Læsetid: 5 min.

Amerikanske ætsninger

Hvid middelklasse af den mere udflippede slags forsøger i disse år at fremmane et Amerika, der i de store penselstrøg er forsvundet, men som findes i detaljen. At lytte til disse plader er at lytte til lommerne af kulturel modstand
Hvid middelklasse af den mere udflippede slags forsøger i disse år at fremmane et Amerika, der i de store penselstrøg er forsvundet, men som findes i detaljen. At lytte til disse plader er at lytte til lommerne af kulturel modstand
21. januar 2008

Her er en flok plader, som på den ene eller anden måde bringer håndkolorerede, fordrejede og krystalklare billeder fra (det mytologiske) Nordamerika frem i denne anmelders bevidsthed. Den store amerikanske skov i skummende technicolor og mystisk tvelys. Psykedelisk vildnis. Katedraler af håb og fortabelse. Shamaner i lejrbåls flimren. Protestmarcher i mikro-revolutionære nyfortolkninger. Musik som metafor, lokkemiddel, rus, eskapisme, drøm, hallucination. Som mulighed.

Vi ser altså ikke disse amerikanske billeder gennem Jacob Holdts socialrealistiske optik. Snarere amerikanske ætsninger af indre og ydre utopier. Og ingen sort underklasse, men en hvid middelklasse fra det mere udflippede segment, der længes efter og på mange måder formår at fremmane et svundet Nordamerika. Det knudrede, forhutlede, livsalige, multikulturelle USA, som er blevet asfalteret og ensrettet og siden solgt i Wal-Mart til dumpingpriser. I de store penselstrøg - i det man måske stadig kan kalde mainstream - er det uregerlige USA forsvundet, men det findes i detaljen.

At lytte til denne anmeldelses plader er på dén led at lytte til lommerne af kulturel modstand. Hvor passivt aggressiv eller Gandhi-inspireret den så end måtte være.

Det er musik, som jeg har skrevet meget om her i avisen gennem de sidste år. Den er blevet indbefattet under efterhånden lovlig grådige paraply-betegnelser som New Weird America, freak folk og stadig mere vedholdende naturalismo (og efterhånden glemt: beard core).

Men flere af disse plader kunne også blive fikseret under betegnelser som psychedelia, indierock og alt-country og med elementer fra noise, indiske ragaer og appalachisk folkemusik. Genrer er til for at skære virkeligheden ud i vådt pap, ja, de er faktisk bygget af vådt pap, der hverken formår at holde indhold inde eller omgivelser og nabomusik ude. Men lige så ondsindet kategoriske og rethaveriske, de kan opføre sig, lige så godmodigt hjælpsomme kan de også være. Og de kan være nødvendige. Men ikke i dag, ikke mere. Lad os springe i med samlede ben.

Hymniske lysninger

Duoen Charalambides fra Houston, Texas har f.eks. været i sving længe før førstnævnte paraply-betegnelser, siden 1991 faktisk. Plade for plade (i hvert fald dem, jeg har hørt) har Christina og Kyle Karter og medsammensvorne formået at skære sig længere og længere ind til hymniske lysninger i psykedelisk, serafisk ovenlys.

Christina Carter synger som om hun havde beskeder med fra højere magter, eller som om hun panteistisk beåndede træerne omkring lytteren. Guitarerne ekkoer i drivende smukke vandfarver, og forsangerinden cirkler mangedoblet i produktionerne. Ingen tørt produceret autenticitet her på deres seneste album Likeness, men en besværgende klarhed i de enkle, smukke, nærmest shamanistiske sange.

Hypnotisk folkemusik

Endnu et par, MV&EE, er noget mere flossede og støjende i deres udtryk. Her kan man ane både Sonic Youth, Royal Trux og Neil Young, men også en egensindig, cirklende hypnotisk folkemusik. Matt Valentine og Erika Elder ynder på albummet Gettin Gone at veksle mellem psykedeliske ballader og forvrængede freakouts. Nogle gange flyder den en kende for proces-orienteret ud, men når de er bedst føler man sig hensat til en forfalden ladebygning med en mur af Marshall-forstærkere og intet tag imellem lytter og himmelkuppel, intet gulv mellem fødder og jorden, vi alle skal blive til.

