Læsetid: 5 min.

En usynlig gigant

Den 42-årige sanger-sangskriver Nikolaj Nørlund gør status over den dansksprogede del af sit virke med fornem cd - vor helt egen Klaus Lynggaard applauderer resultatet, som han kalder Nørlunds ubestridt bedste udgivelse til dato
Nikolaj Nørlund hverken lefler eller gør knæfald for det store massepublikum, men fastholder stædigt sin særart. Hvis De så hellere vil høre Kylie eller Big Fat Snake, fred med det - men så går De satenedeme glip af 20 goodies, hvoraf mindst et par stykker er klare kandidater til Den Store Danske Sangbog.

Nikolaj Nørlund hverken lefler eller gør knæfald for det store massepublikum, men fastholder stædigt sin særart. Hvis De så hellere vil høre Kylie eller Big Fat Snake, fred med det - men så går De satenedeme glip af 20 goodies, hvoraf mindst et par stykker er klare kandidater til Den Store Danske Sangbog.

15. december 2007

Når talen falder på Nikolaj Nørlund, vil det store flertal af befolkningen nok stadig udbryde Nikolaj Hvem? Thi om det store kommercielle gennembrud har der aldrig været tale. Og blandt dem, der kender til hans kunst, er meningerne såmænd også delte - han splitter i udpræget grad sine lyttere i noget, der kunne ligne et enten-eller. Dette skyldes langt hen ad vejen Nørlunds stædige insisteren på sangskrivning som kunstnerisk disciplin på linje med de såkaldt 'skjønne kunstner', hans mangel på knæfald over for det poppede og den trofasthed (med moderationer) han har udvist over for sit udgangspunkt i den såkaldte indierock, hvor salgstal og popularitet aldrig har været afgørende parametre. Med årene er indflydelsen fra americana/alt. Country også blevet mere hørbar især i hans metode (eller mangel på samme) som producer. Men faktum er, at han hverken lefler eller gør knæfald for det store massepublikum, men stædigt fastholder sin særart, come hell or high water.

Og så har Nørlund valgt at tilegne sig en række titler, som alle indirekte relaterer til hans efter vor ringe mening sande metier som sanger-sangskriver. Først og fremmest har han markeret sig som pladeselskabsmand med det eksklusive indie-selskab Auditorium, hvor han ud over plader med sig selv har udgivet substantielle navne som Jens Unmack, Lise Westzynthius, Martin Ryum samt ikke mindst veteranen Niels Skousen, hvis imponerende comeback Nørlund må siges at bære en stor del af æren for. Dernæst er han en myreflittig pladeproducer, som sætter markant præg på de projekter, han involverer sig i - han har en særlig anti-stil inden for dette gebet, som kan - og har - givet bagslag, men bestemt også det modsatte. Han optræder endvidere gerne som musiker/fødselshjælper/altmuligmand - deraf udbruddet, "Vi ringer lige til Dr. Nørlund" - på diverse plader og turneer. Og sidst - men ikke mindst - har han spillet en rolle inden for DK-musikkens mange interesseorganisationer, hvor han har arbejdet for at gøre de små, uafhængige selskaber mere synlige.

Gysende smukke

Med det in mente kan det undre, han overhovedet har fået tid til at være så relativt produktiv en sangkunstner, som tilfældet er. Men også der har han i det mere eller mindre skjulte opereret voldsomt - det begyndte i de spæde 90'erne, hvor han trådte frem som frontfigur i sekstetten Trains and Boats and Planes, som udsendte to langspillere plus det løse, hvoriblandt det nyklassiske og gysende smukke Engulfed (1992) i den grad rager op. Nørlunds særlige melankolske tone var her allerede yderst markant, og det samme var en speciel og indtagende nordisk klang. Nørlund sprang dog ikke umiddelbart i hælene på T&B&P ud som solist, men lancerede i stedet det løst strukturerede Rhonda Harris (det lyder som navnet på en pornostjerne, Nikolaj), hvis besætning er konstant fluktuerende og som han siden aktiverer, når posen af engelsksprogede sange var fuld. Det er blevet til fire album i det regi, hvoriblandt den selvbetitlede, lavmælte debut fra 1995 stadig står distancen bedst. Ud over det har han været initiativtager til projekter, hvor ofte væsensforskellige kunstnere gav bud på folk som Leonard Cohen og H.C. Andersen, og dem har han selvfølgelig så også selv bidraget til.

