"Nænsomhed giver mig myrekryb," har Susanne Bier udtalt, så lad mig i dagens anledning gribe handsken og sige sandheden uden omsvøb: Jeg bryder mig ikke om Susanne Biers melodramaer.
Den eneste ene var en morsom og modigt stiliseret komedie og Elsker dig for evigt et intenst kærlighedsdrama, men Brødre og Efter brylluppet er efter min bedste overbevisning skingre, patetiske og skamløst udspekulerede melodramaer med påklistrede u-lands- og Afghanistan-problematikker, der skulle give handlingen 'eksistentiel dybde'.
Jeg er klar over, at jeg vil få Bier-fans på nakken, og det mærkelige er, at jeg godt kan lide hendes nye film.
Drømmefabrikken
Things We Lost in the Fire ruller hen over lærredet, og jeg kan ikke være den eneste, der tænker på Ole Bornedal, som i midten af 90'erne tog Nattevagten under armen og fløj til Los Angeles for at gøre international karriere, men vendte slukøret hjem med Nightwatch, som vi helst vil glemme.
Hollywood fabrikerer drømme, men det er også stedet, hvor drømmene brister, og mange europæiske auteurs har mødt deres Waterloo.
Så vi konstaterer glædeligt overrasket, at Susanne Bier slipper tørskoet fra sin første tåreperser i Hollywood. Selv om det også er hendes første engelsksprogede film, er instruktionen lydefri, og Bier undgår klogt at lave et remake, der får typer som mig til at foretage sammenlignende analyser, der altid konkluderer, at originalen smager bedst. I stedet har hun fundet et amerikansk originalmanuskript (af debutanten Allan Loeb), der ubesværet lader hende plante sit tilbagevendende familietraume-tema solidt i den Seattle-jord, hvor filmen foregår.
Historien bærer suspekt mange mindelser om Brødre, men debutanten Allan Loebs manuskript er klogere psykologisk, har skarpere replikker og er - uha - mere nænsomt.
Negativt spejlbillede
Susanne Bier har også - i modsætning til Bornedal - fået opbakning af filmens producer, Sam Mendes (American Beauty). Det har betydet, at hun har kunnet sætte sit stilistiske fingeraftryk - den sitrende kameraføring, de ekstreme close-ups og sensuelle billedmontager - som giver hendes film deres særlige intim-psykologiske spændthed.
Plottet er temmelig spinkelt. Far, Mor og to børn ryger fra den lyseste familielykke til det mørkeste mareridt, da Far tilfældigt bliver dræbt på gaden på en fucked up trash way. Audrey har aldrig brudt sig om Fars barndomsven Jerry, en falleret advokat og ikke spor falleret narkoman, som hun nu inviterer til begravelsen - og bagefter overtaler til at flytte ind i garagen.
Et melodramatisk postulat, for Jerry er Fars negative spejlbillede - rå, sort og dysfunktionel - men vi forstår, at Audrey og Jerry er på røven på hver sin måde og skæbnesvangert knyttet sammen af den døde mand, og når de spilles af Halle Berry og Benicio Del Toro, accepterer vi gerne en smutvej.
Nu følger nogle af filmens bedste scener, hvor de to voksne mennesker forsøgsvist nærmer sig hinanden som brændte børn ilden. Jerry glider ind i rollen som surrogatfar, men ikke som ægtemand. Han ved godt, at det ikke er op til ham at tage dét skridt, så i stedet lærer han Audreys seksårige søn at holde hovedet under vand, spiller basket og læser godnat-historier for datteren og agerer sågar sovepude og øreflipnusser (!) for Audrey, når hun ikke kan falde til ro om natten.
Varme og autoritet
Når jeg skriver disse linjer, kan jeg godt mærke, at den sentimentale geigertæller slår ud, men det afgørende er, at det fungerer i biografen. Scenerne afvikles med en naturlig autoritet, og Benicio Del Toro bidrager med en ægte charme, som har været en mangelvare i Biers tidligere film.
Jerry er på én gang forvirret og lykkelig over at få en ekstra chance i livet, og Del Toro behersker den svære balance mellem narkoman på afvænning og middelklasse-stedfar in spe. Der er i hans spil en afvæbnende humor og selvironi, som går bedre i spænd med melodramaet end manusforfatter Anders Thomas Jensens kyniske humor i Biers danske film.
Biroller glimrer
Halle Berry gør det udmærket som Audrey, en enke, der på randen af et sammenbrud kæmper for at bevare roen og værdigheden. Snart vender hun sorgen indad, snart udad (men aldrig bliver hun skinger). "Det skulle have været dig," ryger det ud af munden på Audrey, og Jerry kan kun give hende ret: "Ja, det skulle have været mig og ikke din mand, der var blevet dræbt."
Filmens biroller fortjener at blive fremhævet: John Carroll Lynch som den hensynsfulde nabo med knas i ægteskabet, Omar Benson Miller som Audreys bror, der kan sige meget med et enkelt øjekast, og Alison Lohman som Jerrys narkomanveninde, der får en hovedrolle som isbryder i filmens forløsende middagsscene.
Tag imod det gode
Manuskriptet virker indimellem konstrueret (f.eks. filmens symbolske titel og det gennemløbende vand-motiv), og Jerrys forudsigelige narkotilbagefald behøvede ikke at have ført ham helt ud i ghettoen. Mindre kunne have gjort det.
Men det er i det psykologiske drama mellem Jerry og Audrey, at filmen rykker. Things We Lost in the Fire handler om helbredelse gennem sorgen, og ifølge Bier skal karaktererne ud i en ekstrem situation, før de - blotlagte, nøgne og rensede - kan gribe livet og tage imod det gode.
En arkaisk tankegang, kunne man indvende, men når budskabet strømmer ud fra lærredet, bliver der snøftet godt igennem i biografen.
Things We Lost in the Fire har indtjeningsmæssigt skuffet i USA, og flere amerikanske kritikere foretrækker Biers danske melodramer. Jeg har det lige omvendt. Jeg synes, den nye film er bedre spillet og bedre skrevet og faktisk genuint bevægende.
Eller måske lyder et melodrama bare bedre på engelsk?
Things We Lost in the Fire. Instruktion: Susanne Bier. Manuskript: Allan Loeb. Amerikansk. (Dagmar, Palads, Metropol, Falkoner, Empire, CinemaxX og 53 biografer over hele landet