Metaforerne og billederne har det med at blive landlige under påvirkning af musikere som disse. Og MV&EE holdt da også til ude i landidyllen i det nordlige USA, sidst jeg læste om dem. Men det nye, sære Nordamerika har også masser af lommer i storbyerne, hvor det bliver meningsløst at tale om urban trykkoger som i hiphop, men snarere om at tryk avler musikalsk judo. Svaret synes nemlig ikke at være modtryk, men en lettelse af presset. Og resultatet er sakrale eller flagrende lysninger i den rationelle geografi.

Berusende doser

Matthew Houck fra Brooklyn, New York (som bliver ved at lægge lav bebyggelse til amerikanske skønånder-med-mere) hører til de mere højtstræbende. Under aliasset Phosphorescent er hans andet album Pride nærmest katedralsk i sine sjælsflænsende vokalharmonier bygget af Houcks multiplicerede stemme. Det er mandekor der stemmer sig mod den amerikanske nat som blanco spirituals. Bonnie 'Prince' Billy spøger som inspirationskilde, men Phosphorescent er mere skamløst storladen. Og i passager helt guddommelig, ikke mindst på åbningsskæringen "A Picture of Our Torn Up Praise":

"I don't have a home, it's not a chain, it's not a throne/It's just a picture of a picture tossed and torn away/Of anger on your face still not as strange and not as brave/As when you turned away."

Håbefuld fortabelse og henført desperation i til tider berusende doser.

Forsiret legesyge

Fra Brooklyn kommer også Yeasayer, der kan minde om en pænere og mere sangbar udgave af Animal Collective. Hvor sidstnævnte kan tendere mod vokalharmonier inspireret af Beach Boys, så er det mere nærliggende at sammenligne Yeasayers sangstemmer med Eagles og Fleetwood Mac.

Det charmerende kulørte debutalbum All Hour Cymbals er altså et mere genkendeligt bekendtskab end førnævnte åndsfæller. Og via kvartettens mere direkte attitude får vi også popsange, der afslører fine lag af forsiret legesyge, jo mere man sutter på dem.

Mystisk patina

Det gælder også Sunset Rubdown fra Montreal, Canada. Déroppe drømmer de sig også langt ud med deres nordamerikanske ætsninger, der befinder sig et sted mellem Animal Collective og Arcade Fire.

Et livsaligt melodisk hysteri præger bandets seneste album Random Spirit Lover, hvor de ikke er bange for hverken at blive rocksymfoniske eller twee-poppede. Og det er da dejligt. Men jeg kan bedst lide dem, når de bliver lidt mere eksperimenterende - fordi det slår så fine gnister, når det bliver gnedet opad deres stærkt gestikulerende popfigurer. Interessant, skingert på en rar måde, til tider strålende.

Woods tegner med samlede udgivelse af deres to spartansk klingende demoer How To Survive og In The Woods omridsene af en prægnant, let støjende lo fi-udgave af det sære Amerika. Det virker ikke kun fordi deres sange er strålende, men også fordi de dårlige, forvrængede indspilninger giver sangene en mystisk patina og en fornemmelse af intim bekendelse. Dagbogsnotater fra bjælkehytten.

Så her var og er altså en flok plader, der nægter at rette ind, men fortsætter deres egne flossede spor gennem musikken - eller forbliver urokkeligt fikserede på udforskning af deres specifikke lysninger. Her sker mikroskopiske revolutioner. Åndens hårdt prøvede fælleder bliver besøgt på uventede måder og i ikke videre moderne tempi. Men det kan måske også vise sig at være kimen til en ny, langsommere, mere åbent tænkende modernitet?

Charalambides: Likeness (Kranky/VME)

MV&EE: Gettin Gone (Ecstatic Peace Records/Specialimport)

Phosphorescent: Pride (Dead Oceans/Specialimport)

Yeasayer: All Hour Cymbals (We Are Free/Dotshop.se).

Sunset Rubdown: Random Spirit Lover (Jagjaguwar/Dotshop.se)

Woods: How To Survive In/In The Woods (Shrimper/Dotshop.se)

MV&EE with The Golden Road spiller på Byens Lys, Christiania på tirsdag den 22. januar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Denne Kyle Karter, som du omtaler under Christina Carter, findes ikke. I hvert fald hedder Christina Carters ex-mand, som er med i Charalambides, Tom Carter.