Og netop de der hyldestalbums fører os over i den del af hans virke, der interesserer denne signatur mest og som har givet undertegnede de største oplevelser på Nørlund-fronten (klart at foretrække frem for f.eks. Østfronten!) - de dansksprogede sange, som de har udmøntet sig på til dato fire album. Som solokunstner lagde Nørlund noget stilfærdigt fra havn med Navnløs i 1996, idet den bestod af tonesætninger af en stribe af ikonet Michael Strunges digte fra samlingen Verdenssyn (1985); da pladen landede midt i 90'erne, befandt vi os i en tørke hvad angik ny dansksproget musik og det faldt mig på daværende tidspunkt svært at få armene ned af bar begejstring. I bagklogskabens skær er pladen måske lidt for anæmisk og afsøgende til at fremstå helt det Generation X's svar på Svantes Viser, den fremstod som i sin tid. Det er i hvert fald ikke det Nørlund-album, der oftest ryger i afspilleren, når det er med den på. Ikke desto mindre et afgørende album i produktionen, thi det gav Nørlund blod på tanden til for alvor at give sig i kast med at synge på dansk. Og jo - det er netop (og det er videnskabeligt bevist) 10 gange sværere end at gøre det samme på engelsk!

Rør ved eksistentialerne

Sært nok blomstrede Nørlund kunstnerisk op, da han fik kontrakt med multinationale Columbia Records under Sony; karrierens foreløbig to bedste albums fyredes her af fra hoften, så ikke et sæde var tørt. Det efter Nørlund standard dybt personlige Nye optagelser (1997), var helt inde og røre ved eksistentialerne, så man måtte sig forbarme. En af den slags plader, man bare ikke kan ryste af sig. Det efterfulgtes af det rytmisk løsslupne og ofte galgehumoristiske Hvad er det der sker? (2000), mit personlige favoritalbum med manden. Ikke mindst på grund af producer Daniel Zqatys gode klanglige indflydelse på den på det område ofte sært konservative Nørlund. I 2003 kom så mandens foreløbigt sidste forsøg på at skrive sig ind i dansk musikhistorie (hvor han vel allerede rumsterer omkring!), det nøgne og nedbarberede Tændstik, hvor påvirkningen fra diverse amerikanske navne i den mere indædte del af alt. Country er endog særdeles hørbar. Det er sange fra disse fire albums, lidt stykgods fra nært og fjernt (hør hans sublime tolkning af Cohen-oplægget "Pergament Hotel" og gys!) samt et par nye numre, der nu er samlet på statusskiven Resumé. 20 sange i alt - ikke en kikser iblandt dem - udgør de tilsammen mandens mest sublime ofring til dato. Jeg spiller den som en sindssyg! Hele tiden. Forbløffende høj standard. Hvilket alt sammen gør ham til en art usynlig gigant?

Man kan godt tale om at Nørlund i perioder har vendt sin muse ryggen for at være aktiv på andre fronter - ofte uegennyttigt til gavn for andre. Han er ikke en mand, der kan kaldes nærig med sig selv eller på nogen måde fedtet med at hylde forbilleder eller inspirationer. Tværtimod. Men derfor må han gerne snart sætte sig ned ved klaveret eller med guitaren og skrive en røvfuld nye danske sange. Til da gør Resumé mere end fyldest, thi det uddrager på alle måder summen af denne Dr. Nørlund og fremviser samme i det allermest flatterende lys - opsamling/ status eller ej, så er det hans til dato mest helstøbte udgivelse. Hvis De så hellere vil høre Kylie eller Big Fat Snake, fred med det - men De går satenedeme glip af 20 goodies, hvoraf mindst et par stykker er klare kandidater til Den Store Danske Sangbog. Kære Nikolaj Nørlund - tak for musikken. Med fare for at lyde arkaisk og drengebogskikset, erklærer jeg dig hermed for en vaskeægte guttermand. Du er sgu for fed! Nå ja - og en stor sangskriver. Kan du så skrubbe ind på dit værelse og skrive nogen nye sange, tak!?

(A:larm Musik)

Nikolaj Nørlund: Resumé

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Blodfattig eller ej "Navnløs" er stadig en fantastisk udgivelse. Artiklen inspirerer til et genhør med "Nye optagelser". Husker den ellers for en irriterende, sjusket og påtaget low-budget lyd, men kan være at den vinder på distancen.