Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Han siger, han gør det, fordi han holder af mig

Ditte Gråbøls instinktive vrede sprænger Bob Meyers instruktion af Dario Fos 'Kvinden Alene'. Gudskelov
Kultur
4. december 2007
Ditte Gråbøls ansigt lyser næsten gennemsigtigt, når hun lever sig ind i Dario Fo-kvindens desperation. Med dén iboende vrede, der er Gråbøls ukuelige særkende.

Ditte Gråbøls ansigt lyser næsten gennemsigtigt, når hun lever sig ind i Dario Fo-kvindens desperation. Med dén iboende vrede, der er Gråbøls ukuelige særkende.

Martin Tulinius

Ditte Gråbøls indre liv lyser. Hun transformerer sig for øjnene af dig, inde i sine tanker. Men så skærende og blændende præcist, at du næsten kan se i hendes blik, hvordan hendes indre billeder fører hende fra én slags kvinde til den næste. Fra én kærlighedsdrøm til den næste. Og fra ét sexmareridt til det næste.

Indrømmet: Der er flest mareridt. For Ditte Gråbøl spiller Dario Fo og Franca Rames beske monolog Kvinden Alene - et portræt af en kvinde, der kæmper døgnet rundt for kærlighed og inderlighed og respekt.

"Den historie har jeg ikke lyst til at fortælle. Den er for tæt på," siger kvinden i teksten.

Hvorefter Ditte Gråbøl skynder sig at fortælle historien i de mest indiskrete detaljer, så hendes indlevelsesevne slår ud i lys lue. Og takket være hendes særlige, gråbølske vrede, så rummer denne indlevelse utrolig meget skepsis, ikke mindst over for hende selv. En taber er nu engang den bedste til at vide, hvor ondt det gør at være taber.

På Kaleidoskop er Ditte Gråbøl kraftigt antændt af den 60-årige amerikanske instruktør Bob Meyer. Hans fortolkning af Fo & Rames proteststykke fra 1978 forvandler imidlertid stykket til et portræt af en psykisk afvigende kvinde. Hos Meyer bliver kvinden en stakkel med offerskuldre og håndjernshåndled og martyrstemme. Gennemført og ekstremt, men faktisk også mindre farligt. For nu handler stykket pludselig mest om dem af os, der en dag ikke længere kan klare mosten og ender på bænken. Uden mændene. Og uden ungerne.

På bænken igen

Måske har Bob Meyer blot forelsket sig i Ditte Gråbøls usædvanligt stærke scenekarisma og derfor valgt denne outsidertolkning. Måske mener Meyer, at man bedre ser det almindelige i det ualmindelige. Eller måske er kvinden-på-bænken bare den tolkning, som han personligt for længst har lagt ned over teksten. Billeder fra hans franske instruktion af stykket med skuespilleren Lee DeLong fra 2003 (som netop har spillet på Mess Festivalen i Sarajevo) ligner i hvert fald umiskendeligt hans tolkning på Kaleidoskop, hvor tre parkbænke og en taske også udgør eneste scenografi.

Meyer eller ej, så er Ditte Gråbøl en ekstrem overlever på scenen. Netop derfor passer hun så paradoksalt ind i denne monolog, hvor mændene systematisk forsøger at tage livet af hende, og hvor hun endda høfligt forsøger at hjælpe dem ved at prøve at begå selvmord: Selvværd er et fremmedord her. På trods af hendes flotte ben og hendes kloge hoved - og sølvkjolen med bare skuldre.

Og dog. Gråbøls kvinde ser alt så tydeligt. Desuden formår hun at formulere sine iagttagelser ud fra den ensomhed, som måske er hendes værste fjende. Jo, jo, hun ved godt, at manden ikke burde låse hende inde. Og at manden er hende utro. Og at svogeren voldtager hende igen om lidt. Og at børnene aldrig får et liv, fordi der ikke er plads til dem i hendes underkuelsesliv. Men hun ved også, at der ikke er nogen, der vil savne hende. Og det er måske det værste.

I sengen igen

Derfor bliver oplevelsen af Kvinden Alene egentlig en lige så skizoid affære som selve forestillingstolkningen. For mens iscenesættelsen prøver at overbevise tilskueren om, at denne kvinde er en ensomhedsnørd, der bare sidder og plaprer lystløgne på en bænk sådan for at komme i kontakt med nogen - så skaber Ditte Gråbøls spil en indiskutabel insisteren på at blive taget alvorligt. Og det er altså Gråbøl, der vinder.

Gråbøls barske erkendelsesopvågnen er en vinders, nærmest uanset om hun overlever eller ej. Og uanset om det er løgn eller ej. For hendes blik for kvindens rolle som lus mellem mandenegle er så uhyggeligt præcist og så følelsesmæssigt afklaret: Mænd elsker ikke deres kvinder - mænd går i seng med deres kvinder. Og det er ligesom noget andet.

Det er en nådeløst barsk svada, Fo & Rame serverer.

"Alt, hvad jeg gør, gør jeg inde i mig selv," som denne kvinde så uhyggeligt formulerer det.

Og i Bent Holms mundrette oversættelse er stykket flot tidløst, (på nær altså lige begrebet 'konversationsleksikon'; i dag ville vi nok bare sige 'ænsyglopædi' ...). Også oversættelsen minder om, at stykket må have virket chokerende stærkt ved urpremieren for snart 30 år siden; selv i dagens Italien virker det jo sværere at tale om kvindefrigørelse end om sex.

Netop på Nørrebrogade kan Bob Meyers ensomhedstolkning af outsideren imidlertid virke lokkende: Så handler monologen da heldigvis mere om 'dem' end om 'mig'. Men så let skal det ikke være at se Dario Fo og Franca Rame. Netop derfor er det nok så befriende, at Ditte Gråbøls instinktive vrede sprænger instruktionen: Ditte Gråbøls kvinde handler lige så meget om 'dig' som om 'mig'.

Kvinden alene (Una Donna Sola) af Dario Fo & Franca Rame fra 1978. Oversættelse: Bent Holm. Instruktion og scenografi: Bob Meyer. Musik: Anders Bækholm Jensen. Kaleidoskop, K1, til 22. dec. www.kaleidoskop.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her