Læsetid: 4 min.

Av, min Arn

Nydelige billeder og en sympatisk hovedperson kan ikke redde Peter Flinths Jan Guillou-filmatisering, 'Arn - Tempelridderen', fra at være en upersonlig og klichéfyldt omgang tomgang
Staffage. Nydelige billeder kan ikke kompensere for en skabelonagtig handling og endimensionale personer.

Staffage. Nydelige billeder kan ikke kompensere for en skabelonagtig handling og endimensionale personer.

Erik Aavatsmark

11. januar 2008

Jeg har ikke læst Jan Guillous bøger om tempelridderen Arn, men efter at have set filmen baseret på den første bog er jeg blevet nysgerrig på, hvad pokker det dog er, der har fået millioner af svenskere til at læse dem. For det fremgår bestemt ikke af Arn - Tempelridderen, som er instrueret af danske Peter Flinth og på ingen måde lever op til al den hype, der har fulgt filmen, siden det blev offentliggjort, at den og en efterfølger skulle produceres.

Flinth har hidtil lavet underholdningsfilm for børn - Ørnens øje, Olsen Banden Jr. og Fakiren fra Bilbao - men han har længe drømt om at få mulighed for at dirigere det store orkester. Og det har han så fået lov til med Arn - Tempelridderen, et ambitiøst og meget dyrt forsøg på at lave en episk fortælling om en ung, svensk mand, der i 1100-tallet gør karriere som tempelridder.

Men trods det store apparatur, høj production value, flotte billeder af danske Eric Kress, gode skuespillere og en sympatisk hovedperson lykkes det ikke instruktøren andet end at kede publikum med en alt for lang historie, der er fuld af klicheer og blottet for originalitet.

I Guds tjeneste

Sandsynligvis var problemerne allerede til stede i manuskriptet, som er signeret af svenske Hans Gunnarsson og på ingen måde forløser det dramatiske potentiale, der trods alt ligger i Arn som figur og i tiden omkring de kristne korstog til Det Hellige Land, hvor en magtfuldkommen vestlig verden for første gang erklærede muslimerne krig.

Som syvårig er Arn tæt ved at dø i et fald fra et tårn, og hans mor lover ham bort til kirken, hvis Gud lader ham leve. Mange år senere forlader den voksne Arn klosteret, hvor han siden har levet og af en tidligere tempelridder lært at kæmpe med sværd og skyde med bue og pil.

Straks involveres han i stridighederne mellem kong Karl Sverkersson og hans tilhængere - blandt andet den etablerede kirke - og så folkungerne, som Arn og hans familie tilhører.

Arn hjælper sin barndomsven, kongesønnen Knut, med at dræbe Sverkersson og komme til magten, og det får alvorlige konsekvenser for Arn og den kvinde, Cecilia, han forelsker sig i og gør gravid. De lyses begge i band i 20 år, og hun ryger i kloster, mens han sendes på korstog i Det Hellige Land.

Og så er vi der, hvor filmen begynder. Arn og hans oppasser redder tre muslimske rejsende fra en flok grimme banditter. Den ene viser sig at være muslimernes leder, Saladin, der advarer den nu respekterede tempelridder om, at det kristent kontrollerede Jerusalem snart vil falde.

At lave et 90 minutter langt flashback i en film, der varer 138 minutter, er helt i skoven. I løbet af de 90 lange minutter, der skildrer en drengs skoling, uspændende intriger og en banal kærlighedshistorie, tappes dramaet helt for energi, og da man endelig vender tilbage til den voksne Arn, som på 15. år er tempelridder, keder man sig bravt. (Og filmen minder mistænkeligt meget om Ridley Scotts rædselsfulde Kingdom of Heaven.)

Endimensional

Der er ingen dybde i personerne, intet liv i replikkerne, som kun synes designet til at flytte det skabelonagtige plot fremad, ingen saft og kraft i de ellers nydelige billeder, der således blot bliver staffage, ingen intensitet i de få kampscener, man får lov til at opleve. Det, man ser, er det, man får, hvilket slet ikke er nok.

Joakim Nätterqvist gør det udmærket som den voksne Arn - han er et såre sympatisk menneske, der af omstændighederne tvinges til at dræbe for sin gud - men han er også meget fersk og ikke særlig karismatisk eller tvetydig. Igen får man ikke mere, end hvad man kan spotte med det blotte øje.

Det samme kan siges om Sofia Helin, der spiller Arns udkårne, og som tilbringer de 15 år med at blive tugtet af en brutal abbedisse og Sverkersson-discipel, der giver udtrykket endimensional ondskab ny mening.

I det hele taget er Arn - Tempelridderen endimensional og sort/hvid, hvor jeg fornemmer, at Jan Guillou med sit forfatterskab trods alt taler for et mere nuanceret syn på verden, mennesker og ikke mindst religion. Den slags er der ikke meget af i filmen, selv om den i det små langer ud efter religiøst stivsind og lader Arn og Saladin knytte en form for bånd.

Det var ikke, fordi jeg efter at have set Arn - Tempelridderen følte, at jeg havde set et makværk, bare en inderligt ligegyldig, upersonlig film. Og så kommer der oven i købet en mere.

Arn - Tempelridderen. Instruktion: Peter Flinth. Manuskript: Hans Gunnarsson. Svensk (Alt for mange biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jo, Guillou er de patetiske klichéers mand - men som Erik skriver godt kan man godt nyde hans drengerøvs-fortællinger alligevel.

Tak igen til Monggaard for ikke at lægge fingrene i mellem, men råt for uforsødet fortælle, hvornår han finder en filmoplevelse rædselsfuld eller bare ligegyldig.

Erindringen om Flinths fine børnefilm 'Ørnens Øje' kunne ellers godt have lokket mig forbi biografen.

Jeg så filmen i går, og jeg vil se fortsættelsen. Som filmbedømmer er jeg handicappet af at have læst trilogien, filmverdensfreaks kan således stå af her.

Filmen er ret tro mod bogen. Den får efter min mening de vigtigste pointer med, som er samfundsbeskrivelsen under den stærkes ret. I den forbindelse er det en mærkelig men forunderligt god oplevelse at se kongeaspiranterne fremstillet som umodne tågehoveder.

Der er politiske kampe på ethvert tænkeligt plan, og det er godt at se dem samlet for en periode uden voldsfiksering. Det er en af de gode ting ved filmen, at den undgår den samme glorificering som Gillou har for vane at præstere.

For mig er det et godt eksempel på en episk film. Med hensyn til stadiet i den europæiske magtfuldkommenhed forekommer det mig, at filmen foregår godt 300 år efter de første korstog/generobringstog i Portugal og Spanien. Jeg tror man kan sige, at hærtogene i Palæstina var udtryk for en kontinuitet indenfor europæisk ekspansion. Som havde rødder tilbage i magtkampe i de hjemælige samfund. Som nu.

Erik Boalth, hvad er "det hellige land"? Jeg kender ikke noget land, der er mere helligt end andre. Jo, i højtidelige stunder kunne jeg måske skrue mig op til at sige, at mit fædreland er "helligt" for mig - men derudover? Nej.