker, som bor i Bremen og lever efter alle hedonistens forskrifter. Han drikker, spiller og horer, og sidstnævnte aktivitet bringer ham i kontakt med den midaldrende tyrkiske luder Yeter. For at lindre sin ensomhed foreslår Ali, at hun flytter ind hos ham permanent - mod betaling, naturligvis. Yeter indvilliger, men arrangementet ender grueligt galt med Yeters død for Alis hånd.

Alis søn Nejat har et mildt væsen og et professorat i tysk. Han er med andre ord faldet et anseligt stykke fra stammen, og føler sig forpligtet til at tage til Istanbul for at forsøge at opspore Yeters 27-årige datter, Ayten.

Hvad han ikke ved er, at hun er medlem af en kurdisk modstandsbevægelse, og at hendes flugt fra politiet har ført hende til Hamburg. Her møder og forelsker Ayten sig i den jævnaldrende Lotte, som sympatiserer med hendes sag, og tilbyder hende tag over hovedet. Men også den affære skal ende med et menneskes meningsløse død.

Filmens tyske titel - Auf der anderen Seite - er langt mere tankevækkende end den danske og engelske, og ikke kun fordi den kunne lede tanken hen på den litteratur, Fatih vistnok tildeler en nøglerolle: Instruktøren snigløber nemlig den antagelse, at der er tale om et klart skel mellem to sider. Et nyt land er ikke nødvendigvis lig med et nyt liv, må Yeter sande, da hun i Tyskland antastes af to landsmænd, der giver den som selvbestaltede dydens og moralens vogtere.

Via to af sine kapitelinddelinger gør Fatih det ganske dristige, ja, næsten flabede, at annoncere, hvilken figur, som står foran en snarlig død. Men hvis der er et element af selvhævdelse over filmens snedigt-snørklede fortællestruktur, tjener den samtidig til at afspejle, hvor svære odds dens figurer er oppe imod i deres kamp for at klare sig ud af ulykkesspiralen.

Som i den beslægtede Babel (hvis fortællestruktur syntes inspireret af stafetløbets logik) er der her en understrøm af "vi må hellere se at finde ud af at leve sammen alle sammen." Men som regel er den just det; en understrøm.

Klar til opdagelse

Kun enkelte gange forfalder Fatih til at male med den brede budskabspensel, som da Ayten sidder på en seng på et asylcenter, og rækker hånden ud til Lotte, der gør det samme siddende et par meter væk på sengen overfor.

Men tilbage til bøgerne: Da denne anmelder er bibliofil i mindst middelsvær grad, kan han have set, hvad han ønskede at se, men det forekom ham bestemt, at den tyske boghandel beliggende i Istanbul, som figurerer i filmen, er tænkt som en slags common ground.

"Viden og uddannelse er en menneskeret," bemærker Nejat da også, kort før vi første gang ser boghandlens indre. Da det sker, er der en æterisk ærbødighed af en art over Fatihs kameraføring, som på lydsiden sekunderes af afstressende musik.

På himlens kant er meget velspillet, og som i Mod muren har Fatih besat de større roller med skuespillere, hvis ansigter man ved rulleteksttid langtfra føler sig færdig med at gå på opdagelse i. Særligt indtryk gør de mest nedtonede præstationer, Baki Davrak og Fassbinder-veteranen Hanna Schygulla som henholdsvis Nejat og Lottes mor, der uden at sætte mange ord på det finder sammen i et farveblindt sorgfællesskab.

På himlens kant. Instruktion og manuskript: Fatih Akin. Tysk-tyrkisk (Grand i København, Øst for Paradis i Århus og Café-biografen i Odense)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her