Tysk arvesølv har Robert Wilson denne gang sat kløerne i. Den amerikanske instruktør, der af sine venner betegnes som teatertroldmand, af sine fjender som teaterdesigner, har sat Laser og Pjalter af Bertolt Brecht og Kurt Weill op. Oven i købet i Brechts helt eget tempel på Berliner Ensemble.
Lad her ingen tvivl herske om, at det er en markant og interessant opsætning, Wilson har lavet af Laser og Pjalter, der i 1928 med uhæmmet succes havde sin premiere på samme teater. Faktisk synes Brecht som skabt for Wilson. Eller er det omvendt?
Brechts episk-dialektiske teater, der gjorde op med den realistiske spillestil og helst så publikum forholde sig distanceret til opførelsen, passer perfekt til Wilsons æstetiske stiliserede stil, hvor hovedvægten er lagt på ordet, bevægelsen, lyset og rekvisitten og mindre på følelsen. Spørgsmålet er, om det lykkes på det niveau, hvor det kunne være lykkedes.
Tegneseriefigurer
Handlingen i Laser og Pjalter er en eksistens- og magtkamp mellem to stærke herrer fra Londons undergrund: Jonathan Peachum, der leder byens tiggermafia, og Macheath, kaldet Mackie Messer, der leder en bande gadebanditter og fra gamle dage står på god fod med Tiger Brown, byens politichef. Mackie gifter sig med Peachums datter Polly. Peachum er imod forbindelsen og forsøger at få Mackie hængt. Det lykkes næsten. Men da han står med strikken om halsen, kommer der bud fra dronningen lige i rette tid, og Mackie ikke bare benådes, men bliver ligefrem adlet.
Stykket er fra Brechts hånd tidløst, dets univers er symbolsk, men Wilson har med held valgt at placere det i 1920'erne, den tid det blev til i. Sort-hvid og søvnløs cabaret- og storbystemning på den elegante måde er velvalgt og raffineret, og enkelte af præstationerne fortjener særlig omtale, da de i sig selv er aftenen værd.
Jürgen Holtz, der spiller Jonathan Peachum nåede 25 års karriere i DDR, før han hoppede af til Vesten, og man mærker, at han har fået sin Brecht ind med modermælken. Det hvidt sminkede gummiansigt vrænger replikkerne ud, den wilsonske mimiske timing har han et fast greb om, håndbevægelser eller ryk med hovedet falder knivskarpt i samspil med de akustiske effekter.
Han suppleres af den næsten endnu mere fremragende Traute Hoess, der spiller hans kone Celia. Let drikfældig, iklædt sort fløjl og med en overdimensioneret bag i pærefacon, der ender i et par små knapstøvler, opsat frisure og løftede øjenbryn er hun grotesk som en tegneseriefigur. Da datteren Polly synger hjertet ud om sit giftermål, er det fru Peachums lillefingre, man stirrer på. Hænderne sidder i siden, og lillefingrene blafrer med minutiøs præcision.
Peachum-parret er en så lykkelig forening af Brecht og Wilson, at man får tårer i øjnene.
Ukarismatisk Mackie
For Macheath begynder det godt. Han kommer med ryggen til ind efter ouverturen, og mens betagende lyshjul i forskellige størrelser drejer på bagtæppet, og stykkets groteske persongalleri defilerer forbi, næsten vrænger han - stadig med ryggen til - den ultimative ørehænger: Skillingsvisen om Mackie Messer. Da han vender sig om, er det desværre forbi med fortryllelsen. Stefan Kurt, der spiller Macheath, er forbløffende ukarismatisk. Med sit afblegede hår minder han lidt om Michael Caine på en dårlig dag, og en Macheath uden udstråling og magtbrynde er i Laser og Pjalter ligeså fatal som en konferencier i Cabaret, der ikke tør være frivol.
Det klæder ikke bandekongen Macheath at optræde i læbestift og fiskenetskorset under det glitrende jakkesæt. At lade kvindebedåreren Macheath være om ikke transvestit, så dog temmelig androgyn, er imidlertid Wilsons valg. Men Stefan Kurt formår ikke at føre ideen til dørs. Han spiller ikke med sine falske øjenvipper, men imod dem, og det kommer der allerhøjst lidt fortvivlet stumfilmstjerne ud af.
Polly og Lucy, hendes medbejlerske til Macheath, der spilles af Christina Drechsler og Gitte Reppin, er velsyngende. Men de når, hverken hvad stemme, præcision eller kvindelig ynde angår, aldrig i nærheden af den Kaya Brüel, som man husker fra Wilsons opsætning af et andet tysk nationalklenodie: Georg Büchners Woyzeck på Betty Nansen Teatret i år 2000.
I det hele taget mangler en stor del af de medvirkende, både banditterne, luderne og Sørøver Jenny, præcision i mimik og stemmeføring. Og netop på grund af denne mangel bliver det klart for én, hvor betydningsfuld en plads selv den mindste birolleskuespiller har i Wilsons teaterunivers.
Laser og Pjalter på Berliner Ensemble er i glimt rigtig godt teater. Sanseberusende, som Wilson kan være, når han er allerbedst, bliver det aldrig. Og bliver på den måde mere brechtsk, end hvad godt er.
Die Dreigrosschenoper af Bertolt Brecht og Kurt Weill, instruktion, scenografi og lys Robert Wilson, Berliner Ensemble, Berlin. Spiller på udvalgte dage i januar, februar og marts 2008. www.berliner-ensemble.de
