Læsetid: 4 min.

Nu revnede min sjæl - den gik midt over

Men taknemmeligheden er intakt. For Katrine Wiedemann har åbnet døren til Strindberg i en svimlende smuk og smertefortættet drømmeforestilling
Gudsbenådede Sofie Gråbøl og betagende Olaf Johannessen flyver adrætte ind i sæsonens lykkeligste forelskelse i Wiedemanns mareridtspræcise -Drømmespil- af Strindberg. Lige ind til kærligheden udsættes for frit fald.

Gudsbenådede Sofie Gråbøl og betagende Olaf Johannessen flyver adrætte ind i sæsonens lykkeligste forelskelse i Wiedemanns mareridtspræcise -Drømmespil- af Strindberg. Lige ind til kærligheden udsættes for frit fald.

Natascha Thiara Rydvald

18. december 2007

Man skulle tro, det var løgn. Men Strindbergs Et Drømmespil er altså 100 år gammelt.

På Betty Nansen Teatret spilles stykket bare, som var det skrevet i går: Med vores tids uro. Og med vores tids søgen efter meningen med tilværelsen. Væk er den patos, der ellers let kan snige sig med ind i Strindbergs replikker. Tilbage er kun den uafvendelige søgen efter kærligheden og meningen med livet - fysisk, spontan og oprigtig.

Dette drømmespil vælter sig i vild action. Scenegulvet tipper rundt i billeder, og skuespillerne står bogstaveligt talt på hovedet.

Alligevel bringer forestillingen en svimlende ro med sig, som kom den direkte fra en øde ø. Katrine Wiedemanns instruktørgreb om stykket efterlader tilskueren både lyksalig og bedrøvet; sådan med stille sind, som om der efter dette drømmespil ikke er mere væsentligt at sige i lang, lang tid...

Og Maja Ravns scenografi efterlader øjnene helt udspilede efter alle de scener, hvor pupillerne endnu en gang har måttet justere til lyset fra en himmel, der ligger nedad - eller til mørket fra en jord, der flyver opad. Ravn har kongenialt tolket Strindbergs originale regibemærkninger om 'stiliserede vægmalerier, på en gang rum, arkitektur og landskab'.

Aldrig har man vel som her set Betty Nansen Teatret opløse sig og blive fritsvævende i universet.

Halsen vrides

Så jo, de andre anmeldere har ret: Denne forestilling er både forførende og mesterlig og i Bergman-klasse. Også fordi Mette Wolf Iversens bearbejdelse vover at aktualisere klassikeren, uden at sælge ud af dens essens.

Men ikke mindst fordi Sofie Gråbøl investerer hele sin generøse krop og sin naive undren i figuren som gudedatteren, der daler ned til menneskene. Man kan se, at Gråbøls Agnes har prøvet lidt af hvert i himlen, men alligevel er prøvelserne på jorden en lemlæstelse for hendes sind. Fordi sorgen smører ler på hendes vinger, så hun selv til sidst må forgå af samme smerte som de dødelige mennesker.

"Nu revnede min sjæl - den gik midt over," skriger hun. Så skingert, at man kan mærke flængen i sig selv...

Gråbøl lægger sig ellers bare ned på siden og vrider halsen akavet. Så voldsomt, at man ikke ville blive det mindste overrasket, hvis der pludselig løb blod ud af halsen på hende: Stigmatiseringen kan pible frem når som helst. Smukkest er hun derfor sammen med Olaf Johannessens forelskede advokat. De to slynger sig sammen i den vildeste kærlighedsakrobatik - så lykkelige, at man som tilskuer bliver helt genert af at kigge på det. Men så bliver det hverdag, og Johannessen skruer både bissen og børnegråden på Gråbøl. Og så bliver skønheden grå.

Til gengæld får Gråbøl så mental assistance af Frank Thiel, der med strindbergsk digterhår sukker omkring i desillusion. Hans stemme har netop den tyngde, der giver ordene fred, disse gyselige ord om angsten.

Og Gråbøl klarer lærenemt (og gudsbenådet filmvant) at videreføre menneskesmerten med sin berømte og næsten uudsigelige rædselsreplik: "Det er synd for menneskene". Mens hun smiler stort, naturligvis.

Det er i det hele taget et fænomenalt og originalt ensemble, som Wiedemann har fundet til sin iscenesættelse.

Døren vogtes

Den 83-årige Lily Weiding vogter teatret og den uoplukkelige dør med hele sin stemmes funklende klarhed - og med lidelsen aflejret i portnerkoneansigtets erfarne furer.

Og den garvede Ole Westh-Madsen venter på sin elskede Viktoria med sin visnende buket og sin ukuelige forventning; hans øjnes lyksalighed kun vokser for hvert år, hvor han endnu ikke får hende at se. Netop modsætningen mellem skuespillernes sceniske udtryk og replikkernes stemning er tilsyneladende en af nøglerne til Wiedemanns iscenesættelse: Den største ulykke afstedkommer den største latter.

For de er jo vrangsjæle, disse figurer - mennesker, for hvem livet ikke kan gå op. Dette greb virker, ikke mindst fordi det er holdt så stramt. Ligesom grebet med skuespillernes uhindrede hop fra én rolle til en anden.

Jens Jørn Spottag brillerer her med hele sin palet af almindelighed: Ikke så snart har han skabt en urokkelig figur ud af den hjælpsomme glarmester, før han dukker op som sadistisk lærer.

Frygteligst er det, når han må opgive at vaske sine hænder rene: Det sorte kan nemlig aldrig gå af...

Sødmen knækkes

Og Christiane Gjellerup Koch skubber sin høje krop foran sig, når hun går fra én kanøfling til den næste - som mennesket, der prøver at implodere i sin egen brystkasse og forsvinde. I dette univers er sødme en løgn. Alligevel smiler Laura Bro sit uforbeholdne glædessmil, sådan som en filmdiva lige inden kysset, men selvfølgelig kun et enkelt sekund. For lige derefter skifter hun kostume og kører en tyk pensel hen over lykken med klister, så den bliver kvalt. Hver gang.

Og Morten Staugaard taler med autoritativ brummen fra dybet af autoritetens urimelighedshistorie, når han spiller karantænemester fra et land uden love og logik.

Alligevel bruser lykkefølelsen vildt og besnærende i denne forestilling. Personligt forstod jeg ikke, hvordan himlen kunne suse nedad - og Jorden flyve opad. Jeg kunne ikke afkode, hvad der var lyssætning, og hvad der var video. Jeg kunne ikke høre, hvornår celloen vandt over bratschen i den strygermusik, der harpede sig som skyer rundt om forestillingens udsigtsløse huse.

Jeg lod mig bare forføre, dybt ind i Strindbergs verden af meningsløs ondskab og ultimativ skønhed. For så stort var det altså, dette drømmespil: Himlen kom ned på jorden. Med Sofie Gråbøl som engel.

Et Drømmespil af August Strindberg (1907). Bearbejdelse: Mette Wolf Iversen. Instruktion: Katrine Wiedemann. Scenografi: Maja Ravn. Koreografi: John-Paul Zaccarini. Lys: Fabián Carvallo. Video: Anto Liep. Lyddesign: Stephan Bomberg. Betty Nansen Teatret til 26. jan. www.bettynansen.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu