Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

På udflugt med avantgarden

Fra gamle klicheer til kunstneriske eksperimenter i de nye tegneserier
Fra gamle klicheer til kunstneriske eksperimenter i de nye tegneserier
Kultur
27. december 2007

Året er 1959, og Frankrig er engageret i krigen i Algeriet. Enkelte stemmer opfordrer med Boris Vians vise "Desertøren" ungdommen til at nægte at deltage i kolonistyrets sidste brutale krampetrækninger, og imens fylder algeriske bygningsarbejdere slumbyerne uden for Paris, hvor de udsættes for daglige ydmygelser.

De bygger fremtidens forstæder for de franske kernefamilier, men selv er de henvist til barakker og nedværdigende forhold.

Der er nok at tage fat på for en tegneserieskaber som franske Tardi, der altid har altid haft indignationen som drivkraft og overdrivelsen som kunstnerisk virkemiddel.

Begge dele findes til overmål i hans nye album, Kvælerens hemmelighed, der er skrevet sammen med Siniac. Historien indledes med et pluk fra tidens aviser, hvorefter resten af fortællingen kaster sig ud i et rendyrket pulp-land. Kvælerens hemmelighed handler nemlig om den uge i 1959, hvor det franske politi strejker, og den forstyrrede antikvarboghandler Esbirol springer ud som seriemorder under navnet 'Midnatskvæleren'.

Historien er en ren kioskbasker, der både følger morderen på hans natlige udflugter og det strejkende politis håbløse forsøg på alligevel at dæmme op for hans ugerninger.

I Tardis univers er politiet sjældent andet end ynkelige, tit direkte latterlige i deres forsøg på at opretholde autoritet uden at indse, at de selv blot er underlagt en fjern statsmagt, for hvem den enkelte borger kun er en brik i et nådesløst og uigennemskueligt spil.

Kvælerens hemmelighed er kulørt, gådefuld og til tider usammenhængende, men også et eksempel på Tardi, når han er bedst. Legesygt og nostalgisk jonglerer han med byggeklodser og klicheer fra populærlitteraturens overdrev. Her er elementer af føljetonromaner som Spøgelset i operaen og pulp fiction som Belphegore, blandet sammen af en Tardi, der selvfølgelig ikke kan nære sig for at ironisere over genrens faste elementer.

På klassisk postmoderne vis er der intet mindre end ni alternative slutninger på melodramaet, hvoraf de to sidste kun åbenbarer sig, hvis man sprætter bogens sidste sider op.

Og hele vejen igennem er den egentlige hovedperson - som altid hos Tardi - selvfølgelig Paris selv. Byens rum kommer for alvor til sin ret, og tegneren svælger i de rige muligheder for at skildre de trange gader og bistroernes markiser sløret af netop den tætte tåge, der er så velegnet til mørkets gerninger og rædselsvækkende begivenheder.

Tardi har foræret sig selv en legeplads af de bedre, og han formår som altid at udnytte den til fulde.

Belgisk Dracula

Den samme fascination af populærkulturen finder man hos den belgiske tegneserieforfatter Yves H.

Ikke mindst i hans nye trilogi, hvis seneste bind på dansk er På sporet af Dracula - Transylvanien. Vampyrer kan jo ikke slås ihjel, i hvert fald ikke i fiktionen. Her har de været et udødeligt inventar, siden irske Bram Stoker på fremragende vis i 1897 blandede østeuropæisk overtro om blodsugende væsener med legenden om virkelighedens blodtørstige, vallakiske fyrste Vlad Tepes, der hærgede sidst i 1400-tallet og gjorde sig fortjent til tilnavnet 'Spidderen' for sin grusomme måde at behandler fanger på.

Med Stokers roman Dracula blev vampyrfiguren forvandlet fra en primitiv og brutal skabning til en romantisk forfører, for hvem blodet er liv.

Yves H. springer ud i denne moderne myte og lader sin hovedperson rejse til Rumænien for at komme på sporet af virkelighedens vampyrer. Blot for at konstatere at de bestemt ikke hører fortiden til.

Desværre er historien så fuld af løse ender, at det stiller alt for store krav til læserens overbærenhed, og tegneren Dany formår på intet tidspunkt at hive historien ud af klicheernes hængedynd.

Det kræver anderledes overskud og nyfortolkning med held at kaste sig over populærlitteraturens slidte genrer og arketyper.

Nyt fra Arne And

I den helt anden ende af tegneserieverden finder vi den bidende satire, der herhjemme fik en reel renæssance, da den fjedrede fyldebøtte Arne And hærgede for lidt over 10 år siden.

Svenske Charlie Christensens serie om bohemen og drukkenbolten Arne And, der fra bunden af et ølglas på Stockholms kunstnercafeer sagde mangen et sandt ord om eksistensen, blev en decideret kultsucces, hvor barokdigteren Bellman umærkeligt vandrede ind i en moderne satire på 1980'ernes og 90'ernes selvsmagende cafékultur.

Charlie Christensen indstillede serien, inden den blev udvandet rutine. Helt har han nu ikke kunne holde sig fra den politiske satire, og for et par år siden begyndte han at fortælle om Konrad K., en international revolverjournalist, der rapporterer fra verdens brændpunkter. De fleste historier endte dog med, at Konrad K. sad på en bar og delagtiggjorde læserne i sine synspunkter om dette og hint.

Og så var springet til at genoplive Arne And ikke langt. Med replikken "Jeg har ikke alkoholproblemer, jeg har problemer med virkeligheden", træder han igen frem som sin samtids skarpe kommentaror og kritiker.

Årene er ikke gået sporløst hen over Arne And. Som så mange andre er han i mellemtiden blev gift, er flyttet til forstæderne og efterfølgende blevet skilt.

Han er nu tilbage i indre by igen, tilbage til udgangspunktet, men med en hob af nye erfaringer og endnu større misantropi.

Dagens Arne And er i topform, men også så kuldslået, at man til tider mistænker, at Charlie Christensen ikke længere tror på satirens helbredende kraft. I stedet nøjes han med at vrænge af en virkelighed, der har bevæget sig i den forkerte retning.

Arne Ands store betydning afspejles ikke mindst i mængden af betydelige serieskabere, der står i gæld til Charlie Christensen.

En af dem er Martin Kellerman, der med serien om Rocky mest tydeligt har formået at give et personligt bud på en videreførelse af tradtionen.

En anden er norske Lise Myhre, hvis utroligt populære serie om Nemi til en begyndelse nærmest var en direkte kopi af Arne And. Det kan man forvisse sig om ved at konsultere de første sider af Nemi ... begyndelsen, der netop er udkommet på dansk.

Situationskomedie

Nemi er intet mindre end folkekær i hjemlandet og er også ved at finde fodfæste andre steder. Hun er en selvvalgt outsider, en bleg og sortklædt goth med præference for tung dødsromantik og fyre med kohl om øjnene.

Hun insisterer på at være sig selv og hader det omgivende mainstream-samfund, hvor alle ligner hinanden og har de samme drømme om det perfekte liv - hvis de ikke for længst er holdt op med at drømme. På gode dage kan hun oven i købet gennemskue, at hendes egen subkultur blot er en anden form for normalitet med lige så rigide koder og grænser.

Trods Nemis åbenlyse charme bliver man imidlertid aldrig rigtig engageret, og det skyldes nok, at Lise Myhre vægter situationskomedien og den daglige vittighed højest. Nemis karaktertræk er udflydende, fordi seriens pointer ikke er bundet op på karakterne, og ingen vittighed er for harmløs eller fortærsket. Nok så meget læder og sort makeup kan ikke skjule det faktum, at Nemi i rigtigt mange striber nemt kunne udskiftes med Momsemor eller Garfield uden at pointen eller den tomme dåselatter ville være en tøddel anderledes.

Eksperimenter

Ikke mindst herhjemme har der i de senere år været en stor interesse for at eksperimentere med seriemediet og ikke lade sig begrænse af de sædvanlige forestillinger om, hvad en tegneserie er eller kan.

Seneste eksempel er det lille feinschmeckerforlag Aben maler, der har givet en række yngre billedkunstnere frit løb til at give deres bud på serieformen.

Seriens første tre små hæfter er netop udkommet, og de fremviser som forventet stor diversitet. Rikke Bakman og Vibe Bredahl er de to, der mest tydeligt benytter sig af en form for fortællende forløb i deres små billedserier.

I Bakmans historie Tag mig med, der er tegnet i en bevidst naiv barnestreg, er det en selvbiografisk fortælling om en usikker ung pige og et forhold, der går i stykker.

Bredahls Der var engang tager til gengæld afsæt i en form for dunkel eventyrkulisse og er ordløs.

Helt for sig selv står G.R. Mantards Gateau Life, der stort set har forladt den narrative form til fordel for en illustreret mockumentary om hiphoppens store stjerner, fortalt som var det i virkeligheden kagekunstens historie.

Beretningen om Delicious P.I.E., 2 Bake N Shake og Puff Pastry er meget stilsikkert og intelligent fortalt, men den er først og fremmest en gimmick.

For alle tre hæfters vedkommende må man nok konstatere, at de ikke har så meget med tegneserier at gøre, men snarere er eksempler på billedkunstnere, der eksperimenterer med at indoptage narrative elementer i deres kunst.

Forhåbentlig er der ikke blot tale om, at avantgarden er på kortvarig udflugt i det kulørte overdrev, men at man kan gøre sig forhåbninger om, at en egentlig krydsbefrugtning - og gerne mere på tegneseriens præmisser - vil finde sted i fremtiden.

Rikke Bakman: Tag mig med Aben maler. 24 sider, kr. 35,-

Vibe Bredahl: Der var engang Aben Maler. 24 sider, kr. 35,-

Charlie Christensen: Arne And - GenopstandelsenOversat af Thure Fuhrmann Kjær og Anders Mørbak Bruun. Politisk Revy. 80 sider, kr. 148,-

Dany og Yves H.:På sporet af Dracula Oversat af Freddy Milton. Faraos Cigarer. 64 sider, kr. 129,-

R.G. Mantard: Gateau Life Aben maler. 24 sider, kr. 35,-

Lise Myhre: Nemi ... begyndelsen Oversat af Maja Gabelgaard Nielsen. Egmont. 142 sider, kr. 149,95

Tardi og Siniac: Kvælerens hemmelighed Oversat af Ole Steen Hansen. Carlsen. 96 sider, kr. 199,50

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her