Læsetid: 4 min.

Sporten hedder snyd – spil på hest nummer seks

Hestene på Beiruts væddeløbsbane er rene arabere, men det er ikke nødvendigvis det mest afgørende
29. december 2007

jeg vælger hest nr. seks
på en regnfiuld eftermiddag
et papbæger med kaffe
i min hånd
en lille rum tid endnu
vinden hvirvlende småfugle fra den øverste tribunes tag
jockeyerne kommer ud
for et mellemløb
stille
og den lette regn gør
alting
med det samme
næsten ens,
hestene i fred med
hinanden
før den druknede krig
og jeg er under hovedtribunen
famlende
efter cigaretter
nøjes med kaffe
så går hestene forbi
bærende deres små mænd
væk
det er begravelse og elegant
og muntert
som blomster der åbner sig

Charles Bukowski

BEIRUT – Det er ikke lige præcis Charles Bukowskis elskede væddeløbsbane i Los Angeles ved siden af Skid Row, hvor han efter eget udsagn kom for at lade være med at drikke, men ikke havde synderlig stor success med det. Og arabiske drømme om elegante vilde heste, der galopperer afsted gennem ørkensandet, Hidalgo-style, holder heller ikke i denne betonforstad, få hundrede meter fra de hizbollah-kvarterer, der stadig står ramponerede tilbage efter forrige sommers israelske bombardement.

Men Beiruts hæderkronede gamle væddelæbsbane, Hippodrome du Parc, har nu stadig noget for dem, der sætter pris på denne mest ædle måde at spilde sine penge: At vædde på store svedende dyr med afmagrede kulørte dværge på ryggen, der dundrer afsted på en oval bane, mens jorden gungrer under dem.

Naturens mesterværk
Om ikke andet har Beiruts travbane historien med sig som et omdrejningspunkt for store mennesker og store begivenheder, bl.a. blev staten Libanons oprettelse i 1920 deklareret i huset for enden af løbebanen. Travbanen blev i første omgang grundlagt i 1885 på følgende måde - som beskrevet af institutionen selv:

»Den arabiske hest er Moder Naturs mesterværk. Siden slutningen af det 19. århundrede har prominente libanesere opretholdt en passion for dette ædle dyr og skabt rammerne for væddeløbssporten. De vandrede rundt i den syriske ørken på trods af alle fortrædeligheder og modgang for at finde de smukkeste og mest egnede heste til deres stalde.«

Lidt mere prosaisk er den nylige historie, hvor man fortæller om, hvordan væddelænsbanen i midten af firserne blev genåbnet efter i et par borgerkrigsår at have ligget øde hen. Kort efter åbningen skete der imidlertid det, at de fire heste, der var forhåndsfavoritter, væltede umiddelbart efter starten, hvilket tillod feltets bagerste hest at vinde med oddsene 91-1. En begivenhed, der kort efter førte til, at en raketdrevet granat midt på banen igen afbrød hestevæddeløbene for en tid.

I dag er forholdene noget mere fredelige, og selv om en fastfrossen politisk situation og angst for fremtiden lægger en dæmper på løjerne, er der fyldt godt op på en regntung søndag formiddag.

»Situationen er lidt usikker lige nu, men hestesport er en kæmpe ting i Libanon,« forklarer en af de faste gæster og fnyser foragteligt ved sammenligningen med andre arabiske hestevæddeløbstraditioner.

»I de andre lande bruger de også engelske travheste. I Libanon er det kun rene araberheste, og derfor er der utrolig mange penge i sporten,« forklarer han, mens hestene galopperer forbi, og vandet sprøjter op fra deres hove.

At væddeløb er en alvorlig sag bekræftes et øjeblik efter. Min ledsager hiver sin mobiltelefon op af lommen. Han har i øvrigt en uforbederlig kærlighed til hasardspil og engang fik alvorlige problemer, da han spillede roulette på den serbiske militsleder Arkans kasino et par dage efter helt bogstaveligt at være blevet smidt ud af hans hjem på grund af nogle lidt for kritiske spørgsmål.

Han når kun at fremstamme et par ord i telefonen, før en gruppe bistre mænd slår kreds om os og meget bestemt beder ham om at fjerne den igen.

Forklaringen kommer lidt senere, da hestene i tredje løb paraderes rundt udenfor banen. Pludselig opstår der tumulter bag hegnet på de billige pladser. Et øjeblik efter føres en lille midaldrende mand duknakket væk af to camouflageklædte sikkerhedsvagter med hver deres AK47 slænget over skuldrene: »Det er en af jockeyernes far. De fangede ham i at aftale løbet fra sin telefon,« forklarer en distingveret ældre herre i et elegant sort fløjlsjakkesæt, mens han tænder en cigaret.

»Der er snyd i hestesport overalt, men Libanon er det værste sted i verden. Sporten hedder ’snyd’. Alting er fikset. Der findes en hel mafia, der organiserer det. Intet er tilfældigt,« siger han.

Den lykkelige vinder
Vi følger en impuls og putter pengene på hans hest i stedet for den, en gammel mand har anbefalet os et par timer før løbet.

Den viser sig da også at galoppere direkte ud af banen i det første sving, mens de fleste tilskuere skriger af grin.

Mens jockeyen et øjeblik efter kommer humpende alene tilbage, fortsætter de andre heste graciøst og magtfuldt afsted i den tunge plørede bane. Den lange tribune løfter sig i et brøl, da hestene passerer andet og tredje sving. En mand trækker trøjen over hovedet, kravler op i hegnet og svinger den rundt over hovedet, mens hest nummer seks presser sig foran og vinder suverænt.

»Jeg har vundet to-en-halv million!« råber en rundhovedet mand i joggingdragt begejstret til os på vej mod kassen. Vi smiler til ham og glæder os over vores egne små lapper papir. Med lidt færre nuller. Og i lira. Men alligevel.

toha@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu