En tapper synder

Der eksisterer blandt teologer en vittighed, som handler om den folkekirkelige bevægelse Tidehverv. Vittigheden er ganske kort. Det er en Tidehvervs-mand, som over for en modstander opridser sit grundsynspunkt: "Gud er alt. Jeg er intet. Du er en idiot."

I anledning af Søren Krarups 70-års dag er der udkommet et 'festskrift' til fødselaren, og det er i denne forbindelse, teologvittigheden her refereres. Søren Krarup er jo en hovedskikkelse inden for Tidehverv (med dertil knyttet teologisk tidsskrift af samme navn), og selv uden at nå frem til bevægelsens indholdsmæssige tankegods, er der i vittigheden sagt en god del om Krarup som samfundsdebattør. Fyndigheden og provokationen. Kompromisløsheden og tilbøjeligheden til at gøre problemstillinger op i enten-eller.

Sådan er Søren Krarup. Og det er sådan han ses og forstås af de 19 bidragydere i festskriftet - bl.a. Sørine Godtfredsen, Lars Hedegaard, Sven Ove Gade, Henrik Gade Jensen, Søren Pind og Ole Hyltoft.

Ingen er neutrale

Krarup er en åndelig og intellektuel stridsmand af dimensioner. Allerede i skriftets første bidrag skriver teolog Sørine Godtfredsen, at han "har en hel tidsånd imod sig". Og siden følger karakteristikken slag i slag: "en af landets allerfrieste mænd", "den vigtigste, ja vel eneste egentlige danske kulturkritiker", "de seneste 40 års mest indflydelsesrige danske kulturpersonlighed", "den eneste konservative tænker i dansk åndsliv", "den eneste fritænker i dagens Danmark", "en kæmpe i dansk åndsliv", "det nationalkonservative Danmarks frie stemme".

Det er den slags panegyrik, Søren Krarup tilsyneladende er dømt til at udløse. Ingen forholder sig neutralt til ham. Hvad er det, han gør? Først og fremmest er det måske hans evne til at besværliggøre de vante og bekvemme tankegange, vores grundlæggende magelighed og selvtilfredshed, som har denne store effekt.

Rasende lidenskabelig

I festskriftet indleder Sven Ove Gade sit bidrag med et Kierkegaard-citat, og det forekommer virkelig at være for meget og for svulstigt, men så passer det måske alligevel bedre på Krarup end på de fleste andre i dagens debatlandskab: "I hver Generation er da det Sjeldne et Menneske, der øver den Magt over sig selv, at han kan ville hvad der ikke behager ham, at han kan fastholde det Sande, som ikke behager ham, fastholde at det er det Sande uagtet det ikke behager ham, fastholde, at det er det Sande just fordi det ikke behager ham, og saa dog, uagtet det ikke behager ham, kan ville indlade sig derpå."

Krarup er som debattør rasende lidenskabelig. Og helt rolig, iskold: "Gud er alt. Jeg er intet. Du er en idiot." Sådan siger han ganske vist ikke. Men alligevel - han fastholder med samme udæskende og uigendrivelige kraft, at ethvert menneske i en vis forstand er for intet at regne, at ethvert menneske er en synder. I en angiveligt fri og oplyst verden er dette måske det sidste, vi ønsker at høre. At vi er syndere. Denne afgørende syndsbevidsthed fører hos Krarup og Tidehverv direkte tilbage til den store inspirationskilde, Martin Luther. Det er således ikke tilfældigt, at tre forskellige bidragydere i festskriftet citerer samme centrale og berømte Luther-sentens: "En kristen er en fri herre over alle ting og ikke underlagt nogen - en kristen er en ufri tjener i alle ting og underordnet enhver."

Men selv om sentensen gør det klart, at hvert eneste menneske er dømt til at leve på en synders præmisser, er det den videre konsekvens, som er den mest interessante. For i syndsbevidstheden ligger langtfra et sortsyn, men snarere en vision om menneskelig frihed. Tør vi tro det? Tør vi tage det på os? I sit bidrag uddyber Sørine Godtfredsen synspunktet: "Et kristent menneskes frihed består for Krarup i at vide, at Gud har dømt mennesket, mens han samtidig gennem Kristus og ordet har åbenbaret, at synderne er blevet det dømte menneske forladt, Og med den bevidsthed kan et menneske i sandhed og i frihed koncentrere sig om at være menneske."

Énmandsuniversitet

Det er skrap kost, der her er tale om. For det er her et sted, Søren Krarup med voldsom konsekvens rammer direkte ned i forholdet til ømtålelige fænomener som næstekærlighed, menneskerettigheder, humanisme og flygtningeproblematik. Sådan må det være. Eller som Ph.d.-stipendiat i litteraturvidenskab Kasper Støvring, som specielt har beskæftiget sig med Krarups, Villy Sørensens og Jens Christian Grøndahls forfatterskaber og holdningsmæssige positioner, udtrykker det: "Søren Krarup er et énmandsuniversitet. En intellektuel i ordets bedste forstand. En original forfatter med stor redelighed og integritet og ikke mindst med et stort mod og en stærk vilje til at tale det etablerede system midt imod. Der er med hans indsats også opstået nogle konfrontationer, som er vigtige for demokratiets overlevelse."

Også Claes Kastholm Hansen, journalist og kommentator, som ikke bidrager til festskriftet, men optræder på dets 'tabula gratulatoria', fremhæver, at Krarups vigtigste fortjeneste som samfundsdebattør ligger i hans evne til at holde nogle afgørende konfrontationer åbne: "Søren Krarup står med sit lutherske grundsynspunkt fast på, hvad et menneske er. At du har et ansvar, at du er født på et bestemt sted, på et bestemt tidspunkt, ind i en bestemt historie, at din næste er din nærmeste og ikke et eller andet uforpligtende abstraktum. Det er på basis af denne alvor - som intet har med dømmesyge, misantropi, intolerance, hængemuleri at gøre - at Krarup har ydet vigtige bidrag til samfundsdebatten."

Når Krarup evindeligt får placeret sig lige midt i den store ballade og må opleve kaskader af skældsord, vrede og forargelse skylle ned over sig, skyldes det et eller andet sted, at han urokkeligt fastholder det lutherske hovedsynspunkt om, at mennesket bliver retfærdiggjort af tro alene og ikke af gode intentioner eller gerninger. Det nytter ikke noget at være god i al almindelighed. Det leder blot til endnu mere af denne vamle og ubrugelige selvgodhed. Eller som Henry Kissinger i festskriftet er citeret for at have sagt: "Menneskers selvretfærdighed er et større problem end deres ondskab."

Men hermed kan der samtidig stilles et langt stærkere og mere alvorligt krav, nemlig at du sandelig skal være kærlig mod din næste. Du skal! Her er der ingen vej udenom. Her er vi alle lige. Eller som Søren Krarup igen og igen i sine mange bøger og med et citat fra Paulus har trukket det op: "Der er ingen retfærdig, ikke én," hvilket netop betyder, at man hverken skal skabe sig eller puste sig op, men stille og roligt være overbevist om, at næstekærlighedens gerninger er skjulte.

Sætter sagen på spidsen

Det er bl.a. derfor, Søren Krarup så indædt og så opsigtsvækkende kommer i karambolage med et så tidstypisk humanistisk fænomen som menneskerettighederne. Eller som han selv formulerede det i et interview i Politiken i 2001:

"Modsætningspunktet er der, hvor humanismen og oplysningstiden siger, at mennesket er retfærdigt, mennesket er guddommeligt. Det har nogle naturlige rettigheder, som gør, at det i sig selv er godt og retfærdigt. Og over for dette synspunkt står en kristendom, der siger, at mennesket ikke er guddommeligt. Mennesket er en synder, så mennesket kan ikke frelse sig selv eller verden. Og skal ikke behandle sin næste, som om han eller hun er én, der skal frelses af mig."

Det er på vej ud ad denne tankerække, Søren Krarup - tro mod sit temperament og sin overbevisning - nægter at holde inde. Han går planken ud. Menneskerettighedstankegangen bliver for ham at ligne med en vederstyggelig ideologi, og den må principielt anskues og afvises på samme måde som andre ideologier - nazismen og kommunismen.

Her synes det med en vis ret at kunne hævdes, at Søren Krarup bliver en fange af sin egen ubændige hang til kategorisering. Eller som Claes Kastholm Hansen udtrykker det: "Krarup har en tilbøjelighed til at sætte sagen på spidsen. Han har ret i, at der ligger en ideologi i menneskerettighederne, og al ideologi er både en form for overgreb og en religionserstatning. Han har ret i, at der i menneskerettighedsdyrkelsen ligger en tendens til at gøre mennesket til Gud. Men han har efter min mening ikke ret i at afvise menneskerettighederne fuldstændig. Globalt set er menneskerettighederne en meget betydelig landvinding. Man kan godt anerkende menneskerettighedernes værdi uden at dyrke dem som en gud, ligesom man kan være humanist uden at tilsidesætte sin ydmyghed over for det guddommelige."

Kulturkritisk kyklop

Andre bløde punkter kan også spores i Krarups ellers tilsyneladende så uindtagelige fæstning. Søren Pind er i sit bidrag ganske vist sikker på, at Søren Krarup har udrettet noget stort, noget "enestående". "Det er lykkedes ham, hvad ingen andre konservative før ham har gjort: han har fået standset , ja vendt en udvikling". Alligevel irriterer det også Pind, at denne kulturkritiske kyklop har trukket en spændetrøje over brystet. Det er Krarups karriere som folketings- og partipolitiker, Pind har det dårligt med: "Tænk, at et så stærkt, begavet, intellektuelt, selvstændigt stærkt menneske har ladet sig binde af en så snærende partiramme. Som jeg sidder og skriver disse ord, går det op for mig, hvor stort et hul der egentlig er efterladt ved, at Krarup er blevet politiker."

Også Kasper Støvring peger på denne reduktion i Krarups intellektuelle kampkraft. Og fremhæver desuden en akilleshæl i Krarups udtalte nationalkonservative standpunkt.

"Nationen er for ham et folkeligt, kulturelt fællesskab, der bygger på en lang tradition, på fælles sprog og den protestantiske kristendom. Nationen er et historisk fællesskab, der er vokset frem nedefra. Men min uenighed går på, at religionen ikke er det afgørende element i nationen. Danskerne er i høj grad kulturkristne, og kun to procent af befolkningen går jævnligt i kirke. Alligevel er danskerne meget nationale og tæt forbundne. Her vil jeg mene, at tiden i en vis grad er løbet fra Krarups oprindelige udgangspunkt, og derfor risikerer hans kristne idé om det nationale at stivne i en slags ideologi."

Det er en hård beskyldning. Sandsynligvis den hårdest mulige, der kan rettes mod tænkeren og mennesket Søren Krarup. At han skulle bekende sig til ideologisk tænkning. At han har formuleret en abstraktion, og selv er blevet opslugt af den. Der skal i sandhed syndes grundigt og længe og ganske grænseoverskridende for at slippe ud af en sådan elendighed.

Jorden Tro. Festskrift til Søren Krarup. Redigeret af Morten Uhrskov Jensen. 414 sider. Forlaget Lysias.